Skip to content

Sarah Larsens tale om vindmøller til Talefest Øst

Mikkel Randløv/Elektrofilm.dk

Om

Taler

Sarah Larsen
Gymnasieelev

Dato

Sted

Gentofte Hovedbibliotek

Tale

En larmende skrotbunke eller smukt symbol på bæredygtig energi? Derfor måtte der gerne stå en vindmølle i min baghave

Hej allesammen.

De fleste mennesker er enige i at vi skal gøre mere for klimaet og den grønne omstilling. Hvad end det er højere CO2-afgift, mindre biler på vejene eller flere vindmøller. Men når vi skal finde en placering til de selvsamme vindmøller, er det straks mindre begejstring for projektet. 

Sådan oplever jeg ofte selv det er, de gange emnet er kommet op i min familie. Senest var jeg på besøg hos mine onkler i Præstø. Et af de steder der er opsat mange landvindmøller. Mit indtryk er, at mine onkler i Præstø går ind for grøn omstilling. Så længe det ikke er i deres baghave. 

Efter besøget fortalte jeg om mine frustrationer til min far. Men jeg blev ikke mødt af den opbakning, jeg havde håbet på. Hans argument var bl.a. at vindmøller på land, enten ude i horisonten eller tættere på hjemmet, ødelægger udsigten og forstyrrer naturen. Hvordan kan nogen synes at et symbol på ren energi kan være grimt? 

I mit hoved er det totalt selvmodsigende og dobbeltmoralsk. Selvom jeg har svært ved at sætte mig ind i denne tankegang, prøvede jeg alligevel forstå hans synspunkt. 

For ja, en vindmølle på kornmarken eller ude på havet nær solopgangen kan påvirke vores udsigt over naturen. Men uden vindmøller vil der ikke være nogen natur at beundre for fremtidige generationer. 

I Danmark har vi to typer vindmøller. Landvindmøller og havvindmøller. En vindmølle på land har mange fordele frem for havvindmøller. Havvindmøllerne er dyre. Både at etablere og vedligeholde. De er dyre fordi det kræver lange kabler at transportere energien til elnet og huse i nærheden. Og det er dyrt at reparere dem hvis de skulle gå i stykker. 

Nu skal I ikke tro, at jeg er imod havvindmøller. Men det bedste er klart en kombination af begge typer. På den måde kan man udnytte vinden, både når den er ude på havet, og efter den er trukket over land. Dette betyder at vi kan få mest muligt ud af den vind, vi jo får en del af i Danmark.

For nylig læste jeg en artikel, hvor nogle mennesker protesterede mod opførelsen af vindmøller lige ved deres baghave. Jeg forstår, at det kan være en udfordring at have en vindmølle tæt på ens hjem, men vi er nødt til at tage hensyn til de større perspektiver.

Så hvad er løsningen? 

Det er vigtigt at inddrage lokalsamfundet i beslutningsprocessen om opførelsen af vindmøller. Og vi skal tage deres bekymringer og synspunkter alvorligt. Det kræver en ægte dialog og samarbejde mellem myndigheder, vindmølleudviklere og lokalsamfundet. 

Men samtidig synes jeg at folk skal være mere åbne overfor en vindmøller tæt på hjemmet. 

Se det som et smukt symbol på den bæredygtige fremtid frem for en stor, larmende skrotbunke. 

Vindmøller er ikke blot en kilde til ren energi, men også en påmindelse om vores ansvar for at beskytte planeten.

Vi har brug for at tage ansvar for vores fremtid og arbejde sammen for at skabe en mere bæredygtig og renere verden. Så næste gang du kører forbi en kornmark og ser en vindmølle ude i horisonten, vil jeg håbe du ser et pragtfuldt symbol på ren energi.

Kilde

Kilde

Tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags