Da jeg var 14 år gammel, blev jeg voldtaget. Han var 23 år og en ynkelig undskyldning for en mand. Jeg var handlingslammet og bange.
Og det, jeg skammede mig allermest over dengang, var, at jeg ikke sagde nej. Jeg skammede mig så meget, at jeg i mange år efter holdt det for mig selv.
Jeg var bange for, at andre ville tænke, det var min egen skyld. Hvad lavede en fuld 14-årig til en fest med voksne mænd? Hvorfor sagde hun ikke nej? Hvorfor slog hun ikke fra sig? Måske tænkte jeg selv, at det var min egen skyld.
Det var først, da samtykkebevægelsen tog fart fire år senere, at jeg turde tale med mine venner om det. Og efter det gik der endnu et år før jeg turde række ud efter hjælp.
Jeg henvendte mig på center for voldtægtsofre for at få behandling for mine PTSD-symptomer. Jeg kom hurtigt til. Derfor fik jeg det også hurtigt godt igen, selvom jeg stadig af og til vågner badet i sved.
I 2020 fik vi en samtykkelov - en af de største politiske sejre i min levetid. Den slår fast, at kun ja betyder ja.
Men to år efter lukkede center for voldtægtsofre ventelisten for ofre med senfølger - ofre som mig - fordi bevillingen blev taget fra dem. Det er et af de største politiske svigt i min levetid.
I dag har de fået et nyt midlertidigt tilskud, og ventelisten er åben så længe det holder.
Men den er blevet lang. Voldtægtsofre med senfølger sidder i kø med deres traumer i op til et år, før de får hjælp.
Imens de venter, bliver deres symptomer og deres liv værre - og tro mig: de bliver sværere at hjælpe for hver dag der går.
Jeg står her i dag, fordi jeg er færdig med at holde det for mig selv.
Fordi jeg er efterladt med et indtryk af, at interessen for at hjælpe mennesker som mig er sygnet hen.
Fordi jeg kræver, at politikerne tager ansvar for at hjælpe os, der er blevet udsat for noget så modbydeligt som en voldtægt.
Hjælpen SKAL være der, uanset hvornår man henvender sig. Alt andet er at spytte på alle os, der lever videre på trods.
De lange ventelister er et politisk valg. Politikerne kan vælge at hjælpe kvinder som mig. Men lige nu vælger de at lade være. De vælger at svigte os.
Kampen for retfærdighed sluttede ikke med samtykkeloven.
Jeg håber, at jer, der har hørt min historie i dag, vil kæmpe videre sammen med os. Vi har brug for jer.