Sofie Bruuns foredrag om Dronning Karoline Amalie

Sig mig den gamle Saga, den bedste som jeg ved,

om Jesus og  hans Ære og  om  hans Kær­lighed,

 Sig mig den mildt og stille med Alvors dybe Røst,

husk paa jeg er den Synder, som Jesus har forløst.

Naar  jeg begynder med at citere disse Vers af Sankeys smukke Sang, saa er det, for­di de synes mig at være som et Ud­tryk for Karo­line Amalies Væsen, idet den Inderlig­hed og Yd­myghed, som aander ud af dem, netop var nogle af de mest frem­herskende Karaktertræk hos hende. Naar jeg nu skal fortælle lidt om hendes Liv og Personlighed, saa bliver det saaledes, som hendes Billede har formet sig for mig efter andres skriftlige eller mundtlige Overlevering og efter hendes egne efterladte og offentliggjorte Breve, thi jeg har des­værre ikke kendt hende personlig, har ikke nogensinde talt med hende. Set hende har jeg ofte og faaet et Indtryk af den ædle Højhed, der var over hende. I mange Aar, lige til Grundtvigs høje Alderdom, hørte hun nemlig — om Vinteren naar hun boede i København — til hans sta­dige Tilhørerkreds i Vartov Kirke. Hun havde sin Plads i en Kirkestol lige inden for Døren ud til Løngangsstræde, og det var først, naar man havde hørt den velkendte Lyd af hendes Vogn, som standsede udenfor Døren, og set hende med sit milde og dog saa fuldendt fornemme An­sigt indtage sin Plads, at jeg syntes, alt var, som det skulde være, for at Gudstjenesten kunde begynde.

Karoline Amalie havde een Betin­gelse for at vinde det danske Folks Hjerter, og det var den, at hun selv var en dansk og danskfødt Prinsesse, saa hun havde den sjældne Lykke at blive Dronning i sit Fødeland, over sit eget Folk, som hun forstod og elskede over alt i Verden. Thi vel var der i hen­des Slægt en Del tysk Blod, og vel taltes der i Hjem­met lige saa meget tysk som dansk — hvad der for Resten var Tilfældet i saa mange  dannede  Kredse den Gang, særlig i Kø­benhavn — men hun var aldrig et Øje­blik af sit Liv i Tvivl om, at Danmark var hendes Føde­land, og hun sagde selv, at hun reg­nede det for een af sit Livs største Velsignelser, at hun var dansk. Ja, det har sikkert været det store Midt­punkt i hendes Liv, næst efter hen­des Forhold til den levende Gud — eller jeg tør maaske i Stedet for næst efter sige ved Siden af, thi de to Ting, Kærligheden til Gud og Kær­ligheden til Fædrelandet, var sam­menvoksede hos hende — at hun fik Lov til at »bo midt iblandt sit Folk.« Karoline Amalie var jo som be­kendt en Datter af Prins Frederik Kristian, Hertug af Augustenburg, og Prinsesse Louise, som, efter hvad man nu ved, var en Datter af Kri­stian deri Syvendes ulykkelige Dron­ning, Karoline Mathilde, og den Mand, hun elskede: Struense, men som den Gang blev antaget for at være en ægtefødt Datter af Kristian den Sy­vende og Karoline Mathilde og altsaa en Helsøster til Kong Frederik den Sjette. De første ti Aar af sit Liv tilbragte Karoline Amalie, som blev født 1796, i København i nær Omgang med Frederik den Sjette, eller som han den Gang endnu hed: Kronprins Frederik og hans Familje. Men da Svogrene paa Grund af nogle politiske Spørgsmaal, som her ikke skal gøres nærmere Rede for, kom i et spændt Forhold til hinanden, flyt­tede Hertugen med sin Familje over til sit Gods, Augustenburg, paa Als; og her i disse forunderlige, skønne Naturomgivelser henrandt saa Karo­line Amalies sidste Barndoms- og første Ungdomsaar.

Hertugen af Augustenburg var en god Familjefader og en fin og gennemdannet Personlighed, hvis Hjem altid stod aabent for, hvad der var i Tiden af Aand og Intelligens. Sik­kert har Livet i Hjemmet med den aandelige Luftning, der var over det, haft ikke saa lidt at sige for Karo­line Amalies Udvikling. Hun fik en udmærket Undervisning, og da hun havde et let Nemme og en glim­rende Hukommelse, kom hun fuldt ud paa Højde med sin Tids Dan­nelse.

Men det, hun selv var sine For­ældre allermest taknemmelig for, var, at de havde opdraget hende som Menneske og ikke som Prinsesse. I København havde hun daglig omgaaedes sine Kusiner, Kronprinsens Smaapiger. Paa og ved Augustenburg var der ingen Børn, som var hendes jevnbyrdige, andre end hendes to Brødre, men hun fik saa frit Lov at vælge sine Omgangsfæller og Lege­kammerater blandt andre Folks Børn, vel særlig blandt Slottets Funktio­nærers. De legede da som Børn i Almindelighed, lavede Mad, kom fremmede o. s. v. Hun glemte senere i Livet ikke sine Barndomsvenner, og i alt Fald een af dem opsøgte hun mange Aar efter, da de begge var Enker, og fik hende til at tilbringe en Maaned hos sig paa Sorgenfri.

I religiøs Henseende var Hertugen en alvorlig Rationalist, og i den Aand opdrog han sine Børn. I samme Aand var ogsaa den Religionsunder­visning, Karoline Amalie fik baade som Barn og ved Konfirmationsforberedelsen, saa i sin Ungdom kendte hun kun Kristendommen som en Lære med høje Idealer, men ikke som et Liv. Som et saadant skulde hun først senere lære den at kende, men da greb hun den ogsaa med hele sit varme Hjerte.

Hun var ikke mere end lige netop bleven voksen, da hun lærte den Mand at kende, der skulde blive af­gørende for hendes Livs Skæbne. Det var hendes Moders Halvfætter, Kristian Frederik, en Søn af Kristian den Syvendes Halvbroder, Arveprins Frederik, sædvanlig kaldet »Pukkelfritz«. Prins Kristian Frederik var omtrent ti Aar ældre end Karoline Amalie. Han havde allerede een Gang været gift med den mecklenburgske Prinsesse Charlotte, men da Forhol­det imellem dem var meget daarligt, og ingen af Ægtefællerne var den anden tro, blev Ægteskabet ophævet. Prinsen, som endnu kun var i Ty­verne, var ikke til Sinds at forblive ved at gaa ene gennem Livet, og da han hørte Tale om sin unge Kusines store Skønhed, Ynde og Elskværdighed, rejste hån til Als for med egne Øjne at se hende. Han blev straks stærkt betaget af hende, men vilde dog ikke, dels paa Grund af hendes Ungdom, og dels paa Grund af sine egne For­hold, endnu udtale det afgørende Ord. Han skulde nemlig lige rejse til Norge, hvor Kong Frederik den Sjette havde gjort ham til Statholder.

Efter omtrent et Aars Ophold i Norge under meget bevægede For­hold kom Prins Kristian tilbage til Danmark, og det snareste, han kunde, rejste ham til Als. Der var i Mellem­tiden Hertugen død, saa Karoline Amalies Moder var nu Enke, og hendes ældste Broder havde Hertugtitelen. Prins Kristian blev indbudt til at bo paa Augustenburg Slot, og der skete det saa en December Aften, at de to unge Mennesker gav hin­anden deres Tro. Det »ja«, de gav hinanden, var for Livet, og det var fra hendes Side et ja saa fuldt og helt, som nogen Kvinde kan give det; han var den Mand, hun elskede fra sin første Ungdom til sin sidste Stund. Han var mere overfladisk, havde under sit Ophold i Norge haft flere Planer om politiske Giftermaal og var hele sit Liv igennem grumme letsindig overfor Kvinder. Han havde baade før og efter sit Giftermaal mange løse Forbindelser; men det var hans Sanser, der raadede i disse, hans Hjerte havde ingen Del i dem; der er vist ingen Tvivl om, at han til Trods for alt kun elskede Karo­line Amalie. Havde der ikke været den afskyelige Plet paa hans Karak­ter, kunde man have følt udelt Sym­pati for ham, og det var ikke under­ligt, at han kunde vinde en ung Piges Hjerte. Han var en idealt an­lagt Personlighed med mange aandelige Interesser, gennemdannet, med megen Sans for og Kendskab til Videnskab og Kunst; dertil havde han et meget smukt Ydre og var ridderlig i hele sin Optræden. Det kan ogsaa straks siges, at deres Ægte­skab blev meget lykkeligt. Om hun kendte hans Svaghed, ved ingen; det er vel næsten umuligt andet, men det blev i saa Fald hendes egen Hemmelighed.

Ikke ret længe efter Forlovelsen stod Bryllupet — den 22de Maj 1815 — og efter et kort Ophold i Køben­havn tog de unge Folk Bolig i Odense, da Prins Kristian af Kongen var ble­ven udnævnt til Guvernør i Fyen. De søgte der Omgang ikke alene med Omegnens Adelsmænd, men ogsaa med Embedsmænd og Borgere, og mange Aar efter mindedes Folk end­nu med stor Glæde det jævne, hygge­lige, livlige og aandfulde Hjem hos Prins Kristian og Prinsesse Karo­line.

Ved Vielsen i Augustenburg Slots kapel var der til Stede en syvaars Dreng. Det var Prins Frederik, den senere Kong Frederik den Syvende, Prins Kristians Søn med hans første Hustru. Han var et grumme van­skeligt Barn, idet han, foruden det meget store og gode, der var i hans Karakter, havde arvet en hel Del af sin Moders mildest talt uhel­dige Egenskaber. Det kan ikke andet end gøre et lidt vemodigt Indtryk, synes jeg, at Karoline Amalie, som var saa meget for saa mange frem­mede Børn, ikke, efter hvad man kan skønne, kom til at være ret meget for eller fik nogen nævneværdig Ind­flydelse paa det Barn. der laa hende allernærmest, og hvem hun skulde være i Moders Sted. Jeg har ikke Begreb om, hvorvidt der i den Hen­seende kan rettes nogen Bebrejdelse mod Karoline Amalie, maaske kunde det ikke være anderledes. I de første Aar af hendes Ægteskab, mens de boede paa Fyen, havde de Drengen hos sig, og hun talte senere ofte om, hvor glad hun var ved Samlivet med ham den Gang. Men allerede 1819 begav Ægtefællerne sig paa en Uden­landsrejse, der varede 3 ½  Aar. Prins Kristian valgte selv de Mænd, der skulde lede Prinsens Opdragelse under deres Fraværelse og Valget var vist næppe ret heldigt. Da de kom tilbage, var Prins Frederik om­trent 14 Aar, vel allerede for gammel til, at hans Stedmoder kunde faa Hold i ham. Det skal dog siges, at der altid vedblev at være et venligt og godt Forhold mellem Stedmoder og Stedsøn; men nogen særlig Hjer­telighed mærker man ikke og endnu mindre nogen Indflydelse fra Karo­line Amalie paa Frederik den Sy­vende. Selv fik hun aldrig Børn, hvad der var hende et stort Savn. Efter Hjemkomsten fra den ovenfor nævnte lange Udenlandsrejse, boede hun, først sammen med sin Mand, og efter hans Død som Enke, altid om Vinteren paa Amalienborg Slot i København og om Sommeren paa Sorgenfri Slot, en god Mils Vej fra København ; her henrandt hendes Liv, kun afbrudt af et Par enkelte, kor­tere Rejser.

Jeg nævnte før Karoline Amalies Asyl. Det, hvorved hendes Navn er bedst kendt for Offentligheden, er hendes Kærlighedsgaver, og de var mange og store. Ikke ved man Tal paa alle de enkelte Mennesker, hun har hjulpet, og der var vist ikke noget Kærlighedsværk, som blev sat i Gang i hendes Tid, uden at hun paa en eller anden Maade var med deri; men mest af alt var det Børnene*), der laa hende paa Sinde, og hendes Navn er særlig knyttet til hendes eget Asyl med tilhørende Asylskole. 

*) Det er betegnende, baade for hendes Mand og hende, at Dronningen, da de en Gang paa en Rejse sad og saa ud ad hver sit Vindue, spurgte: »Hvad tænker Du paa?« »Hvordan jeg bedst skal fremme Kunst og Videnskab; hvad tæn­ker Du paa?« »Hvordan jeg bedst skal gøre noget for de fattige Børn.«

Den Gang havde man ikke som nu Asyler i hver en By i Landet; først 1828 blev det første Asyl — hvor Forældre kan sende deres Smaabørn hen om Morgenen og hente dem om Aftenen igen, sikre paa, at de bliver godt passede, plejede og vogtede Dagen igennem, medens de selv er nødte til at gaa paa Arbejde - op­rettet af det kvindelige Velgørenhedsselskab, og Karoline Amalie var med­virkende deri; men Aaret efter op­rettede hun selv et Asyl, som med Rette kom til at bære hendes Navn, da hun selv afholdt alle Udgifter baade ved dets Oprettelse og dets Drift. I Asylet kunde Børnene imid­lertid ikke være længere end til den skolepligtige Alder, 7 Aar, og det pinte ofte Karoline Amalie, at hun maatte slippe de Børn, hun havde sørget for som smaa, uden senere at vide, hvorledes det gik dem eller at kunne faa nogen Indflydelse paa dem. Hun forsøgte at oprette en Tilsynsforening, hvortil hun valgte Folk af alle Stænder, som skulde blive ved at følge Børnenes Udvik­ling baade i Skolen og Hjemmet, men det vilde ikke gaa; saa var det, at hun, som hun selv sagde, i et af de lykkeligste Øjeblikke af sit Liv — det var en Sommerdag, da hun kørte over den jyske Hede — und­fangede Planen til selv at oprette en Skole, der skulde knyttes til hendes Asyl, hvor hun saa kunde have Bør­nene lige til Konfirmationsalderen. Saa snart hun havde undfanget Pla­nen, satte  hun den ogsaa i Værk, og  det   varede ikke længe, før hun havde   Skolen i Gang. Ved disse hendes Kærlighedsgerninger  var det ikke blot  Pengene, hun  gav. Nej, hun gav sig selv, sin Personlighed, jeg kan godt sige sit Arbejde. Hun valgte  selv med største Omhu For­standere, Lærere og Lærerinder baade ved  Asylet og ved Skolen  — den første og vigtigste Betingelse for hende var, at det var kristne  Mennesker, som kunde føre Børnene til Vorherre; — hun   kom  selv meget ofte begge Steder, forvissede  sig om, at Bør­nene  lærte   noget, talte med dem, opmuntrede dem, ja legede med dem. Det var ogsaa altid en Fest for Bør­nene, naar Dronningen  kom. Om Julen holdt hun Juletræ for dem, hvorved hun selv holdt en lille Tale og delte Julegaver ud til dem. Om Sommeren gav hun dem en Skov­tur, som endte hos hende paa Sorgenfri,   hvor Børnene blev trak­terede med en god Aftensmad og fik sig en  Svingom paa Grønningen i Haven, medens hun selv gik omkring og forærede dem Blomster. Hun kendte Børnene  ved   Navn og følte for hver enkelt af dem. Da hun Op­rettede sin Asylskole, lagde hun selv Planen til,  hvordan Undervisningen skulde ledes. Der  har i de sidste 30-40 Aar her i Landet været talt og skrevet   saa   meget  om  »Skolen for Livet«, om det aandløse og usunde ved Remseri og Udenadslæren og det velsignelsesrige ved mundtlig Fortæl­ling - undertiden næsten for meget — at vi har ondt ved at tænke os ind i en Tid, da de Tanker slet ikke var oppe. Saaledes var det dog den Gang, og  det  vidner  maaske mere end  noget andet om Karoline Ama­lies klare Syn for Barne-hjertets Trang, at hun i sin Skoleplan som A og Ø fremhævede, at Børnene skulde faa Kendskab   og  Kærlighed til den bi­belske Historie og Fædrelandets Hi­storie  samt  Danmarks Geografi,  og at dette Maal skulde naas ved levende, aandfuld, mundtlig Fortælling. Dernæst skulde Bør­nene naturligvis oplæres i praktiske Sysler, saa de kunde blive skikkede til med Dygtighed at optage en Ger­ning  i en tjenende Stilling, som de fleste af dem jo vilde komme til at gaa ind til.

Naar de ovenfor nævnte Skole­tanker var blevne saa levende hos Karoline Amalie, saa skyldtes det vistnok for en Del Paavirkning fra en Mand, der skulde faa en stor Be­tydning for hende, nemlig den bekendte Præst, Peter Rørdam. Det var Pastor Skaarup, som indførte ham hos Karoline Amalie. Rørdam gjorde straks med sin kraftige, meget ejendommelige Personlighed et over­ordentlig godt Indtryk paa Karoline Amalie, og dette Indtryk svækkedes ikke, men styrkedes, eftersom Tiden gik, og der udviklede sig imellem dem et af de smukkeste Venskaber, som der vist nogensinde har været mellem Mand og Kvinde. Da et Grundtræk i begges Karakter var en aldrig svigtende Sandheds-kærlighed, saa blev ogsaa deres Venskab præget deraf; det var trods al Dybde og Inderlighed i Følelsen alt andet end blødsødent, og de var aldrig bange for at sige hinanden Sandheden. Rør­dam var stærkt greben af Grundtvig, saavel af hans kirkelige og folkelige Syn som af hans Skoletanker, og sikkert har Karoline Amalies Tanker om de Ting klaret sig meget ved Samtaler med ham, som var en ual­mindelig dygtig Skolemand*).

*) Da Asylskolen blev oprettet, havde hun dog ogsaa gjort Bekendtskab med Grundt­vig selv.

Rør­dam blev nogle Aar senere Præst i Mern ved Præstø, men da — efter at Karoline Amalie var bleven Enke — Præstekaldet i Lyngby, hvorunder Sorgenfri hørte, blev ledigt, tog Myn­dighederne Hensyn til Enkedronningens Ønske og ansatte Peter Rørdam i det ledige Embede. Saaledes var han i en lang Aarrække lige til hen­des Død ikke alene hendes Ven, men hendes Sognepræst, og om Somme­ren, naar hun opholdt sig paa Sorgen­fri, kom han daglig paa Slottet. Det er vist sjældent, at der er det For­hold imellem en Undersaat og hans Dronning, som der var imellem de to. Det kunde være fristende at for­tælle en hel Del derom; men det vilde blive altfor langt. Allerbedst lærer man det at kende ved at læse den Brevveksling mellem dem, der er offentliggjort i en Bog om Peter Rørdams Liv, der udkom for nogle Aar siden.

Men størst Interesse har det dog maaske for os at se Karoline Ama­lies Forhold til Grundtvig. Allerede som ung havde hun hørt en Del Tale om Grundtvig, og den Tanke var kommen til hende, om det ikke skulde være ham, der vilde komme til at puste Liv i vor døde Kirke; men hun siger selv, at hun ikke ved, hvordan det er gaaet til, at det Haab er blegnet for hende. Den første, der atter førte hendes Tanker hen paa Grundtvig, var en Veninde af hende, Fru Zyphten, en aandfuld, kristelig Kvinde; men særlig var det dog, som før nævnt, Peter Rørdam, der atter og atter talte til hende om Grundt­vig og udviklede hans Tanker for hende, og derved vaktes et stærkt Ønske hos hende om at lære ham selv at kende. Det var i 1838, at hun første Gang mødtes med Grundt­vig. Denne skulde have en Avdiens hos Prins Kristian for at takke ham, fordi han havde hjulpet til, at Grundt­vig blev fri for Censur, som han havde været underkastet i adskillige Aar, og Karoline Amalie havde da bedt sin Mand om, naar Grundtvig kom, da ogsaa at føre ham ind til hende. Det var et betydningsfuldt Øjeblik for hende, da hun første Gang stod overfor denne Danmarks største Aand. Hun følte sig saa af­gjort som den lille overfor denne Kæmpe, og det er helt rørende at se, hvorledes hun bagefter i et Brev til en af sine Venner udtrykker sin Angst for, at hun skal have gjort et ugunstigt Indtryk paa Grundtvig, og hun vilde dog saa gerne, at han skulde synes om hende. Kort efter holdt Grundtvig paa hendes Anmod­ning nogle Forelæsninger med paa­følgende Samtaler for hende og hen­des Hofdamer; Emnet var Nordens Historie. Derefter udvikledes deres Bekendtskab hurtigt, og det blev snart til et trofast Venskab, der og­saa strakte sig til Grundtvigs Hustru og Børn. Karoline Amalie sagde ofte, at Grundtvigs første Hustru var en af de Kvinder, hun satte mest Pris paa. Hendes Forhold til Grundtvig havde vel nok en noget anden Ka­rakter end det til Peter Rørdam; me­dens hun overfor den sidste var for­trolig og hjertelig som en jævnaldrende Søster eller Veninde med maa­ske et lille bitte Stænk af Moderlighed, saa var hendes Forhold overfor Grundtvig som Lærlingens overfor Læreren, som den unges overfor en ældre Raadgiver og Ven. Hun saa op til Grundtvig som til ingen anden i vort Land; hun havde fuld og hel Forstaaelse af  den store   Gerning, som vor Herre havde kaldet ham til, og hun tilegnede sig efterhaanden hans Syn, baade i kirkelig og folke­lig Henseende; saa det blev til Liv i hende. Vanskeligst var det for hende at   komme med til Grundtvigs Syn paa det levende Ord, og det var først, da hun var 70 Aar, at hun kunde skrive til en af sine Venner: »Det vil glæde Dem at erfare, at i dette Efteraar er ved at læse i Grundtvigs kristelige Børnelærdom det levende Ord  ganske anderledes gaaet op for mig end tidligere, og jeg synes at spore mere Liv hos mig. Bed nu for mig, Silding, at Livstegnene i Bekendelse, Forkyndelse og Lovsang, rigtig maa opstaa i mit Hjerte.«  Men til Trods for hendes stærke Følelse af Grundt­vigs   Storhed,   tabte   hun   aldrig sig selv i Forholdet overfor ham, og hun var  ikke bange for at sige ham sin Mening, naar hun syntes, han gjorde noget Uret. Da  saaledes   det store Møde paa  Skamlingsbanken  havde været holdt 1844, og Grundtvig havde sendt   Dronningen en  ildfuld  Skil­dring deraf, saavel af »Bondesønnen, Bondekarlen,   Folkehelten   fra   Som­mersted« som af sin egen Glæde ved at  tale   til   de   mange   Tusinder   og mærke   aabne   Øren   for  Danmarks Livssag   hos   denne   store   Mængde, da skrev Dronningen ham kort efter et Brev til, hvori hun skarpt dadlede ham  for hans Deltagelse i Mødet. Hun mente vel, at det var galt at sætte Uro i Sindene, at sætte Splid imellem Kongens danske og tyske Undersaatter. Selv om man, skriver hun, kunde undskylde Grundtvig som Digter   og   Historiker,   saa kan man ikke undskylde ham som en Herrens Tjener, og hun er overbevist om, at Vorherre misbilliger hans Fremfærd. At Grundtvig, trods Dronningens Da­del,    ikke    forandrede   sit   Syn   paa Sagen, siger sig selv; og at han heller ikke ellers var bange for, hvad han sagde til Karoline Amalie, paa samme Tid, som han aldrig glemte den Ær­bødighed,   han   skyldte   Dronningen, kan ses af følgende lille Træk,   som hun selv fortæller saaledes: »Straks efter at jeg blev Dronning, havde jeg en Samtale med Grundtvig, under hvilken han sagde: »Men Gud be­vares, hvor Deres   Majestæt er uvi­dende i Kristendommens Hovedsand­heder!«  Og han havde saamænd Ret. Men  Gud være lovet,  at det siden har klaret op for mig, saa jeg nu ikke alene kan bøje mine Knæ i vor Herres og Frelsers Jesu Kristi velsignede Navn, men i det kan lægge mit  Hoved til Hvile og dø.« Skønt hun, som sagt, fuldt ud tilegnede sig Grundtvigs kirkelige Syn, blev hun derfor ikke ensidig eller uforstaaende overfor   andres   Standpunkt. Uven­skabet mellem Grundtvig og Mynster og navnlig Mynsters   overlegne,  af­visende Opførsel overfor Grundtvig var hende en stor Sorg.  I et Brev til Mynster  skriver hun, at hun er sikker paa, at den Dag vil komme, da han og Grundtvig vil blive for­sonede (dette Haab gik dog, som be­kendt, ikke i Opfyldelse), og »da«, skriver hun, »vil den danske Kirke fejre sin Trolovelsesfest.«

Man   kan   vel   vide,   at  Karoline Amalie med sit store Hjertelag for alle sine Venner ogsaa viste dette overfor Grundtvig. Mange var de Vennetjenester, baade økonomiske og andre, som hun viste ham, og altid gjorde hun det paa den fineste og hensynsfuldeste Maade.  En Gang satte hun ham i Stand til at fore­tage en Englandsrejse, hvad der var et stort Ønske hos ham. Aaret efter havde Grundtvig en svær Sygdom, baade legemlig og aandelig, og det holdt haardt at komme til Kræfter igen. Baronesse Stampe gjorde i et Brev Dronningen opmærksom paa det ønskelige i, at Grundtvig kunde komme paa Landet om Sommeren, og Dronningen takkede hende i sit Svar saa meget, fordi hun havde skrevet det til hende, men tilføjede, at hvor gerne hun end vil stikke sig selv bagved Baronesse Stampe, hvem Æren for Tanken tilkom, saa vilde hun bede om selv at maatte for­ære Grundtvig dette Landophold; thi naar Gaven til et saadant Ophold kommer fra Kongen og mig, tror jeg, den mindst saarer hans Delika­tesse, og at glæde og vederkvæge denne kære Ven er jo Hovedhen­sigten.«

Det ligger i Sagens Natur, at, skønt Karoline Amalie elskede Dan­mark og det danske Folk over alt i Verden, saa var der dog meget i For­holdet mellem dansk og tysk, som hun i Følge sit Udspring og Slægtens Traditioner ikke til at begynde med kunde have et fuldstændig uhildet Blik for; men det skal dog siges, at hvor tidlig i hendes Liv end det slesvig-holstenske Oprør var kommet, saa vilde det hos hende have mødt den skarpeste og mest udelte Mis­billigelse. Som det var, blev hun allerede en god Stund, før det brød ud, fuldstændig klar over dansk og tysk og sit eget Forhold dertil, sær­lig vistnok hjulpen af Rørdam og Grundtvig, af hvilke navnlig den sidste ikke lagde Fingrene imellem, naar han syntes, hun manglede noget i den Henseende.

1839 døde Frederik den Sjette, og Prins Kristian kom paa Tronen. Det var vanskelige Tider, og der hørte en fast Haand og et klart Blik til at træffe det rette, Ting som Kri­stian den Ottende ikke altid havde trods sit utvivlsomt danske Hjerte­lag. Mange af hans Foranstaltninger vakte stor Uvilje baade i Sønder­jylland og hos det nationale Parti her oppe. Det var svære Tider for Karoline Amalie, og sværere blev de endnu, da Misstemningen særlig vendte sig mod hende, fordi store Dele af Folket, som ikke kendte hende, tillagde hende tyske Sympa­tier og mente, at den tyske Indfly­delse, som man syntes at spore hos Kongen, skrev sig fra hende. Der var Tider, hvor hun knap kunde vise sig i sin Vogn paa Gaden, uden at der blev raabt efter hende, man sang grimme Viser, ja endog spyttede efter hende. Dog varede dette hel­digvis ikke ret længe.

Da Karoline Amalie 1848 mistede sin Mand, syntes hun vel, at det var den største Sorg, der kunde ramme hende. Men det blev dog sværere, meget sværere, da hun faa Maaneder senere maatte se sine Brødre som Fædrelandsforrædere, som Oprørere mod deres lovlige Herre og Konge. Da gik der som et Sværd igennem hendes Hjerte. Hun slap ikke Kærligheden til sine Brødre trods deres Forvil­delser, men hun var ikke et Øjeblik i Tvivl om, hvordan deres Færd maatte betragtes. Endnu troede hun dog paa deres Mandighed, men da hun hørte, at Prinsen af Noer, efter at have udtalt de brammende Ord: »Lad os slaa Danskerne, hvor vi finder dem, lad ingen fremmede Trop­per tage Lavrbærrene fra os, paa Ærens Dag er jeg hos Eder,« dog ved det første Sammenstød tog Flug­ten, sagde hun: »Og jeg, som dog troede, at min Broder i det mindste var en dygtig Officer og en kæk Sol­dat, men ikke en Gang dette!« Flere Aar senere sagde hun til en Ven: »De kan tro mig, at naar jeg har takket Gud for Danmarks Sejre, og det har jeg altid gjort, da er det tit sket med et blødende Hjerte.«

Der kunde fortælles mange, mange Træk om Karoline Amalie, hvilke vidner om hendes store Kærlighed og Ydmyghed, og som tillige viser den store Jævnhed og Ligefremhed, hvormed hun omgikkes alle, og som hos hende var saa forunderlig for­enet med virkelig Fornemhed og Majestæt; men det kan desværre ikke naas her. Kun eet lille Træk maa vi have med, som viser os hende i et Forhold, vi ikke har set hende i før: Forholdet til hendes undergivne. En Gang — hun var gammel den Gang og behøvede Hjælp — havde faun faaet at vide, at en af hendes Kammer­jomfruer havde faaet nogle Slægt­ninge, som hun gerne vilde træffe, til København paa Gennemrejse, men at hun ikke vilde tale til Dronningen derom, da Dronningen jo dog umulig kunde undvære hende. Saa om Af­tenen Kl. 7 ringer Dronningen paa hende og beder hende hjælpe sig i Seng. Kammerjomfruen bliver bange, at Dronningen er syg; men efter at være kommen i Seng og have faaet en Bog og et Bord med en Lampe hen ved Siden af sig, siger denne: »Aa, nu ligger jeg saa dejligt! Se saa, nu kan De saamænd gerne gaa hen til Deres Slægtninge og tilbringe Aftenen hos dem.«

Et lille Træk endnu maa vi have med, da det er altfor kønt til at for­bi gaas. Det var en Gang, Dron-nin­gen fik at vide, at en lille Pige fra hendes Asylskole, Datter af en fattig Arbejdsmand, laa meget syg af Lungebetændelse.  Da Skolens Forstander­inde en Dag var oppe hos Dronnin­gen, spurgte denne til den lille Pige, om hun fik god Pleje og havde en god  Seng at ligge i. Dertil svarede Forstanderinden, at Barnet havde en god og kærlig Moder, som gjorde for hende,   hvad   hun   kunde, men  til Seng havde hun kun to skrøbelige, haarde Stole. Dronningen sagde ingen Ting straks, men næste Morgen tidlig fik Forstanderinden et Brev fra hende, hvori hun skrev:  »Da jeg i Aftes kom i min gode Seng, tænkte jeg paa den lille syge Pige, som led og laa saa daarligt, og jeg skammede mig. Vil De gøre mig den Tjeneste at købe en god Seng og Sengklæder til hende saa   hurtigt  som muligt. Og for at hun straks kan lægges i den, sender jeg hermed af mine La­gener.« Kl. 10 laa den lille Pige i den fattige lille Stue paa Kristianshavn i en dejlig Seng med snehvide Lagener med Dronningekrone paa. Da hun blev rask, kom hun i lang Tid hver Dag paa Amalienborg for at faa styrkende Mad fra Dronningens eget Køkken. Hun døde 22 Aar gam­mel i sin egen Seng med Dronnin­gens Billede foran sig.

Havde Karoline Amalie da ingen Fejl? Jo, sikkerlig havde hun det, saa vist som hun var et svagt Men­neske og en Synder, som vi andre; man har aldrig hørt om hendes Fejl, og jeg tror, at de i hvert Fald i ualmindelig ringe Grad gik ud over andre. Jeg har peget paa hendes Forhold til Frederik den Syvende, hvor der synes at have været en Mangel hos hende. At hun i sit Hjerte maatte kæmpe mod de samme Fristelser, som vi andre, kan ses af følgende lille Træk: Paa halvtredsindstyveaars Dagen efter hendes Indtog i København som Prins Kristians Hustru,  lagde hun Grundstenen til en Bygning, som Folket forærede hende til hendes Asyl og Asylskole, og ved den Lejlighed bad hun to af de tilstedeværende Damer om at komme op til hende om Eftermid­dagen, da hun havde noget at sige dem. De kom, og hun sagde da om­trent saaledes: »Da jeg som Prin­sesse i nogle Aar havde fulgt mit Hjertes Lyst at gøre lidt for de fat­tige Børn, kom der en Hovmodsfølelse op i mig, som om jeg havde gjort noget stort. Jeg spaserede den Gang tit paa Volden med mine Da­mer, og da jeg saa en Bygning blive opført paa den saakaldte Dronnin­gens Bastion, fik jeg virkelig de Hovmodstanker, at det var en Bygning, som Folket vilde opføre og forære mig til Tak for mine gode Gerninger. De kan da tænke Dem min Ydmy­gelse, da Bygningen viste sig at blive til en Vejrmølle! Jeg gik dog saa lidt i mig selv og fik Øjnene op for, hvor lidt jeg havde gjort for de kære Børn, thi hele Besværet ligger jo paa Plejemoderen. Nu er jeg gammel og nu skænker Folkets store Kær­lighed mig virkelig en Bygning til mine fattige Børn; men saa sørger den gode Gud for, at den kommer til at ligge skraas over for den om­talte Mølle, for at han daglig kan holde mig i Ydmyghed og vise mig, hvor lille jeg er. Det er, for at De ikke skal have for gode Tanker om mig, at jeg fortæller Dem dette.«

Karoline Amalie overlevede sin Ægtefælle i over tredive Aar. Hun delte med os andre den store Sorg over Sønderjyllands Tab i 1864; men hun delte ogsaa Haabet om dets Gen­forening med os. Hun havde en lys, mild, fredfyldt Alderdom. Efter en Sygdom, som hun havde fire Aar før sin Død, blev hendes legemlige Kræf­ter færre; men hendes Aandskraft var usvækket til det sidste. Blandt hendes nærmeste Venner i hendes senere Aar var vor nuværende Kongefamilje, hvem hun fra den ældste til den yngste omfattede med stor Kær­lighed, og som til Gengæld elskede og saa op til »Tante Enkedronning«. Om Sommeren, naar Kongefamiljen boede paa Bernstorff, tilbragte de for det meste Søndag Aften paa Sorgen­fri.

Den 6. Marts 1881 blev hun syg; hun laa saa kun et Par Dage, og om Aftenen den 9de sov hun stille hen, omgiven af Kongefamiljen, Biskop Martensen og nogle af sine Damer. Hun havde i sin sidste Vilje bedt om, at »kærlige Hænder vilde folde hendes Hænder over Brystet«; dette blev gjort af Kammerfrøken Rosen, som i 37 Aar havde været hendes trofaste Tjenerinde. Hun havde og­saa bedt om at faa sin Brudekjole med sig i Kisten og hvile sit Hoved derpaa, saa til det sidste levede hun i Tanken paa sin Ægtefælle. Sin Formue havde hun testamenteret til sit Asyl og Asylskolen, saa deres Eksistens er sikret for lange Tider. Hvad var saa Karoline Amalie? Hun var ingen ualmindelig stor Aand med overlegent Blik eller Statsmandsklogskab. Hun var ingen Elisabeth, ingen Margrethe; men hun var det, der var bedre; hun var en Kvinde i den ædleste og fuldeste Betydning af Ordet, og hun var saa sand, saa meget sig selv, at hun vilde have været den samme i den simpleste Hytte, som hun var paa Dronningestolen. Hun var et Menneske, som fandt sig selv i Livet i Gud, et Menneske, i hvem der var Grøde og Vækst fra hendes tidligste Ungdom til hendes sidste Dag, saa hun altid gik fremad, altid opad. Og hun var et Menneske, i hvis Hjerte Guds Kærlighed slog saa dybe Rødder, at den voksede op og blev til et Træ, der gav Ly og Skygge til alle, der kom paa hendes Vej, mest dog til de mange fattige Børn. Ja, hun for­tjente fuldt det Navn, hun fik, »den kongelige Fostermoder for de smaa«. Grundtvig har i sin Sang: »Vor Al­derdoms Trøst og Støttestav«, et dej­ligt Vers, hvori han ligner Menig­heden ved en Kvinde, og hvorved han afgjort har tænkt paa Karoline Amalie, og da det er det bedste Bil­lede af hende, man kan give, vil jeg slutte denne lille Skildring dermed:

Den spejled sig tit paa Jorden saa

i alderstegne Kvinder

med Øjnene klare, himmelblaa,

med rige Ungdomsminder,

med Hjerte varmt, med Hoved lyst,

med prøvet Tro, med Væsen tyst,

med Mildheds-Majestæten.