Tak for ordet.
Jeg havde egentlig forberedt en anden tale til i dag. Men det store fokus på racisme og den oplevelse, mine forældre og jeg havde forleden, har fået mig til at ændre den.
Så I dag har jeg ét budskab. Vi skal stå sammen. Sammen mod hadet!
Jeg vil gerne starte med at sige, at det er utroligt rart opleve så mange af mine kollegaer i Folketinget udtrykke sin medfølelse og tage afstand fra det verbale racistiske overfald mine forældre og jeg havde ved Folketingets åbning. Tusind tak for det.
Jeg vil også gerne takke statsministeren for at opfordre Folketinget til at tage afstand og sende varme tanker til min familie.
Ligesom jeg gerne vil takke statsministeren for at kalde en spade for en spade og kalde det for et racistisk overfald.
Men det handler ikke om mig. Det handler ikke om min familie. Det handler om alle de minoriteter som oplever racistiske og hadefulde overfald hver evig eneste dag. Det handler om kvinder, der bliver spyttet på og får revet tørklædet af, når de er nede og handle.
Det handler om det homoseksuelle par, der bliver antastet når de går hånd i hånd. Det handler om Ali og Mohammed, der bliver udsat for raceprofilering af politiet. Det handler om alle de stærke minoritetskvinder, der stormer frem på uddannelserne, men alligevel skal sende 60 pct. flere ansøgninger for at komme i betragtning på arbejdsmarkedet.
Det handler om racisme. Det handler om had.
Derfor er det virkelig opløftende at se, at så mange af Folketingets medlemmer i denne uge har anerkendt, at racisme er et problem, og at vi skal gøre op med hadforbrydelser. Det er ikke de toner, vi normalt hører, hverken fra salen eller fra statsministeren.
Og I ved, at jeg mange gange tidligere, har understreget, at vores måde at tale om minoriteter på også bærer en del af ansvaret. Dét ansvar, må vi tage på os.
For alt for mange minoritetsdanskere oplever racismen. Hver dag. Hver eneste dag.
Medfølelse er godt, men racismen og hadet forsvinder ikke af, at vi fordømmer den. Ord er ikke nok.
Kun handling kan stoppe racisme og had.
Det er os, der sidder i Folketingssalen i dag, der kan tage de afgørende beslutninger i vores samfund. Det er os, der kan gøre noget ved racismen. Så når vi næsten alle sammen er enige om, at det er helt igennem uacceptabelt, så har vi også et ansvar for at gøre noget.
Jeg er en offentlig person og har en offentlig stemme, når jeg bliver udsat for racisme, men det privilegie har Aisha og Abrafo ikke. Vi hører ikke om deres oplevelser. De får ingen sympatierklæringer fra Folketinget.
Men det er i virkeligheden dem, der har brug for vores handling.
Så kære statsminister.
Minoriteterne, særligt vores muslimske medborgere, har brug for, at du handler. Danmark har brug for, at du handler.
Jeg vil derfor bede dig, kære statsminister, at forpligte din regering til at udarbejde en handleplan med konkrete initiativer mod racisme og had. En handleplan, der sikrer at minoriteter ikke bliver udsat for racistiske og hadefulde overfald, der som minimum gør op med diskrimination på arbejdsmarkedet og gør op med raceprofilering i politiet.
En handleplan der sikrer, at alle minoriteter, uanset deres etnicitet, religion, hudfarve, seksualitet eller kønsudtryk får mulighed for at leve frie og lige liv.
Tak for ordet.