Kære alle,
Først og fremmest: Tak til Dana Alshihaby for den smukke og virkelig rørende koncert.
På vegne af Mino Danmark og Mino Ung København og Vestegnen vil jeg gerne byde jer velkommen til denne vigtige markering af minoritetskvindernes kampdag. Vi står her i dag – måske i nye omgivelser – men med det samme brændende engagement og det samme nødvendige, kritiske modspil til den bredere kvindekamp, som vi insisterer på at bringe til bordet.
For selvom vi år efter år - faktisk for 9. år! - samles om denne dag og selvom vi har gjort det til en tradition, må vi ikke lade os narre: Vores kamp er langt fra opnået.
Rummet vi står i i dag er særligt af flere årsager. Fordi vi i dag er samlet i et fællesskab af mennesker, der alle vil forandring. Nogle af jer er her, fordi I insisterer på, at kvindekampen skal være for alle kvinder. Nogle er her, fordi dette rum for en sjælden stund giver mulighed for at lette skuldrene, finde genkendelse og spejle sig i ligesindede. Og nogle af jer er her, fordi I har ondt. Fordi I er frustrerede. Fordi vi hver dag kæmper kampe, som burde være unødvendige – men som er vores virkelighed, alene fordi vi er kvinder, fordi vi har en anden tro, en anden hudfarve end majoriteten.
Som minoritetsetniske kvinder bærer vi på en arv, der rækker ud over os selv – en smerte, der ikke stopper ved landegrænser. At have familie i Sudan, Ukraine eller Gaza og mange andre steder betyder at leve med en konstant uro, en sorg, der aldrig slipper sit greb. Vi mærker konsekvenserne af verdens uretfærdigheder i vores egne kroppe, i vores daglige liv, i frygten for, hvad morgendagen bringer for dem, vi elsker.
Mino Danmark eksisterer, fordi vi ved, at ligestilling ikke er en realitet for os alle. Fordi vi ved, at vi som minoritetskvinder i Danmark stadig møder barrierer, som alt for ofte bliver overset eller nedtonet. Fordi vi bærer en smerte om kvindekamp, der rækker ud over vores landegrænser – en smerte, der er forbundet til vores mødre, søstre og døtre ude i verden. Og fordi vi ved, at alt for mange af os føler os alene i den kamp. Vi nægter at acceptere, at vores stemmer skal være en parentes i den større ligestillingskamp.
I dag handler om mere end ord. Det handler om at give taletid til dem, der sjældent får mikrofonen. Om at belyse de kampe, der bliver ignoreret. Om at insistere på, at ingen kvindekamp er hel, hvis ikke den er intersektionel – hvis ikke den favner os alle.
I Mino Danmark arbejder vi hver dag for et ligeværdigt Danmark for alle minoritetsetniske danskere. Vi står her igen i dag, og alle andre dage på året, for at gøre det klart, at vi ikke vil vente på forandring – vi skaber den selv.
Vores program i dag er kun en brøkdel af den større fortælling. En fortælling om at navigere i et samfund, der ofte vil forme os uden at lytte til os. En fortælling om styrke, om modstand, om fællesskab.
Lad os bruge denne dag til at lytte, lære og handle. Til at styrke hinanden og kræve vores plads. Og lad os huske, at kampen ikke slutter i dag – den fortsætter i morgen, og hver dag derefter.
En kæmpe tak til Tuborgfondet for endnu en gang at støtte denne vigtige begivenhed. Og en endnu større tak til jer alle, der er her i dag – sammen er vi stærkere. Inden jeg giver mikrofonen videre, vil jeg gerne sende en helt særlig tak til Mariem, som er ansat i Mino Danmark, for hendes enorme arbejde med at sikre, at i dag kunne blive en realitet. Og til alle vores fantastiske frivillige i Mino Ung – sjældent har jeg mødt så engagerede og seje mennesker som jer. Tak for jeres tid, jeres indsats og jeres hjerte. Denne dag ville ikke være det samme uden jer.
Lad os kæmpe videre! God kampdag.
Jeg giver herfra mikrofonen videre til aftenens vært, fantastiske Neesha Dewa. Byd hende varmt velkommen!