Sofie Carsten Nielsens tale ved Radikale Venstres landsmøde

KÆRE DANMARK, KÆRE ALLE SAMMEN

Ejer vi stadig tvivlens nådegave i det her land? 

Jeg spørger, fordi jeg som menneske ofte er i tvivl: Trives mine børn? Er jeg dygtig nok til mit job? Hvilket liv vil jeg leve, når jeg bliver gammel? 

Men som politiker på Christiansborg oplever jeg, at der sjældent er plads til tvivl. Mediemøllen, modstanderne og kommentarsporet kværner løs og kræver svar. 

Hellere hurtigt end rigtigt. Hellere overbevisende end nuanceret. 

Tvivl eller overbevisning. 

Kan vi rumme begge dele? Kan vi være begge dele?

I tvivl og overbeviste – på samme tid? 

JA! For sådan er jeg. 

Måske I genkender det? At man kan være i dyb tvivl om, hvad den rigtige løsning er på et svært spørgsmål – men samtidig fuldstændig overbevist om, at problemet skal løses? 

Men hvis det er sådan, vi er – i tvivl og overbeviste samtidig – hvorfor er der så ikke plads til det i politik?

Det er der ikke, fordi politik de sidste 20 år har gjort de falske modsætninger til gud:

Dansker eller muslim. 

Velfærd eller skattelettelser. 

Klima eller komfort. 

Jylland eller København. 

Rød eller blå. 

Men verden er ikke enten-eller. Virkeligheden er ikke enten-eller. Vi er ikke enten-eller. 

Vi er både-og. På godt og ondt. 

Derfor har Danmark brug for en ny start. 

Jeg ønsker en regering med både røde og blå, der kan samle Danmark 

Som tør være i tvivl om de svære spørgsmål: Klimakrisen, trivselskrisen, velfærdskrisen. 

Og som er drevet af overbevisningen om, at vi sammen skal handle på kriserne.

Men lad os gøre det konkret: Ideen om et dansk asylcenter i Rwanda. 

Jeg er overbevist om, at det europæiske flygtningesystem, vi har i dag, er gået i stykker. 

Jeg er overbevist om, at en fælleseuropæisk løsning er svaret. 

Jeg er overbevist om, at Radikale Venstre ALDRIG… kommer til at støtte en regering, der vil gå enegang og føre planerne om et dansk asylcenter i Rwanda ud i livet.

…

Men jeg er også i tvivl. 

I tvivl om, hvordan vi konkret laver de fælleseuropæiske modtagecentre i fx Afrika, der vitterligt ER brug for. 

I tvivl om, hvordan vi bedst fordeler flygtninge i Europa. 

I tvivl om, hvordan vi kommer fra symboldiskussion til ægte samtale om at løse de her svære problemer. 

…

I tvivl og overbevist. På samme tid. 

…

Når vi tvinger hinanden til at vælge mellem tvivlen og overbevisningen, gør vi vold. 

På verden. På virkeligheden. Og på os selv.

Det gør ondt at se, hvordan de falske modsætninger får bedre og bedre fat. Splittelsen slår rod. Spiller os ud mod hinanden – hvor vi burde spille sammen.

Dybt inde i mig kan jeg mærke, at vi er på gale vej! Og politik… politik gør nogle gange tingene værre! 

Tænk bare på de sidste fire år:

Tænk på minkskandalen.

Tænk på Støjbergs rigsretsdom.

Tænk på det rekordstore antal partihoppere. 

Og den rekordlave tillid til politik…

Og spørg så dig selv: Har alt det… 

… stoppet grøftegravningen?

… gjort hadet på de sociale medier mindre?

… skabt et bedre samarbejde mellem røde og blå?

… løst de store kriser Danmark står med?

… sat flere mennesker fri til at leve præcis det liv, der giver mening for dem. Med plads til tvivl og nuancer?

Nej vel!

…

Derfor bliver det store spørgsmål i den her valgkamp: 

Jeg… vil genopfinde… politik!

For jeg tror på, at politik må fungere bedre – hvis Danmark skal fungere bedre. 

Når Christiansborg hater sine modstandere på Facebook, så gør danskerne det samme.

Når Christiansborg bruger tid på tørklæder, kebabruller og en diktator i Rwanda, så gør danskerne det samme.

Når Christiansborg insisterer på, at verden enten er rød eller blå, så gør danskerne det samme.

Når politik går i stykker – går Danmark i stå! 

…

Jeg har snart været leder af Radikale Venstre i to år. Og hvis der er noget, jeg har lært fra start, så er det, at vi ikke kan blive ved med at gøre, som vi altid har gjort. 

Jeg arvede et parti, som var ved at smelte ned. Fordi, vi alt for længe fortalte verden, at vi var bedre, end vi egentlig var. Og først alt for sent forstod, at seksuel chikane og overgreb var akkurat lige så udbredt hos os, som det er mange andre steder i vores samfund. 

Det er jeg ked af, at jeg ikke håndterede bedre. 

Og jeg forstår, at tilliden til mig af den grund stadig er på prøve. 

Men forløbet lærte mig én afgørende lektie, som jeg har bygget mit lederskab på: 

Vi må tænke nyt! 

Når det kommer til, hvordan vi opfører os som politikere. Når det kommer til, hvordan vi bedriver politik. Når det kommer til, hvordan vi leder Danmark. 

For hverken, når det handler om Metoo eller klimakamp, eller børn og unges mistrivsel kan vi fortsætte, som vi plejer. For gør vi som vi plejer – får vi samme resultat, som vi plejer. 

Derfor går vi radikale til valg på at genopfinde politik. Så vi kan genvinde borgernes tillid. 

Tænk, hvis vi faktisk forandrede politik? 

Fra noget mange ikke oplever gør en forskel for dem. Til noget de fleste kan mærke, deres liv bliver bedre af. 

Fra noget mange ikke føler sig inddraget i. Til noget de fleste har lyst til at være med i.

Fra noget, som altid handler om konflikt. Til noget, som oftere handler om løsninger. 

Tænk hvis politik blev et redskab, der gav os ro i maven, inspirerede os til at drømme stort og satte mennesker fri til at leve liv, der giver mening for dem?

Sådan er politik ikke ofte nok i dag. 

Men sådan kan politik blive. 

For hvis der er noget, Radikale Venstre har brugt sine 117 leveår på, så er det at genopfinde os selv, og det samfund vi er en del af! 

Vi har brugt de sidste to år på at genopfinde os selv ovenpå et svært lederskifte. Nu er tiden kommet til at genopfinde politik. Så vi kan genopfinde Danmark: Grønt. Frit. Og stærkt. 

Jeg har tre dogmer for, hvordan vi radikalt genopfinder politik.

Kender I det med, at man skal noget virkelig vigtigt?

Eksamensopgaven, der skal skrives. Kundemødet, der skal nås. Haven, der skal stå snorlige inden den runde fødselsdag i weekenden?

Men før man ved af det, er man i færd med at se yndlingsserien på telefonen, scrolle feedet på Twitter eller spille Pokemon. 

Kender I det?

Sådan er dansk politik!

Bedst som vi skal til at tage livtag med de store kriser, dem der for alvor truer med at tage kontrollen fra os og tømme vores liv for mening – så melder der sig liiiiiige en tørklædedebat med fuld kebabskrue, som giver lidt flere likes at kaste sig ind i. 

Det er ærgerligt.

For vi kan jo godt. 

Da corona lagde verden ned… Da krig igen bankede på Europas dør… Da viste Christiansborg, at vi faktisk kan løse store kriser sammen. Hurtigt og effektivt. 

Men dansk politik minder lige nu mest om en tømmermandsramt teenager: Vi formår akkurat at styre udenom de allermest akutte problemer, men vil egentlig helst bare tilbage på sofaen med telefonen i hånden hurtigst muligt. Derfor får vi aldrig for alvor taget hånd om de kriser, der faktisk afgør, hvordan vi kan leve vores liv lige om lidt. 

Tiden er kommet til et kursskifte. 

Tiden er kommet til at lægge tørklæder, kagepersoner og eskimo-is på hylden og løse de tre store kriser, der lige nu truer vores børns fremtid. 

Klimakrisen, trivselskrisen og velfærdskrisen:

Klimakrisen har taget bo i os denne sommer. Det Ekstra Bladet kalder ”den bedste sommer nogensinde” ser klimaeksperter som tegn på akut klimakrise. 

Polerne smelter. Naturen dør. Vejret går amok. Vi står med en generationskrise, der er i gang med fundamentalt at ændre mulighederne for at leve meningsfulde liv på vores planet. 

Derfor skal vi handle. Hurtigt. Rigtigt. Radikalt. 

Radikale Venstre har fremlagt en klimaplan, som både kan gennemføres og betales. Og som vil gøre Danmark til det første moderne velfærdssamfund i verden, der giver mere tilbage til klima og natur, end vi tager. 

Vi vil gøre Danmark 110 pct. grønt og vise resten af verden vejen mod en grøn fremtid med rent vand, masser af natur og gode grønne fødevarer. 

Derfor spiller vi i dag ud med ønsket om at genforhandle klimaloven, så vi gør den grønne omstilling færdig allerede i 2040. Og indfører et nyt mål for det klimaaftryk Danmarks forbrug sætter på verden. Det vil vi reducere med 60 pct. i 2030.  

…

Trivselskrisen har også vist tænder denne sommer. I august sendte 1000 psykologer et nødråb på vegne af Danmarks børn og unge: Alt for mange mistrives! 

Det er paradoksalt, at vi aldrig har været rigere, mens mange børn og unge aldrig har haft det dårligere. 

Op mod hver sjette barn forlader skolen uden at kunne læse skrive eller regne. For mange er ensomme eller får en diagnose. Og kun hver anden pige i 8. klasse er glad for den hun er. Hver anden!!!

Ifølge psykologerne taber vores børn i et system, hvor alle kan blive enige om, at de rammer, vi tilbyder, ikke er tilstrækkelige. Men hvor ingen tager ansvar for at lave dem om.  

Derfor skal vi handle. Hurtigt. Rigtigt. Radikalt. 

Radikale Venstre har afgivet et børneløfte: Mistrivslen skal ned. Alle skal lære det basale i skolen. Ingen skal stå uden for fællesskabet. Og videreuddannelse skal være en ny normal. Så vores evner kan følge med vores drømme, når de udvikler sig gennem livet. Vi skal bruge uddannelse til at sætte vores børn og unge fri. Fri til at finde deres egen vej i livet. Vi tager et vigtigt første skridt med den nye læreruddannelse. 

…

Velfærdskrisen kommer brølende, når jordemødre, sygeplejersker, SoSu’er, pædagoger og mange flere nærmest dagligt melder om alt, alt for lidt tid til helt basal behandling og helt nødvendig pleje, omsorg og nærvær. 

Det skal vi handle på. Hurtigt. Rigtigt. Radikalt. 

Skal vi løse både klimakrisen, trivselskrisen og velfærdskrisen kommer det til at kræve penge og mennesker. 

Radikale Venstre har fremlagt en 2030-plan. En åben invitation til rød og blå om sammen at skabe et solidt økonomisk fundament, vi kan bygge fremtidens grønne, frie og stærke Danmark på.  Jeg håber, de konservative vil lade sig inspirere lidt mere af os, for man behøver ikke spare på vores uddannelser og børn, fordi man vil lette skatten. Det bliver meget kortsigtet.

…

Så kære rød. Kære blå. 

Hvis vi bliver ved med at spilde tiden på symbolpolitik og grøftegraveri i en endeløs kamp om magten, så løser vi ikke kriserne. 

Vermund, Støjberg og Messerschmidt vil fjerne fokus og smide mudder i maskinen. Betonsocialister, EU-modstandere og reformfornægtere vil forhindre langsigtede løsninger.  

Så vi må gøre noget andet.

Tænke nyt…

Og tage fat på at løse de tre store kriser, der lige nu truer fremtiden. Sammen.

Valget er dit og mit. 

For vi bestemmer selv, hvad politik skal handle om de næste fire år. 

Efter valget skal de tre kriser i centrum. På en helt anden måde, end de har været før. 

Radikale Venstre vil drive en ny regering til at bruge alle kræfter og hele valgperioden på at løse kriserne. I dag fremlægger vi en konkret plan for hvordan. 16 visioner for et grønt, frit og stærkt Danmark.

Men når vi efter et valg sammen skal løse kriserne, behøver svarene ikke kun være vores. Selvfølgelig ikke.. Men kræfterne skal bruges på kriserne. Det står vi fast på. 

Tænk, hvis vi faktisk turde skifte kurs. Turde lade symboler og ligegyldigheder ligge. Turde bruge al vores tid på de tre store kriser. Og holdt fast. Til de var løst? 

Tænk hvilken forskel politik så kunne gøre…

I Danmark har vi ”folkestyre”, siger vi stolt, til hinanden og alle andre, der vil lytte. 

Og det er rigtigt nok: Hver 4. år valfarter vi til skoler og idrætshaller for at vælge, hvem der skal repræsentere os på tinge de næste fire år. 

Men hvor meget folkestyre har vi egentligt – mellem valgene?

Har folk mulighed for at kvalificere vigtige politiske beslutninger med egne erfaringer fra det virkelige liv?  

Har folk mulighed for at få indsigt i afgørende politiske beslutninger? 

Har ét-parti-regimer – røde som blå – givet folk lyst til at være med?

…

Kære rød. Kære blå.

Skulle vi ikke droppe topstyringen og lade folket være med, når vi træffer afgørende beslutninger. Om deres og Danmarks fremtid?

Lave politik sammen med folk. Fremfor henover hovedet på dem.

Det bliver ikke nemt at løse klimakrisen, trivselskrisen og velfærdskrisen. 

Men det bliver umuligt, hvis ikke vi lytter til, inddrager og samarbejder tæt med de mange mennesker i det her fantastiske land, som har noget vigtigt at byde ind med. 

Ideer. Erfaringer. Løsninger. 

Tænk, hvis vi faktisk turde lade vigtig politik starte med borgersamlinger, hvor ung og gammel, land og by, høj og lav var med til at definere problemer og løsninger. Turde at åbne magten op, så beslutninger blev gennemsigtige? 

Tænk hvilken forskel politik så kunne gøre…

Er du rød eller blå?

Blokpolitik har i alt for mange år dikteret, hvordan vi forstår, forholder os til og taler om politik i Danmark.

Men blokpolitikken har frosset dansk politik fast. De sidste 20 år er vigtige hegnspæle flyttet 50 meter mod rød under socialdemokratiske statsministre. Og 50 meter tilbage mod blå under Venstre-statsministre. Tænk fx på spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft.

Meget har slet ikke flyttet sig. 

Alene fordi blå ikke skulle have noget at udsætte på rød. Eller omvendt. 

For når blokpolitikken regerer bliver det vigtigere at please en lille gruppe vælgere – end at flytte Danmark fremad. 

Vi har brug for en ny start.

Derfor er det fortsat vores ambition, efter valget, at samle røde og blå i en fælles regering, der tager det på sig at løse klimakrisen, trivselskrisen og velfærdskrisen. 

Med ambitiøse, langsigtede og holdbare svar, som langt de fleste danskere kan se sig selv i. Så vi styrker tilliden til politik – fremfor at svække den. 

Det lyder enkelt. Men er hamrende svært. For det kræver, at vi gør noget andet, end vi plejer. Men vi kan godt. Se bare på København. 

…

Så kære rød. Kære blå. 

Vil I være med til at sætte kriserne først? 

Vil I være med til at sætte mennesker fri?

Vil I være med til at sætte punktum for blokpolitikken?

Tiden er kommet til et nybrud i dansk politik.

Christiansborg har alt for længe været delt i to hold: Rød mod blå!

Radikale Venstre insisterer på et folketingsvalg, fordi Danmark har brug for et NYT hold. 

Et hold, som vil løse de store kriser, Danmark står med. Samarbejde på nye måder. Og som er i stand til netop dét, fordi holdet både er rødt OG blåt!     

Jeg er sikker på, at både Mette, Jakob og Søren kan lede sådan et nyt hold. Mette har budt sig til. Det håber jeg også, Jakob og Søren gør. 

Kravene til de tre er de samme. Vi forventer, at Danmarks næste statsminister:

Forlader blokpolitikken.

Løser klimakrisen, trivselskrisen og velfærdskrisen.

Bedriver politik, så folk genvinder tilliden. 

Tænk engang hvilken forskel politik kunne gøre med sådan en statsminister.

Jeg… vil genopfinde… politik!

Jeg vil samle røde og blå om at løse tidens største kriser. For dem løser vi kun sammen. 

Det er en kæmpe opgave. 

Men… Vi kan godt! 

For når vi kan samle Danmark om kriser, der kommer udefra – så kan vi også samle Danmark indefra. Om en ny start. Hvor det vigtige ikke er, hvad der er bedst for vores blok – men hvad der er bedst for vores land. 

Tænk hvis vi turde finde det bedste frem i os selv, i vores partier og i vores politikker - uanset om vi er røde eller blå – og samle det… 

… til det allerbedste for Danmark?

Tænk, hvilken forskel politik kunne gøre… Tænk, hvilket Danmark vi kunne skabe!

Rigtig godt landsmøde.