Fællessang og Folkedans
Tusind tak for den varme velkomst alle sammen!
Som sagt, jeg hedder Ronas og jeg kommer fra Mino Ung København.
Et åbent fællesskab, der kæmper for at skabe en stemme for unge minoritetsetniske danskere, så vi kan få et mere mangfoldigt Danmark.
Som halv kurder og halv dansker, har jeg fået den gave at kunne have en fod i begge lejre.
Min Mor og Baba mødte hinanden i en nysgerrig tid, hvor man tog imod hinanden med åbne arme.
Han kunne danse kurdisk folkedans, og hun ville gerne lære det.
Den dans var med til at føre mig til verden.
–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Jeg voksede op med to kulturer.
Jeg spiste æblegrød hos min morfar i Dragør og drak tyrkisk te med min farfar i en landsby i Konya.
Det bedste fra begge verdener.
Men jeg savner at se kulturerne blive smeltet sammen.
Hvor blev åbenheden af?
Hvad skete der med nysgerrigheden? Hvor er mangfoldigheden?
Kig rundt i salen. Vi er 1700 mennesker herinde i aften, størstedelen er fra forskellige højskoler.
Alligevel er vi ikke særlige mange etniske minoriteter.
Hvorfor skal det være sådan?
–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
For et par uger siden inviterede Røst os til en taler-camp på en højskole i Jylland, der nok minder lidt om jeres egen.
Jeg havde pakket mine taske med spænding, fordi jeg havde glædet mig til at se, hvordan livet på en Højskole egentlig var.
Desværre var der en mangel på diversitet. Og det sad fast hos mig.
Det undrede mig meget, især fordi jeg fandt ud af.. .. at livet på en højskole faktisk var ret lækkert!
–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Vi slentrede rundt på skolen i vores yndlingstøfler og joggingbukser, fik spillet backgammon, og lavede filmaften til sent om natten.
Definitionen på det, som mig og mine shabs ville kalde: fuld hygge.
Men dét der gjorde allermest indtryk på mig, var det der skete den sidste aften på højskolen.
Vi var alle blev samlet, fordi vi skulle synge højskolesange. En dansk tradition, der går flere generationer tilbage.
–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
“Der er et yndigt land” bragte stoltheden frem.
“Smukke unge mennesker” gav os håb for fremtiden.
Men “Ramadan i København” var personligt for mig, symbolet på forandring.
Det var ikke kun fantastisk at høre de andre synge deres hjerte ud til de mange fællessange. – men også at se, hvordan vi med en flydende overgang afsluttede med høj musik og folkedans fra hver vores kultur.
Arabisk dabke,
kurdisk halay,
jødisk kædedans,
indisk bhangra
afro beat og meget mere!
En kulturel tradition, der går flere generationer tilbage.
–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Det her er essens af Mino.
At kunne dele vores kulturelle værdier i fællesskab med dem vi holder af. Mangfoldigheden fik lov til at blomstre.
Og som halv/halv betød det enorm meget, fordi mine to kulturer blev sammenflettet for en gangs skyld.
Men hvorfor kun en gang? Lad os blive ved med det!
Lad os møde hinandens forskellighed i øjenhøjde og bruge inklusion til at skabe positiv forandring.
–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
Og selvfølgelig, forandring sker ikke bare i morgen. Eller om en uge.
Eller om ét år.
Men hey, vi står her! Vi er i en udsolgt opera!
Og om lidt skal tre andre stærke Mino stemmer give deres tale.
–––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––––
At starte samtalen med dialog er vejen frem.
– Og med en lille smule fællessang og folkedans kan vi ligesom mine forældre, komme tættere på hinanden.
Tak for jeres tid.