Kære Jan, kære Michael, kære Torben
Tak for de fine ord. Jeg glæder mig til samarbejdet.
______________________________________________________
Kære kollegaer, samarbejdspartnere, medarbejdere – kære alle sammen
Første gang jeg kom til Frederiksberg, var jeg bare 14 år.
Vi boede i Fredericia, men min far arbejdede indimellem i hovedstaden, og denne her gang fik jeg altså lov til at komme med.
Jeg husker det tydeligt.
Vi ankom til Hattesens Allé, hvor min faster boede.
Der skulle vi overnatte.
Hun boede i den smukkeste ejendom med villakvarteret foran sig og klods op ad den fine Lindevangskirke.
Dagen efter skulle jeg med min far på arbejde.
Han skulle ind til Matthæusgade på Vesterbro – noget af en gåtur, men han insisterede på, at vi skulle gå.
Vi gik ned ad Dalgas Boulevard, den store smukke allé, igennem Kongens Kvarter, igennem en rolig og meget fornem Frederiksberg Have og langs de brede fortove på Frederiksberg Allé, indtil vi ramte kontrasterne på Kingosgade, Enghavevej og Mathæusgade.
Da vi igen kom hjem til Fredericia, var jeg ikke ét sekund i tvivl.
Når jeg skulle flytte hjemmefra, så skulle jeg bo på Frederiksberg.
Ikke København, men Frederiksberg.
Jeg havde forelsket mig i den rolige, rummelige by med de mange træer på et splitsekund.
I dag er jeg stadigvæk forelsket i Frederiksberg.
Og jeg ønsker, at alle os, som lever på Frederiksberg, kan blive forelsket i vores by hver dag og blive mindet om, hvorfor vi bor her.
Jeg tror, at parkerne, blomsterne og træerne er helt afgørende for vores livskvalitet og for vores glæde ved at bo netop her.
Det er også derfor, jeg i invitationen til i dag opfordrede jer til at erstatte de traditionelle gaver med et bidrag til organisationen Plant Et Træ, som planter endnu flere træer på Frederiksberg.
Tak for alle bidrag – og alle gaver.
Den 15. marts – tre dage før jeg blev borgmester, gik jeg hjemme og pakkede flyttekasser ud, da min telefon ringede.
I den anden ende af røret havde jeg en dame ved navn Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm fra den korte radioavis på radio 24syv.
Kender I hende?
En meget insisterende kvinde, som bor på Dalgas Boulevard. Hun er tydeligt konservativ og meget glad for sin by.
En meget insisterende kvinde, som bor på Dalgas Boulevard. Hun er tydeligt konservativ og meget glad for sin by.
En pænt insisterende type. Ressourcestærk og ikke bange for at give udtryk for sine meninger – og dem har vi jo heldigvis en del af her på Frederiksberg.
Så langt så godt. Hun ringede til mig, da hun var bekymret for en ny borgmester. Hun var af den opfattelse, at man som konservativ ikke bare sådan kunne stoppe, som Jørgen Glenthøj gjorde. Og så sagde hun det meget direkte:
”Konservative kræfter leder Frederiksberg – og det gør de til, de dør.
Det er ligesom at blive pave. Sådan er det med Hans Toft – sådan burde det have været med Jørgen Glenthøj”.
Hun var tydeligvis bange for, at jeg ville lave en masse om:
”Hvordan vil du love mig, at der intet som helst nyt sker på Frederiksberg? Vi er faktisk nogle borgere, som godt kan lide det, som det er”.
Hun havde brug for en garanti for, at jeg absolut ingen idéer havde. Og at der absolut intet nyt ville ske.
Jeg kan godt forstå Kirsten Birgits glæde ved Frederiksberg – en glæde vi alle deler. For jeg har overtaget borgmesterposten for en by, hvor vi passer på hinanden og på miljøet.
En by, hvor vi holder hovedet koldt, byen grøn og hjertet varmt.
For mig er Frederiksberg Danmarks dejligste by. Vi har glade borgere – ligesom Kirsten Birgit – og når selv københavnerne bliver spurgt, hvor de helst vil bo, ja, så svarer de: Frederiksberg.
Derfor bliver min største opgave at videreføre – men også forny – det Frederiksberg, som vi alle kender og holder af.
Ikke for at skuffe Kirsten Birgit, men jeg har faktisk nye idéer.
Vi skal hele tiden justere og udvikle vores by, så den passer til os, som bor her. Og det forudsætter, at vi lytter til hinanden.
Byen skal udvikle sig i respekt for det eksisterende. Og samtidig skal den kunne imødekomme de nye behov, der opstår, efterhånden som befolkningssammensætningen ændrer sig.
Kirsten Birgit sagde det direkte. ”Nu ikke noget med gyngestativer midt på Frederiksberg Allé.”
Måske havde hun luret, at jeg er 31 år og far til en dreng på tre år og én på vej, som nu er bare én uge gammel.
Men jeg kan berolige Kirsten Birgit og alle jer andre. Der kommer ingen gyngestativer midt på Frederiksberg Allé. Eller paladsrevolutioner for den sags skyld.
Men flere unge børnefamilier vælger at blive boende i byen. Derfor har der de seneste år været et større fokus på børnefamilierne end tidligere.
Vi har etableret flere legepladser, og vi har skruet op for normeringerne i daginstitutionerne. Der er kommet flere pædagoger til at passe på vores børn.
I sidste uge var Frederiksberg tilmed på alles læber på grund af ønsket om at skabe endnu bedre forhold for byens mindste. Et ønske jeg deler med hele kommunalbestyrelsen – og helt sikkert mange forældre, bedsteforældre og oldeforældre.
Men den fremtidige udvikling på Frederiksberg skal komme alle til gode; fra dem, der netop har taget deres første spæde skridt i Frederiksberg Have til dem, der er gået ind i livets efterår.
Det betyder god ældrepleje, tryghed for alle byens borgere og – ikke mindst – en evne til at række ud til dem, der har brug for en ekstra håndsrækning.
Mange har hørt Frederiksberg omtalt som den grønne ø i det røde hav. Nok er Frederiksberg en ø, men ikke en ø, der har nok i sig selv.
På Frederiksberg sætter vi handling bag ordene, og vi tager ansvar for det fællesskab, vi indgår i.
Min forgænger plejede at sige, at man altid kunne se kommunegrænsen, når det sneede. Hvis sneen var ryddet, ja, så var du kommet til Frederiksberg.
Men de senere år har vi ikke kunne bruge sneen til at finde kommunegrænsen – for der har ingen sne været! Somrene er blevet varmere og vintrene blevet grønnere.
Klimaforandringerne bekymrer os alle. Denne vinter tror jeg ikke, vi fik mere end en halv dag på kælkebakken i Frederiksberg Have. Og varmen gjorde, at vi først sent kunne bruge vores skøjtebaner.
Frederiksberg løser ikke klimaudfordringerne alene. Men vi er en ressourcestærk kommune. Og det forpligter. Vi skal gå foran i bestræbelserne på klimavenlige løsninger. Det skylder vi de næste generationer.
Udover at være en grøn by, så er Frederiksberg også Nordeuropas tættest befolkede kommune.
Derfor skal vi stille os selv spørgsmålet: Hvad er god byudvikling?
Det handler ikke kun om bygninger – men om mennesker. Mennesker i trygge rammer med et spændende kulturliv, et aktivt fritidsliv og et skønt hverdagsliv. Vi skal være varsomme, når vi bygger nye boliger. Og så skal vi sikre, at byen fortsat er socialt bæredygtig.
Hvis Frederiksberg udelukkende bliver en by for mennesker med tårnhøje indtægter, så mister vi en del af det mangfoldige Frederiksberg, som gør byen spændende og dynamisk. Og det er under pres i de her år.
I dag har jeg været borgmester i 50 dage – og sikke nogle dejlige dage. Ikke mindst i dag, hvor så mange er kommet for at hilse på.
Jeg har ikke set, om Kirsten Birgit er her i dag? Men jeg vil sige til hende – og til alle andre, der måske er nervøse for, om der kommer en masse ændringer – bare rolig.
I de første 50 dage har jeg ikke haft tid til at lave noget om. De eneste ændringer, jeg har lavet er, at jeg har skiftet chokoladen på borgmesterkontoret ud med nødder. Og så har jeg inviteret Frederiksbergborgerne til at løbe med mig i weekenden. Det tør jeg godt, selv om der er nogen, der siger, at ”på Frederiksberg, her løber vi ikke. Her spadserer vi”.
Jeg lover jer alle, at jeg vil gøre mit bedste for at passe på vores by.
Det er ikke nogen nem opgave for en ung mand som mig. Det kræver et åbent sind og viljen til at til at lytte. Det har jeg.
Sammen har vi det bedste udsyn, og sammen træffer vi de bedste beslutninger.
Kære alle sammen – Lad os fortsat holde hovedet koldt, byen grøn og hjertet varmt.
Skal vi ikke udbringe et leve for Frederiksberg:
Frederiksberg længe leve, Hurra, Hurra, Hurra og så tre korte.