En pløjemark er også en slagmark.
Det er et sted, hvor de helt store ting i verden udspiller sig.
Her forhandles der om liv og død.
Her forhandles der om verdenshistorie.
“En orms vrikken,” skrev den amerikanske kunstner Agnes Martin, “er lige så vigtig som likvideringen af en præsident.”
Landbrugets betydning for os alle kan ikke overvurderes.
De valg der bliver truffet hver dag i en ganske almindelig mark påvirker os alle sammen.
De påvirker vores sundhed, vores vandkvalitet, biodiversiteten i vores natur.
De påvirker vores liv.
Alle valg i en mark er klimavalg, biodiversitetsvalg, økologivalg.
——
Vi går i dag for at minde Europa og hinanden om, at de valg vi tager betyder noget. I marken. I stemmeboksen. At de påvirker vores alles hverdag, vores alles fremtid.
Vi går for at minde os selv og hinanden om, at også dette valg, denne gang, er et klimavalg, et biodiversitetsvalg, et økologivalg
——
For et par dage siden kom jeg hjem fra et 7 måneder langt ophold i
Sydfrankrig.Jeg har været på feltarbejde for at tale med franske naturvinbønder om deres udfordringer med klimaforandringerne.
Jeg har boet med min familie i den vinregion, der bliver kaldt Languedoc.
Og de sidste to måneder har vi levet i en stank af sprøjtegift.
Jeg har talt med lokale, der holder sig fra deres haver og undlader at lufte ud i april og i maj, fordi de bor for tæt på markerne, hvor giften hænger i luften.
Jeg har lært at holde af blæsevejr, hvor bønderne ikke kan sprøjte.
——
Jeg har talt med naturvinbønder, der kæmper for at skabe plads til en anden fortælling om regionens, om Europas, om vores fremtid.
De ryster på hovedet, når talen falder på vinterens store strejker blandt deres “kolleger”. Dem, der blokerede motorvejene med deres traktorer på indfaldsvejene omkring Paris. De korser sig over, hvordan højrefløjen kuppede demonstrationerne og gjorde et krav om bedre levevilkår for bønder til et opgør med klimatiltag på hele landbrugsområdet i Frankrig og i Europa.
De blander sig sjældent i den offentlige debat, men de gør dét, de kan, I deres egne marker, for at vende udviklingen. For at gå i den rigtige retning. For at kalde regnen tilbage til et område af Europa, der de seneste par år har været præget af en historisk tørke…
Én af dem jeg talte med hedder Jeff. Han er fjerde-generations vinbonde på sletterne nord for Béziers. Siden 2012 er de små parceller, hegn og vandløb, der omgav hans marker blevet købt op. Træerne og buskene er blevet fældet og det hele sammenlagt til en veritabel ørken af konventionelle vinmarker, anlagt så de store maskiner kan komme til.
Jeff gør også, hvad han kan: Han har plantet over 17 forskellige druesorter.
Han har lavet et ly til flagermusene. Han har anlagt en dam for at dyrene kan få vand, for at skabe plads til insekterne. Han har bygget stensætninger til krybdyrene.
Og de sidste små ti år har han plantet over 2000 træer.Træerne skulle være et værn. Læ for solen og for vinden, et bidrag til det større vandkredsløb. Et helle for biodiversiteten. Et levende hegn, der kunne beskytte både dyr, planter og vinstokke.
To gange har hans naboer brændt alle hans træer ned.
Over 300 meter levende hegn brændt.
Da han gik til politiet, ville de intet stille op. De havde ikke tid, svarede de. Og så sluttede sagen der.
Man har kaldt klimaaktivister “farlige for demokratiet”, “egoistiske”, “militante”, når de demonstrerer, blokerer byggepladser eller klatrer op i træer. Man anholder dem, der blokerer trafikken. I Danmark såvel som i Frankrig.
Men da Jeffs hegn og træer blev brændt ned til grunden, så gjorde politiet ingenting.
——
Da jeg spurgte Jeff, hvorfor? Hvorfor har de brændt dine træer ned. Svarede han kort: “De kan ikke lide skønne ting.”
Hvad er skønhed i dag?
For et par uger siden sagde Jeff til mig: “Når du planter et træ, planter du en fantasi. Det er en af de stærkeste handlinger, du kan gøre. Du planter håbet om, at kunne se det vokse og vise det frem til børn og børnebørn. Det er derfor, det gør så ondt, når de brænder det.”
Der er mange bønder i Danmark og over hele Europa, der kæmper for plads til skønhed. Det er den skønhed, der binder os sammen – på tværs af landegrænser og generationer…
Tak fordi I går.