Rikke Lauritsens 1. maj-tale

Her på arbejdernes internationale kampdag hylder vi solidaritet og fællesskab. Vi hylder den danske model og den berømte danske flexicurity, som dog er ret udhulet og mere er fleksibilitet for arbejdsgiverne end sikkerhed for arbejdstagerne. 

2024 er et vildt valgår. Amerikanerne skal vælge mellem en gammel velmenende hvid mand og en gammel selvoptaget kupmager. Og den 9. juni er der valg til Europa-Parlamentet, hvor vi skal vælge mellem asocial grøn realisme eller ambitiøs socialt ansvarlig klimahandling.

Europa-Parlamentsvalget må ikke undervurderes. 2019-valgene var klimavalg. Vi var hundrede-tusinder på gaden for at kræve klimahandling. Og det virkede – til dels. 

Siden 2019 er der vedtaget vigtig lovgivning. Også dengang var der blåt flertal, kunne men selv de blå kunne se, at vælgerne ville have grøn politik. 
Selvom den ikke var tilstrækkelig ambitiøs, så satte Green Deal og Fit for 55 gang i en kaskade af grønne tiltag.

Desværre gik verden grassat med pandemi, krig og energikrise. Det fik de blå til at blive helt sorte. De glemte, at den grønne omstilling er central for vores uafhængighed af autoritære regimer og stop for nye pandemier og kriser.

Selv de røde svigtede det ansvar, de blev givet – her i Danmark. Socialdemokratiet gik over midten og glemte alt om ambitiøs klimapolitik og socialt ansvar. Uligheden er steget. Danmark som foregangsland på miljø, klima og velfærd er en joke. 

Vi er først og fremmest førende i racisme, dødt havvand og pligt før ret. 

I en tid, hvor uligheden i sundhed er galoperende – og psykiske problemer, stress og angst er udbredt – især blandt de unge – har vi mistet en helligdag, fået skåret i SU’en og de rigeste har fået skattelettelser.

Det er ikke den vej, vi skal. 

Også derfor er valget til Europa-Parlamentet vigtigt. For det er et midtvejsvalg, hvor vi kan vise, hvor vi vil hen. 

EU er en kampplads, hvor vi kan sætte en dagsorden for Europa og hele verden.

Klimakatastrofen er i fuld gang, og vi har ingen tid at spilde.

Den enorme ulighed forstærkes af klimaforandringerne. Og jo længere vi venter, jo dyrere bliver omstillingen.

Vi skal sikre at forurenerne og klimagasudlederne betaler – gennem skatter og afgifter – og at varers pris afspejler deres påvirkning af planeten og de mennesker, der producerer og transporterer dem.

Vi flyver fortsat klimaet i stykker, uden at udenrigsflyvning tæller med i landenes klimaregnskaber. Alligevel har flyindustrien kæmpe konkurrencefordele. Den europæiske flybranche modtager hvert år 26 mia. Euro i indirekte subsidier i form af skatteaftaler, moms- og brændstofafgiftsfritagelse.

Vi skal i stedet satse på bæredygtig kollektiv transport og cyklisme. 

Togrejser og cykelture skal være det oplagte valg. Det kræver investeringer og koordinering også på europæisk plan.

Landbrugs- og industrilobbyen har alt for stor indflydelse.
Landbrugsstøtten er indrettet til at fremme de enorme industrilandbrug med utrolige antal produktionsenheder (altså det som vi andre kalder dyr) der lever ulidelige liv.

Og kun de helt store landbrug tjener tykt på systemet. De mindre bønder presses af supermarkedskæder og mejerigiganter og får en for lav pris for varerne. Antallet af selvmord blandt landmænd er ekstremt højt i Europa. Så vreden er forståelig. De vender den desværre bare mod de forkerte.

Systemet fungerer jo ikke. Mange landmænd er forgældede op over begge ører og klarer sig kun på grund af den enorme støtte. Samtidig dør havene, drikkevandet forurenes og natur og klima lider uoprettelig skade. 

Landbrug fungerer ikke uden natur. Bier og regnorme har afgørende vigtige roller. Men uden føde og levesteder dør de vilde bier, og regnorme kan ikke leve i en jord, der er presset sammen af store maskiner, udpint af monokulturer og ødelagt af sprøjtegifte. 

Med de voldsomme klimaforandringer, vi ser ind i, vil lange tørkeperioder og store oversvømmelser betyde katastrofer for alle – også dem der lever af at dyrke jorden – især i det nuværende produktionssystem, der er enormt sårbart over for vildere vejr. 

Axelborg og den store europæiske lobbyorganisation skal stoppe med at sprede løgne om det lykkelig landbrugsliv på dyrefabrikkerne og i det konventionelle landbrug. 

Højrefløjen og landbrugsindustrien spreder frygt om mangel på mad. Men vi producerer rigeligt mad. Se bare på mængden af madaffald. Vi skal genoprette natur og respekten for planetens begrænsede ressourcer.

I fremtiden kan vi undgå energifattigdom, finanskrise, klimaforandringer og pandemier. Men det kræver, at vi lever mere i harmoni – med natur, klima og miljø – og med større social sikkerhed og lighed.

Det gode liv defineres ikke kun ved velstand – men af sociale faktorer: sikkerhed, tryghed og frihed – og en fredelig fremtid uden klima- og naturkollaps. Vi skal hver især men især i fællesskab tage ansvar.

Vi kan ikke fortsætte med at være forblændede forbrugere. Vækst er jo ikke er godt, hvis det samtidig undergraver de næste generationers gode liv.

Din bøf koster dine børns fremtid. Din t-shirt har betydet brug af 1000 liter vand og et usselt liv for både den, der har produceret og transporteret den. 

Excelarkene skal tilpasses til den virkelige verden. Ting skal ikke koste det et marked har besluttet, hvor hverken klima, miljø, natur eller menneskeliv værdisættes. 

Det frie marked og det frie valg er en fed løgn, der kun gør de rige rigere og de fattige fattigere. For den fossile industri modtager mange mia. i direkte og indirekte støttekroner.

Vi skal beskatte de rigeste, forurening, klimaødelæggelse og udbytning af mennesker. Vi skal belønne grøn omstilling, bæredygtighed og socialt ansvar.

Vores grundlæggende værdier betyder noget.
Også i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. I Europa bliver vi nødt til at forholde os til, om vi tror på det internationale retssystem. For det gør den yderste højrefløj ikke. De synes, at FN er en ligegyldig, lalleglad forbryderbande. 

Det store flertal taler normalt rosende om folkeret og menneskerettigheder. 

Men når det kommer til palæstinensiske civile liv, så har vi været alt for stille. 

Det er ubegribeligt, at en højreekstrem israelsk regering kan dømmes til at være i gang med et plausibelt folkemord, og alligevel kan hverken et samlet EU eller vi i Danmark blive enige om sanktioner eller stop for køb og salg af våben.

Nu står de to folk endnu mere hadefulde og ødelagte overfor hinanden. De mange dræbte og gidseltagningerne d. 7. oktober har skabt et enormt traume i Israel. Mens situationen i Gaza og på Vestbredden bliver mere og mere ubegribelig. Niveauet af menneskeskabt lidelse er ubærligt.

Historien kommer til at dømme os hårdt for vores manglende handling. 

Vi skal huske fællesskabet – solidariteten – og droppe privilegieblindheden
Jeg ser en uhyggelig tendens til, at mistænkeliggørelse og generaliseringer rykker grænserne for vores menneskesyn og fremmer racisme og dermed både antisemitisme og muslimhad. 

Når det bliver normalt at sige, at der da er eksempler på, at indvandrere er velintegrerede – eller at muslimske nydanskere truer vores kultur og frihed, så sker der skred i vores medmenneskelighed.

Det er godt, at vi i Danmark kan tale åbent om problemer. Men det er forkert, når nogle problemer tales op som værende kæmpe store, mens andre ignoreres.

Den største trussel mod vores fælles fremtid er efter min klare overbevisning klima- og naturkrisen og den voksende ulighed. 

Så lad os bruge denne 1. maj til at sætte alle sejl ind for et grønt Europa! Lad is bruge parlamentsvalget til at vise vores visioner for et bedre Danmark – et bedre Europa – en bedre verden.

Hvor vores børns fremtid tæller mere end storkapitalens interesser. 

Hvor rød og grøn går hånd i hånd. 

Vi skal ikke bare udvise solidaritet med hinanden – men også med de fremtidige generationer. 

Vi skal vise vores børn, at vi vitterligt gør alt, hvad vi kan for at sikre dem en ordentlig fremtid.

Lad os kæmpe for fællesskabet. For et bæredygtigt samfund. For en solidarisk, retfærdig, grøn omstilling.  Glædelig 1. maj.