Jamen tusind tak.
Hjælp.
Altså, jeg tror noget af det vildeste som af de følelser, der kan opstå når man læser litteratur – jeg vil hellere snakke om at læse end om at skrive – det er sådan en helt særlig følelse af et fællesskab.
En følelse af at vi er sammen om noget, der er virkelig svært.
Altså det er sådan en altså og det er både som skrivende, når man læser litteraturen som skrivende, men også som almindeligt menneske, at man står overfor et værk, og man står overfor en bog.
Når man læser en bog – jeg har oplevet den her følelse mange gange, når jeg har læst nogle af mine kollegaer deroppe, nogle af de andre nominerede værker – den her følelse af, at vi er sammen om noget, der er supersvært.
Og det er en anden form for fællesskab, end når vi samarbejder. Det er et eller andet med man støder på en sætning eller en passage, eller det er noget, der udvikles igennem en helt bog, hvor man lige pludselig har den der følelse af ”hey, man sidder ikke her alene, vi er sammen om noget.”
Og de andre kunstarter har jo nogle andre former for samarbejder, altså sammenspil og samarbejde. Vi sidder der alene med vores underlige, virkelig underlige projekter som regel.
Og den følelse vil jeg gerne sige tusind tak for.
Og jeg vil gerne sige tusind, tusind tak for den her pris.
Og så vil jeg også gerne sige mange, mange tak til dem, der har hjulpet mig med det her projekt.
Thank you.