Kære venner
Jeg hedder Signe og kommer fra Extinction Rebellion – Extinction Rebellion er en decentraliseret, international og ikke-partipolitisk folkebevægelse, der bruger ikke-voldelig civil ulydighed for at presse regeringer til at handle retfærdigt på klima- og økokollapset.
For noget tid siden kom jeg i diskussion med en fra enhedslisten og arbejderbevægelsen, om XR og vores kamp for radikal handling, ved brug af civilulydighed.
samtalen skulle handle om at finde måder til at arbejde sammen, en umulighed desværre, så længe vi i extinction rebellion blokerede veje.
Det blev en hård samtale og jeg var meget påvirket af den i lang tid efter. Jeg tænker stadig over den og jeg bliver stadig ked af, at vi ikke kunne finde hinanden et sted.
Jeg er i forvejen meget ked af det, eller måske nærmere helt fortvivlet tit og ofte – for jeg ser ind i en uhyggelig fremtid.
Og det gør mig ked af at det er så svært at finde sammen.
Jeg troede at I var dem, som også kunne se at store forandringer er på vej, om vi vil det eller ej.
jeg troede I var dem som havde modet og håbet til at kæmpe for dem, som er mest udsatte i denne farlige fremtid – og dem bliver der mange af – (der er allerede mange andre steder i verden).
Jeg bliver så ked af det, over at i ikke står med os, når vi modsætter os de magtfulde strukturer, som skaber denne økosystem katastrofe.
For det er jer vi har lært fra.
Modet, solidariteten og styrken i fællesskabet.
Det er jer som har vist os hvordan vi kan kæmpe for de udsatte mod overmagten.
Det er jer der er vores eksempel.
Arbejderbevægelsen har vist at man kan vinde, for den har virkelig lykkedes at hjælpe os alle engang – så vi i dag har rettigheder og weekender.
Derfor er det også jer, der har vist os at hvis vi bliver mange nok, der går imod magtfulde strukturer, kan vi ændre fremtiden for andre.
Og i en fremtid med mangel på ressourcerne og usikkert klima, er det de udsatte, de ikke-privilegerede borgere, som det rammer først og hårdest.
Og den fremtid er sandsynlig og ikke fjern – for nogle er den her allerede.
Jeg bliver så ked af, at vi ikke er i denne kamp sammen, alle os der kan se at det kapitalistiske system er gift for planeten.
Og jeg bliver så ked af det når det lykkes medierne, lykkes industrilobbyerne og lykkes højrefløjen at få alle til at opfatte os som unge radikale, elitære ekstremister, for det er løgn!
Vi er er en broget blanding frustrerede borgere, vi unge, gamle, vi er pædagoger, tømrere, lærere, kunstnere og akademikere. Vi er helt almindelige mennesker, der ikke kan stå som passive tilskuere mens industrier og eliter ødelægger planeten. En flok som går sammen og gør det bedste vi kan.
Strategien i XR er at benytte ultra fredelige ulydighedsmetoder – for vi tror ikke på, at det parlamentariske demokrati kan løse denne situation, lad os sige det sådan, hvis det kunne, havde de gjort det.
og vi tror ikke på at det rykker nok kun at skrive kronikker, eller gå i almindelige demoer – for hvis det kunne redde os, så havde det virket da vi var 100.000 til COP 15 eller 50.000 til klimamarch.
I extinction rebellion tror vi på, at hvis vi bliver mange nok der står sammen, mange nok der føler et moralsk ansvar at nægte ”business as usual” og mange nok der sætter sig i vejen, og forstyrre.
så kan det lykkes og at stoppe vækst-vanviddet og det giftige system, så kan det lykkes at ændre vores strukturer – for det har vi lært af arbejderbevægelsen, suffragetterne og borgerrettighedsbevægelsen i USA.
Vi er ikke partipolitiske men vi tror på at vi i denne situation bliver nødsaget til at opgradere vores demokrati med borgerting (med mandat), for det har vist sig at være et utrolig effektivt system, når man skal løse svære problemer. Og de problemer vi står overfor, er helt anderledes end nogensinde før. Derfor må vi udvikle metoder der kan virke i den særlige situation.
For når ressourcerne bliver knappe, så kan man enten slås om dem eller samarbejde – en potentielt farlig situation med udsigt til en fascistoid fremtid, hvis vi ikke står sammen.
Og vi har ingen tid at spilde – for som vi alle ved så står vi i en ekstrem situation – en situation som Antionio Guterres, FNs generalsekretær beskriver som:
”Menneskeheden er på tynd is – og den smelter hurtigt”.
Han advarer om uundgåeligt klima- og økokollaps, hvis ikke alle og især de rige lande omgående starter en altomfattende omstilling.
“Menneskeheden har et valg. Samarbejd eller gå til grunde. Det er enten en klimasolidaritetspagt eller en kollektiv selvmordspagt”.
Og så opfordrede han os til at forstyrre, og siger at det ikke er aktivisterne der er de radikale, det er de regeringer som samarbejder med fossilindustrien (og i dk må det også være landbrugsindustrien)” – som alle vores politikere stadig gør!
Fra min position virker det som om at Guterres er mere radikal end enhedslisten.
Det er han fordi han ved at vi hænger i den gamle verden, i det vækst-baserede industrielle produktionssystem, som fortærer vores ressourcer og medfører tipping points og økokollapser.
Fordi han ved vi har travlt, hvis vi skal redde økosystemet.
Han ved vi ikke tid til at udskyde det længere.
Vi har ikke tid til at vente på at nogle kommer og redder os, vi er i en nødsituation og må handle i nødværge.
Det er på tide at bryde med vores magelighed for at stå sammen om en fælles fremtid, det er tid til ikke at gøre det vi plejer – for vi ved at vi står i en usædvanlig situation – så hvis vi ikke er parate til at forstyrre nu, hvornår så?
” We need disruption to end the destruction” som Antionio Guterres siger.
Jeg siger kære venner, hvor er i henne??? Kom ind i kampen!