Tak, fordi I er kommet.
Danmark er et fantastisk land.
Men der er stadig meget, vi skal kunne gøre bedre.
Vi skal give alle et frit valg, for det er kernen i et moderne velfærdssamfund.
Vi skal give mere plads til omsorgen end dokumentationen.
Vi skal gøre det lettere at drive virksomhed og passe på dansk økonomi.
Vi skal passe på Danmark. På vores værdier og identitet.
Det går jeg til valg på, og det gør jeg som statsministerkandidat.
Jeg elsker vores land, jeg elsker vores værdier.
Jeg ved, det tager lang tid at bygge gode ting op, og det kan tage meget kort tid at rive det hele ned igen.
Og derfor skal vi forbedre vores land, uden at vi skal kaste Danmark ud i store eksperimenter.
Men derfor må vi godt have store ambitioner.
Der er ting, vi kan gøre bedre i Danmark.
I et land med verdens højeste skatter, så er det altså mærkeligt, at der hele tiden tales om det, der ikke fungerer.
Det er et udtryk for, at vi ikke bruger pengene rigtigt, eller at der mangler ledelse og prioriteringer.
Det vil jeg ændre.
Alle kan huske Else Marie Larsen, plejehjemsbeboeren, der var med i dokumentaren, "Plejehjemmene bag facaden".
De to ansatte på plejehjemmet taler hen over hende, taler om hvor dårligt hun lugter, men de bliver enige om ikke at skifte hende.
Det er noget af det mest uværdige, jeg har oplevet i mit liv.
Det er et problem, der ikke kan løses med andet end handling.
Med fyringer. Med krav til medarbejdere, der passer ældre mennesker.
Med andre ord: Det skal i høj grad løses med ledelse.
Den offentlige sektor sander mere og mere til, hver gang vi politikere tror, at alt kan løses med mere dokumentation, flere penge, puljer, nye regler.
Vi er ikke lykkedes som samfund, når alle vores ældre ikke bliver behandlet ordentligt.
Når de ikke har tilstrækkelig omsorg og selv kan vælge pleje.
Andre steder er problemet mangel på tid og kolleger, fordi vi ikke har prioriteret rigtigt.
Enhver kan se, at sundhedsvæsenet er fyldt med dedikerede medarbejdere.
Men de mangler troen på, at de fremover kan få tingene til at hænge sammen.
De oplever, at deres kolleger stopper, og ikke kan forsvare patienternes forhold, og de oplever, at bureaukrati og skærmtid kiler sig ind imellem dem og patienterne.
Det kan vi gøre bedre.
Ved at tro på de ansatte, så sygeplejersken mest af alt kan gøre det, hun er god til: prioritere omsorgen og behandling over dokumentation.
Her har vi i fællesskab en stor opgave.
Alle jer, der arbejder i sundhedsvæsenet, skal have troen på fremtiden tilbage.
Det er en bunden opgave.
For mig er det helt grundlæggende, at vi har et samfund, der kan tage sig af dem, der ikke kan selv.
Og helt grundlæggende er det også, at vi hver især har vores frie valg.
For det, der er rigtig vigtigt for mig, er jo ikke nødvendigvis rigtig vigtigt for dig.
Vi vil gerne bo forskelligt, arbejde med noget forskelligt, vi har forskellige hobbyer, vi trives ved forskellige ting, og det skal vi respektere.
Derfor skal vi også have et samfund, hvor ældre kan få frit valg, både når det kommer til mad, rengøring, og hvor de skal bo.
Så er det mindre vigtigt, om det passer ind i den kommunale planlægning.
Vi skal være et samfund, hvor unge mennesker ikke længere vurderes på, om deres forældre tjener for meget eller for lidt til, at de kan gå på deres foretrukne gymnasium.
Vi skal være et samfund, hvor vi lader det private bidrage til at løse opgaver, i stedet for at blive sure over, at det offentlige tilbud har fået en konkurrent.
Det strider mod mine værdier, at regeringen modarbejder det private i takt med, at flere vælger det til, for de modarbejder jo danskernes egne ønsker.
Det frie valg er kernen i et moderne velfærdssamfund.
Jeg bliver jo ikke den, der lover at bruge flest penge. Men jeg skal bruge penge nok.
Hvis der skal være råd til dem, der har behov for hjælp, så skal flest mulig bidrage og klare sig selv.
De kan de fleste heldigvis også.
Men det skal være lettere at klare sig selv.
Det skal være mere indbringende at sidde bag kassen i Rema, end at gå ledig rundt.
Det nuværende flertal i Folketinget har fuldstændig mistet blikket for, hvor vigtigt det er, at folk går på arbejde.
Vi er nu nået dertil, hvor gevinsten ved at gå fra 10 timer til 37 timers arbejde for kontanthjælpsmodtagere er på 500 kr. om måneden.
Forskellen på at være ledig og i arbejde skal være større, og danske familier skal have råd til mere.
Derfor skal vi lette skatterne.
Og det fremlægger mit parti og jeg en fuldt finansieret plan for senere i denne uge.
Det er en kerneværdi, at man forsøger sig selv, hvis man kan.
Alle os, der kan, vi skal.
Det er sådan, vi får råd til velfærden, det er det eneste rimelige.
På lange stræk har reformer på tværs af partier sikret os en god økonomi.
Men vi må gerne blive ambitiøse igen.
Vi skal igen have et mål om, at Danmark skal være et mere velstående samfund.
Vi skal have et mål om, at Danmark skal være verdens bedste land at drive virksomhed i.
Vi taler alt for lidt om dem, der skaber fundamentet for vores velfærdssamfund: vores erhvervsliv.
Produktionsdanmark har tusindvis af arbejdspladser, hvor pengene tjenes, så vi kan have et godt og trygt velfærdssamfund.
Lad os løse problemerne med den manglende arbejdskraft.
Lad os give virksomhederne plads til at koncentrere sig om at tjene penge, konkurrere med hinanden, konkurrere med udlandet.
Der er så meget skaberkraft i vores erhvervsliv. Vi skal bare give det plads.
Jeg tror, vi danskere kan have en god tid foran os.
Hvor vi prioriterer vores samfund ud fra vores værdier og holder fast i dem, vi er.
Det kræver en indsats, hvis vi vil bevare dansk kultur, og det kræver, at alle respekterer og indordner sig efter danske værdier.
Vi har ikke plads til parallelsamfund, og jeg synes, vi stadig står med mange uløste problemer inden for udlændingepolitikken.
Et Danmark, der giver muligheder til alle, står ved sine værdier, og hvor vi passer på hinanden.
Det vil jeg stille mig i spidsen for.
Et Danmark med en klar borgerlig retning.
Når man har de ambitioner, så mener jeg, at det rigtige er at sætte sig for bordenden.
Og det er derfor, jeg gerne vil være statsminister.
Jeg vil tage ansvar for helheden, og jeg kan samarbejde, og jeg mener, at jeg kan få enderne til at mødes.
Så kære Jakob, Pernille, Inger, Morten, Alex, Marianne og Lars. Jeg ved, at vi kan finde ud af det sammen.
Jeg kender jer, jeg respekterer jer, og når jeg taler med jer hver især, så er det tydeligt for mig, hvor meget vi har tilfælles.
Vi skal lytte til hinanden, vi skal ville hinanden det godt.
Alle skal have politik gennemført. Ingen får alt gennemført. Men alle skal naturligvis have indflydelse.
Vi kommer til at gøre rigtig meget godt sammen.
Men vi kommer ikke til at gøre det alt sammen alene.
For brede aftaler hen over midten har en stor værdi for Danmark.
Vi har alle været med til at indgå sådan nogle aftaler, alle sammen. Også jeg.
Tag for eksempel klimaområdet, tag det nationale kompromis om at styrke danmarks forsvar og sikkerhed.
Det er godt for Danmark, at vi er mange, der bliver enige.
Men kære kolleger i den borgerlige familie. Det er os, der har mest tilfælles.
Vi skal få det til at fungere, og det ved jeg, vi kan.
Jeg har tænkt over det her længe.
Nogle vil sige meget længe.
Men for mig er det en alvorlig sag.
Til gengæld er det den rigtige beslutning.
Jeg mener, jeg har den rette erfaring fra både politik og arbejdsmarkedet.
Jeg har 18 års erhvervserfaring uden for Christiansborg.
Jeg har derudover skullet få velfærden og det brede samarbejde til at fungere som borgmester i en af landets største kommuner.
Jeg har ministererfaring, jeg har siddet i den tidligere regerings ledelse.
Jeg står fast på mine værdier, også når det strammer til, og det betyder, at jeg i en periode har måtte leve med PET-beskyttelse.
Jeg har stået i spidsen for at genrejse mit parti.
Den erfaring tager jeg med ind i mit lederskab.
Og ja, det bliver hårdt arbejde.
Jeg ved, hvad jeg går ind til.
Jeg er klar.