Jeg fortalte min lærer at jeg var selvskadende fordi jeg havde det fucking dårligt.
Jeg fortalte at jeg hadede at være derhjemme fordi min far råbte, skreg og slog. Min lærer siger at så må jeg være mindre derhjemme, indtil deres skilsmisse er overstået.
Jeg fortæller at selvmordstankerne fylder for meget. Min lærer siger, at hvis jeg ikke længere var her, at så ville det jo ikke have betydning for resten af verden.
Jeg råber efter hjælp! Men jeg får at vide, at jeg kun er til besvær og jeg skal tie stille.
Jeg hedder Sara, jeg er forfatter i De Hjemløse, og jeg kan godt forstå hvis du tænker at det lød fucked up. For mit liv har været fuldstændig fucked.
Jeg har det dårligt - og jeg var helt alene.
Jeg var overbevist om at jeg var spild af plads – jeg var spild af oxygen. Og hvad gør man så? Hvad jeg gjorde?
Jeg prøvede at tage livet af mig selv.
Min mor reagerer på mit selvmordsforsøg ved at smide mig på gaden. Og jeg bliver stort set efterladt til mig selv på psykiatrisk afdeling.
Efter et år i helvede, og her mener jeg altså psykiatrisk afdeling, er der endelig fundet en lejlighed til mig. Hvis du har set det afsnit af Friends hvor Ross skal finde en lejlighed efter at være gået fra Emily, og han ser den første lejlighed, så har du en ide om hvordan min lejlighed ser ud, den i Friends var nok lidt større, for den havde trods alt et køkken.
Jeg havde det dog ikke godt nok, og blev indlagt igen.
Men da jeg kommer hjem begynder jeg at leve et normalt ungdomsliv.
Og det er her jeg møder en mand. En skøn mand som jeg bliver forelsket i. En mand som jeg ser hver dag i halvanden måned.
Jeg troede aldrig jeg ville opleve den lykke ved at være forelsket.
Jeg er endelig en helt almindelig ung kvinde. Jeg lever endelig det liv jeg altid har drømt om – det liv jeg altid har frygtet at jeg ikke havde fortjent.
Indtil den nat hvor han voldtager mig.
Den nat hvor han tager livet fra mig og efterlader mig fuldstændig ødelagt.
Min krop og sjæl kæmper imod hinanden – i en kamp hvor jeg kun kan tabe.
Jeg kan ikke være i min egen krop – jeg leder desperat efter noget mening – for det kan ikke være meningen at livet skal være så ondt.
Jeg kan ikke leve i det her helvede. Og jeg tager en overdosis.
Jeg bliver opdaget og indlagt på hospitalet. Sygeplejerskerne er meget ihærdige for at jeg skal ringe til min mor. De siger, at jeg skal få min mor til at besøge mig på hospitalet.
Jeg ringer til min mor som siger, at hun ikke har mulighed for at besøge mig – for det er juleaften i morgen, og det er vigtigere at hun gør klar til det.
Sygeplejerskerne virker forarget og triste over, at min mor ikke vil komme.
Jeg forstår ikke hvorfor – ikke før lægen kommer og siger at han ikke er sikker på, at jeg vil overleve det her.
Jeg var alene – og hvad med alle de andre som er efterladt til sig selv? Som skal klare det selv? Hvor længe skal vi råbe højt før der sker noget?
Har I tænkt jer at gøre noget?
Jeg ville ønske at jeg kunne sige, at alt er godt nu. For det er det vi helst vil høre.
Men jeg tror ikke på, at livet ender godt for alle.
Mit liv er stadig en kamp
Jeg er blevet stærk
Men hvor ville jeg ønske at jeg kunne sige, at det ikke altid var nødvendigt at kæmpe.
Men jeg er klar nu – livet venter!
Tusind tak.