Rasmus Hangaard Balslevs tale til "Skyd OK24 i gang"

Pissekoldt eller ej – vi klapper vores forhandlere på vej!

--

Tusind, tusind tak til kammeraterne i Skulder ved Skulder-initiativet for at sætte endnu en vigtig markering op. Det er en fornøjelse at være her. At se jer alle sammen, høre jer og mærke jer og det fællesskab og den solidaritet, vi sammen repræsenterer. Det varmer sgu i en kold tid.

Det er sgu en præstation at samle over 100 mennesker på gaden en kold eftermiddag i januar. Det kan så godt være, vi bliver overgået af Dronningen i næste uge, men det er i grunden hverken fair eller fornuftigt, for hvilken indflydelse har hun haft på danskernes hverdag som står mål med det, vi i fagbevægelsen har opnået gennem årtiers forhandlinger og opstand mod urimelige vilkår??

--

Den ene offentlige overenskomstforhandling er vildere end den anden i de her år. Hvis ikke det er en finanskrise er det en pandemi eller en krig, der danner et vildt bagtæppe for forhandlingerne. Eller politikere uden respekt for offentligt ansatte, som vi så det allermest udtalt i 2018…

I 2024 kan vi ikke sige OK uden at sige 3-part. På vegne af socialrådgiverne kan jeg sige, at mange føler sig godt og grundigt overset af en kynisk regering, som glemte alt om at kampen for ekstra lønmidler startede med kampen for ligeløn og ikke Finansministeriets regnearksfremskrivninger over rekrutteringssituationen.

Når det er sagt, så er det fuldstændig forrygende, at sygeplejersker, pædagoger, SOSUer og fængselsbetjente kan se frem til pæne lønstigninger – hvis de ellers vil betale prisen i form af arbejdstid og seniorvilkår. Det er en sejr for fagbevægelsen at rykke en regering så meget, at de helt ekstraordinært kommer til lommerne. Men det er ikke nok. Der skal investeres i alle faggruppers løn- og arbejdsvilkår, hvis vi skal sikre fremtidens velfærd.

Og ligeløn – eller bare en nogenlunde sammenlignelig løn – mellem faggrupper med samme uddannelseslængde, må af princip være et mål for fagbevægelsen, hvad det også burde være for en offentlig arbejdsgiver. Tak til vennerne i BUPL, SL, LFS, DSR, Jordemoderforeningen og andre i hovedstadsområdet for i regn og slud og nogle gange også lidt solskin at have stået skulder ved skulder om dén dagsorden de seneste år.

--

Vi kan heller ikke sige OK24 uden at sige OK23. Der fik vores kammerater på det private arbejdsmarked høstet to-cifrede lønstigninger over en blot to-årig periode. Det fortjener faktisk endnu en klapsalve! Og selvfølgelig forventer og fortjener vi ikke mindre i det offentlige. Der er brug for dygtige, motiverede medarbejdere overalt i den offentlige sektor, og stort set alle steder kræver vores arbejdsgivere og medborgere, at vi arbejder hurtigere og bedre.

I forhold til det samlede arbejdsmarked er andelen af offentligt ansatte faldet betydeligt over flere årtier. Samtidig med at den danske befolkning er vokset. De offentlige arbejdstimer per borger er derfor faldet markant, mens jeg med sikkerhed kan sige, at borgernes forventninger er gået den anden vej. Det giver sig selv, at det sætter os under et pres, som vi betaler for med krop og sjæl. Endnu mere fra næste år, hvor vi mister Store Bededag. Det skal koste dyrt, skal det!

Der er nogle, der mener, det er positivt, at offentligt ansatte udgør en mindre del af arbejdsmarkedet. Der er stadig arbejdsgivere og politikere derude, der påstår, vi blot er en udgift. At vi ikke skaber værdi og at den private sektor skal VÆRNES mod, at vi stiger i løn. Det har bare aldrig givet mening, når de selv samme arbejdsgivere og politikere mener, at vores opgaver stadig skal løses og erfaringerne med privatisering af velfærd mildest talt er dyre og dårlige.

--

OK24 kommer til at handle rigtig meget om løn. Men vi er også nødt til at hejse fanen for de ting, der betyder noget for vores trivsel på arbejdet. Det er vores trivsel, der i sidste ende er nøglen til den effektivitet, alle forlanger af os, og et godt arbejdsmiljø skal være en langt større forpligtelse for vores arbejdsgivere.

Alle – som minimum vores nyuddannede kollegaer – skal have ret til ordentlig introduktion på arbejdspladsen.

Vi skal have ret til fleksible arbejdsvilkår når vi bliver gamle.

Vores tillidsrepræsentanter – hverdagens sande helte – skal sikres ordentlige vilkår for deres virke og reel indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse.

Ting, der ikke kan købes for penge, men giver arbejdernes trivsel og faglighed langt mere plads.

Vi er nogle, der sågar tør drømme om, at en fuld arbejdsuge fremover er på 30 timer. At fx KL som minimum giver kommunerne lov til at gøre forsøg med det og ser hvor meget gladere og mindre syge, vi så vil blive af at gå på arbejde. Det kan godt være, det ikke lige bliver i år, de politiske vinde blæser den vej, men bevægelsen er i gang flere steder i den private sektor, og man kan som offentlige arbejdsgiver ikke læne sig tilbage og tro, man stadig kan tiltrække arbejdskraft, når vilkårene andre steder er væsentlig bedre.

--

… Ved I hvad? Jeg glæder mig til at høre alle offentlige faggrupper de kommende måneder prale med deres kompetencer og samfundsværdi.

Jeg glæder mig til at høre Marianne fra Kost- og Ernæringsforbundet fortælle om hvorfor faglighed om god ernæring er en grundsten i vores samfund, ikke bare inden for sundhed, men også i forhold til trivsel og klima.

Jeg glæder mig til at se Ditte fra HK i hendes utallige facebook reels redegøre for, at også administrative hænder er varme.

Jeg glæder mig til at se Rasmus fra BJMF posere med sin løvblæser i den ene hånd, mens han med den anden hejser fanen for gadefejernes løn- og arbejdsvilkår.

Og jeg glæder mig til selv at dele beretninger fra socialrådgivernes hverdag med ledige og udsatte mennesker, vi hjælper på vej i livet – med fed understregning af, at et berigende arbejde ikke bærer lønnen i sig selv! – slet ikke når arbejdspresset er alt for stort.

--

Lad os særligt oven på 3-parten være enige om ikke at ride med på mediers og arbejdsgiveres fortælling om, at fagforeningerne er i krig med hinanden og ikke under hinanden det bedste. Lad os i stedet vise os stolte over og hylde vores forhandlere for, at vi i fællesskab, fra overenskomstforhandling til overenskomstforhandling, forsøger at tilfredsstille flere end 700.000 offentligt ansatte fra et hav af forskellige fagområder. Der er ingen letbenede politiske kommentatorer, der nogensinde vil forstå hvor kæmpemæssig en opgave, det er. Hvad det er for et kæmpe ansvar, vi tager på vegne af hele samfundet.

--

Lad os gøre det her igen. Lad os blive ved med på tværs af faggrupper at mødes, se hinanden i øjnene og drage omsorg for hinanden, særligt når forhandlingerne og prioriteringerne bliver svære. Blive ved med at sige til hinanden, at vi er mere værd. DU er mere værd. DU er mere værd. DU er mere værd.

Fællesskabet må aldrig abdicere.

--

GOD VIND TIL VORES FORHANDLERE – OG GUD BEVARE DEN DANSKE MODEL