Fælleden er fælles
Fælleden er fælles
den er alles
men hvem er en del af alle?
er alle en del af alle
eller er det kun mennesker
der er en del af alle
eller faktisk kun nogle få, udvalgte
rige mennesker
der kan få glæde af det fælles
der kan høste rigdomme i det fælles
– for det er da fælles, ikke?
sådan en fælled
et common land
et sted hvor vi alle
rådyr, salamandre, lærker, gransangere, ugler
mus, krager, nattergale, græsspindere, guldsmede
frøer, tårnfalke, snoge, sommerfugle og flagermus
og ja, også mennesker
alle vi mennesker kan tage ud og samle
plukke, fouragere
til eget behov
uden at tage mere end vi kan have i maven
uden at indhegne og samle til bunke
er det ikke det
en fælled er?
Jo?
eller nej?
Jeg hører jorden sige at fælledtanken er truet
at nogen tror de har mere ret til stedet
end andre
at de gør krav på stedet
som om de ejede det
som om man overhovedet kan eje et sted
og en anden art
som om de fortjener det mere end andre fælledtanken ER truet i vores tid
hvor alle rum er ejet af nogle
– altid mennesker – hvad bilder vi os egentlig ind?
hvor alle offentlige rum kræver vores undertvingelse
alle scener har deres egen scenografi
– med en kasse for enden hvor vi kan betale
hvordan er vi i butikken, hvordan er vi hos lægen
hvordan går vi i trafikken og i træningscenteret?
alle steder er vores adfærd forudbestemt
undtagen på fælleden
her er ingen sti og regel og ensretning
her er vi overladt til at tænke selv
at være i overensstemmelse med vores intuition
her er vi fælles om at dele pladsen og dens formål
Dette åndehul
denne sidste bastion
vil de nu forvandle til rigdomme
der kan stikkes ned i udvalgte lommer
men jorden er giftig
og det vil den blive ved med at være
giv den fred og den vil finde en måde at nedbryde giften på
beholde den omsorgsfuldt i sit indre
give den ro til at fordampe lige så stille
men spær jorden inde under beton og giften vil sive ud
som karma siver op gennem gulvbrædderne
jorden er giftig og projektet
er sort som kul
mennesker har allerede gjort krav
på alt alt for meget
jorden er sin egen og arterne er deres egne
men vi har lukket ørerne
kvalt det land der huser os
under asfalt og beton
nu er der kun ét at gøre
og det er at om-gøre
omgøre alle veje, brække dem op så jorden kan ånde
omgøre lufthavne, storcentre, konferencehaller
og først og fremmest
omgøre de beslutninger, der endnu ikke er ført ud i livet
som denne
stoppe det inden det bliver for sent!
De siger
lad nu være med at tage det personligt
jeg siger
det er lige hvad vi skal gøre
tage det personligt, når nogen fælder et træ
tage det personligt, når en havtornebusk
som stod og passede sig selv, mens den delte gavmildt ud
af bær og ilt
bliver revet op med rode af en gravko
tage det nært når en ugle, der har ynglet hvert år
pludselig et år ikke yngler mere
ikke pusler om de små ugleunger mere
vi skal tage det personligt
vi skal fælde en tåre
for fælleden er fælles
den er uglens så vel som alle andres
og alle vil vi tabe
hvis dette sidste åndehul
denne påmindelse om at landet er noget vi kan dele
uden at skulle betale
hvis den går tabt
derfor må vi huske og derfor må vi gentage
at fælleden er fælles
den er alles
og alle er en del af alle
Fælleden er fælles
den er alles
men hvem er en del af alle?
er alle en del af alle
eller er det kun mennesker
der er en del af alle
eller faktisk kun nogle få, udvalgte
rige mennesker
der kan få glæde af det fælles
der kan høste rigdomme i det fælles
– for det er da fælles, ikke?
sådan en fælled
et common land
et sted hvor vi alle
rådyr, salamandre, lærker, gransangere, ugler
mus, krager, nattergale, græsspindere, guldsmede
frøer, tårnfalke, snoge, sommerfugle og flagermus
og ja, også mennesker
alle vi mennesker kan tage ud og samle
plukke, fouragere
til eget behov
uden at tage mere end vi kan have i maven
uden at indhegne og samle til bunke
er det ikke det
en fælled er?
Jo?
eller nej?
Jeg hører jorden sige at fælledtanken er truet
at nogen tror de har mere ret til stedet
end andre
at de gør krav på stedet
som om de ejede det
som om man overhovedet kan eje et sted
og en anden art
som om de fortjener det mere end andre fælledtanken ER truet i vores tid
hvor alle rum er ejet af nogle
– altid mennesker – hvad bilder vi os egentlig ind?
hvor alle offentlige rum kræver vores undertvingelse
alle scener har deres egen scenografi
– med en kasse for enden hvor vi kan betale
hvordan er vi i butikken, hvordan er vi hos lægen
hvordan går vi i trafikken og i træningscenteret?
alle steder er vores adfærd forudbestemt
undtagen på fælleden
her er ingen sti og regel og ensretning
her er vi overladt til at tænke selv
at være i overensstemmelse med vores intuition
her er vi fælles om at dele pladsen og dens formål
Dette åndehul
denne sidste bastion
vil de nu forvandle til rigdomme
der kan stikkes ned i udvalgte lommer
men jorden er giftig
og det vil den blive ved med at være
giv den fred og den vil finde en måde at nedbryde giften på
beholde den omsorgsfuldt i sit indre
give den ro til at fordampe lige så stille
men spær jorden inde under beton og giften vil sive ud
som karma siver op gennem gulvbrædderne
jorden er giftig og projektet
er sort som kul
mennesker har allerede gjort krav
på alt alt for meget
jorden er sin egen og arterne er deres egne
men vi har lukket ørerne
kvalt det land der huser os
under asfalt og beton
nu er der kun ét at gøre
og det er at om-gøre
omgøre alle veje, brække dem op så jorden kan ånde
omgøre lufthavne, storcentre, konferencehaller
og først og fremmest
omgøre de beslutninger, der endnu ikke er ført ud i livet
som denne
stoppe det inden det bliver for sent!
De siger
lad nu være med at tage det personligt
jeg siger
det er lige hvad vi skal gøre
tage det personligt, når nogen fælder et træ
tage det personligt, når en havtornebusk
som stod og passede sig selv, mens den delte gavmildt ud
af bær og ilt
bliver revet op med rode af en gravko
tage det nært når en ugle, der har ynglet hvert år
pludselig et år ikke yngler mere
ikke pusler om de små ugleunger mere
vi skal tage det personligt
vi skal fælde en tåre
for fælleden er fælles
den er uglens så vel som alle andres
og alle vil vi tabe
hvis dette sidste åndehul
denne påmindelse om at landet er noget vi kan dele
uden at skulle betale
hvis den går tabt
derfor må vi huske og derfor må vi gentage
at fælleden er fælles
den er alles
og alle er en del af alle
