I dag markerer vi troen på, at vi godt kan sammen. At vi selv skal bestemme over vores skønne land sammen. Og at vi hver især har nogle grundlæggende rettigheder.
Her i Danmark skulle demokrati ikke indføres med vold, magt og offentlige hængninger. Nej, man formede fremtiden med en fast tro på, at man kunne stoppe enevælden. For vi – folket – ville høres.
En gruppe borgere med ret til at gå til Kongen havde skrevet en Adresse, som det hed. Altså en formel skriftlig henvendelse.
I den stod der, at ”De Raadgivere, Deres Majestæt har arvet fra Deres Forgjænger, ere ikke i Besiddelse af Folkets Tillid”.
Derfor krævede man, at regeringen gik af og blev erstattet af ”[…] Mænd, som ere Opgavens Storhed voxne, og som kunne tilføre Regeringen en energisk Villie og Nationens Bistand – Mænd, der kunne redde Danmarks Ære og grundlægge Landets Frihed”.
De afsluttede med det lidt mere ildevarslende: ”Vi anraabe Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp”.
Med det afsæt mødte folket op hos Frederik den 7. og vi fik senere grundloven i 1849. Helt fredeligt uden et skud blev løsnet.
I dag fejrer vi ”Landets Frihed”, og jeg mener med hver en celle i min krop, at vi bor i verdens bedste demokrati. Og jeg vil også sige, at selvom vi 179 medlemmer af Folketinget ikke altid er enig om hvad det bedste for Danmark er, så ønsker vi alle det bedste for Danmark.
***
Et demokrati er ikke bare et demokrati for evigt. Det kræver noget af os, hvis det skal leve videre. Så tak til alle jer, der deltager her i dag. For hvert år, jeg lever, bliver jeg mere og mere overbevist om, hvor vigtigt det, vi gør her i dag, er.
I dag lever omkring 45 procent af verdens befolkning i det, der bliver kaldt ”en slags demokrati” af The Democracy Index. Kun omkring 8 procent har den fantastiske mulighed at bo i et fuldgyldigt demokrati som Danmark.
***
Demokrati er ikke altid nemt. Det er ikke den nemmeste måde at anlægge veje på. Det er ikke den nemmeste måde at sætte havvindmøller op på. Det er ikke den nemmeste måde at gennemføre en lov på.
Der findes lande, hvor de har andre metoder, som man siger. Hvor en enkelt person bestemmer det hele.
Hvor demokrati kræver samarbejde, er despoter sig selv nok.
Hvor demokrati er kompliceret, er beslutningsprocesserne i et diktatur det ikke.
I et demokrati tager vi hensyn. Despoter er hensynsløse.
Men vi har ikke valgt demokrati, fordi det er nemt. Vi har valgt det, fordi vi mener, at alle har noget at skulle have sagt. At alle skal have en stemme, der skal høres.
Derfor kan man godt komme til at tænke: ”Det kunne være det nemmeste, hvis jeg bare bestemte det hele”.
Det kan man tænke om familiefesten, der skal arrangeres. Til forældremødet. Eller på arbejdet. Men det er trods alt nok de færreste, der tænker det på valgdagen.
I et demokrati skal man have lovforslagene i Folketingssalen, i udvalg, i høring og til afstemning. Det tager lidt tid. Det er ikke fordi, vi som sådan er særligt tålmodige med at nå vores resultater. Men vi har mod til at tåle, at demokrati tager tid. Alle skal høres.
Men tingene går nogle gange for stærkt. Når regeringen vil haste lovforslag igennem, så ender det ofte med at vi glemmer nuancerne. At alle ikke får rimelige frister. Når tempoet bliver for højt risikerer vi at miste den kvalitet og grundighed der bare skal være når man lovgiver med konsekvenser for landet borgere og virksomheder.
***
I vores demokrati her i Danmark i 2023 har vi nu fået en flertalsregering. Det er vi ikke vant til. Den er grundlagt på at ville samarbejde, men er bestemt ikke bange for at fortælle, at den har et flertal uden os andre.
Det er selvfølgelig også demokratisk at have en flertalsregering. Men det er svært at undlade at bruge magten, når man har den. Men det er man nogle gange nødt til, hvis man vil have andre med. Så selvom man altid siger, at man skal kunne tælle til 90 mandater for at få flertal, så er det klædeligt, hvis man kan tælle til mere.
***
Vi står over for helt konkrete problemer, så der er grund til at samarbejde. For velfærdssamfundet er under pres.
Der er nogle, der har beskrevet det danske velfærdssamfundet som en humlebi, der ikke burde kunne flyve. Men det ved den ikke, og derfor flyver den alligevel.
Men med de udfordringer, vi står over for med flere ældre, flere kronikere og færre på arbejdsmarkedet … ja, så risikerer vi, at humlebien snart mister bevidstheden, styrter og bliver fundet livløs op af termoruden.
For vi mangler arbejdskraft. I både den private sektor og på vigtige områder i den offentlige sektor. Vi har en offentlig sektor, der er sandet til. Og så har vi en stående udfordring med partier, der konstant opfinder nye krav der føres til flere udgifter og til stadighed mener, der skal mere af det hele.
Hvis vi vil passe på velfærden, så er det de af os der tør sige nej til alle mulige ønsker og krav, som i sidste ende passer bedst på velfærden. For der er ikke råd til det hele og vi kan ikke prioritere det hele.
For at få arbejdskraft nok, er vi nødt til at have talt om, hvornår man kan trække sig fra arbejdsmarkedet. Hvad med en enkelt tommelfingerregel om, at man må trække sig før man bliver folkepensionist, hvis man er nedslidt? I stedet for det virvar af regler og ordninger, vi har nu.
For nogen tid siden så jeg en energisk kvinde på tv. Hun spillede floorball og havde det godt. Men havde fået lov til at trække sig fra arbejdsmarkedet før alle andre. Jeg synes ikke, at det er sådan, vi skal bruge pengene.
Faktisk føler 4 ud af 10 på Arnepension sig ikke nedslidte. Det er rigtigt godt, at de har det godt. Men måske vi skulle bruge pengene på de ældre, der ikke har det så godt. For det rigtigste er at prioritere det grundlæggende først.
***
Vi skal også prioritere i den offentlige sektor. Tid bruges forkert, og reglerne er for bøvlede.
En af de konservative borgmestre gav mig et slående eksempel på skøre regler. Hun sagde: ”Jeg har en borger, der har fået hjælp og har fået det bedre. Men nu må jeg ikke re-visitere borgeren og bruge pengene til nogle ældre, der rent faktisk har brug for hjælpen”.
For nu er pengene bundet til en, der heldigvis ikke længere har brug for det omfang af hjælp som tidligere.
I min bog er det ikke velfærd. Den bedste velfærd er ikke målt på antallet af kroner, der bruges. Det er nærmere hvordan de bruges. Vi er nødt til at prioritere.
For tiden bruger staten nogle af sine folk på at være efter nogle pensionister, som spiller banko. Ja, det er dramatiske tider på den danske bankoscene. Troede man, at man kunne møde op til frisk kaffe på kanden, hyggeligt samvær og en sidegevinst, må man tro om igen. Der bliver nemlig spillet for meget banko, siger myndighederne. Den slags skal nemlig finde sted under Danske Spils monopol.
Jeg tror, at der er mange, som har fået morgenbrødet galt i halsen, da de hørte, at deres banko forening lige pludselig blev set som et kriminelt foretagende. Det er derimod et socialt samvær for mange mennesker, der finder et fællesskab og mange foreninger er jo afhængig af en stor frivillig indsats, ligesom det jo ofte støtter lokalsamfundet.
Nu sagde jeg godt nok, at demokrati var svært. Men vi behøver heller ikke gøre det sværere for os selv, end det er.
Jeg er ret sikker på, at da I første gang hørte, at SKAT havde sendt 12,7 milliarder kroner ud af statskassen og lige ned i guldforede lommer på udspekulerede svindlere … der havde I nok et hurtigt et bud på, hvad de penge ellers kunne være brugt på.
Jeg vil i hvert fald sige det sådan, at man kan spille meget banko for de penge. Jeg synes myndighederne skal bruge deres kræfter på at jagte de rigtige og lade helt almindelige borgere være i fred!
***
Vi fejrer demokratiet og friheden i dag. Og vi må aldrig tag det for givet. Derfor er det vigtigt at vi vedbliver med at stå urokkeligt fast på vores støtte til ukrainernes frihedskamp mod de russiske overgreb og angreb på et frit og selvstændigt land.
Jeg ved godt at krigen har varet længe. Men vi må ikke ryste på hånden. Ja, det er mange penge vi bruger på at hjælpe ukrainerne i deres kamp for frihed. Og det har konsekvenser med sanktioner mod Rusland. Også for danske virksomheder.
Men sejrer Rusland i Ukraine, fortsætter de jo bare med det næste land indtil Putin har genskabt det gamle Sovjetunionen - eller hvad hans plan nu er.
Derfor skal vi kæmpe for sammenhold i EU og den frie verden. EU-landene er naturligvis forskellige. Sådan er det i et samarbejde, hvor vi skal sikre – også i fremtiden at EU er nationernes Europa. Men vi må og skal holde sammen i denne sag – også når det er svært.
Om lidt skal vi i Folketinget være enige om rammerne for et forsvarsforlig. Også her vil Det Konservative Folkeparti arbejde aktivt for, at vi bliver en del af forliget. Det danske forsvar igen bygges op. Det vil tage flere år, for der er meget, der skal gøres. Mildest talt, men viljen er der, og vi skal lykkes.
Der er krig i vores baghave og vi skal til at betale forsikringspræmien for at leve i fred og frihed. Den opgave har vi i alt for mange år primært bedt amerikanske borgere om at betale. Men jeg er glad for at verdens stærkeste forsvarsalliance, NATO, nu styrkes med optagelse af vores gode nordiske venner i Finland og Sverige, og jeg er glad for at NATO-landene helt generelt styrker deres forsvar.
Hvor er jeg i det hele taget taknemlig for at Danmark er en del af NATO. Det løber mig koldt ned af ryggen ved tanken om ikke at være det. Hvor ville vi stå i dag, hvis vi stod udenfor?
***
Kære alle sammen. I dag fejrer vi Landets Frihed, som det blev kaldt. Det er især i dag, vi minder hinanden om, at vi er fælles om at holde vores demokrati i live og børste sandet af det, der er sandet til. For vi skal være mænd og kvinder, som er opgavens storhed voksne.
Jeg vil ønske alle en rigtig glædelig grundlovsdag, hvor dannebrog, verdens smukkeste flag, vejrer så smukt og hvor vi minder hinanden om vigtigheden af hver eneste dag at kæmpe for og vedligeholde vores demokrati.
Tak.