Deres Majestæter, Kære Byråd, Kære gæster.
Jeg vil på vegne af Assens Kommunes Byråd endnu en gang byde Deres Majestæter hjertelig velkommen til Assens Kommune og til vores smukke Rådhus.
Jeg vil på vegne af Assens Kommunes Byråd endnu en gang byde Deres Majestæter hjertelig velkommen til Assens Kommune og til vores smukke Rådhus.
Vi er meget beærede og stolte af, at Kongeparret – netop I år på Deres Majestæters første sommertogt som Kongepar – har valgt at lægge vejen forbi Assens. Dette i forbindelse med, at byen i disse dage fejrer sit 500-års jubilæum som købstad. Det var i 1524, at Frederik den 1. bekræftede byens købstadsprivilegier.
Forberedelsen af Deres Majestæters besøg har naturligvis også på anden vis givetanledning til at dykke lidt ned i historiebøgerne. Af dem fremgår det, at der findes endnu en rød tråd i historien til Deres Majestæters besøg. For Assens var også en af de første byer i Danmark, som Hendes Majestæt Dronning Margrethe besøgte kort efter tronskiftet i 1972.
Dengang – som nu – er vi i Assens utroligt glade for at få kongeligt besøg. Og det har bestemt ikke været nogen enkel opgave at sætte et program sammen. For hver gang man vælger noget til, vælges noget også fra. Igennem de sidste måneder har vi modtaget et overvældende antal henvendelser fra borgere, erhvervs-, kultur- og foreningslivet – alle med en klar opfordring og tilbud om at lægge vejen forbi i dag. Det har været fantastisk positivt at opleve den begejstring, der har været overalt i kommunen for Kongeparrets besøg og den stolthed, der har gennemsyret hver eneste henvendelse.
Og vi har rigtig meget, vi er stolte af i vores by og kommune. Vi er en kommune med aktive lokalsamfund og bymiljøer, hvor borgerne og vores erhvervsliv i et samspil med kommunen i høj grad bidrager til at udvikle lokalområderne. Vi er stolte af vores mangfoldige foreningsliv, som mange gode kræfter tager del i. Og vi har en hel fantastisk natur tæt på vand, skov og udsigten over markerne og Lillebælt.
Sammen med vores besøgsværter, glæder vi os til på forskellig vis at vise Kongeparret noget af det, vi har at byde på i vores område. Foran os og Kongeparret ligger derfor en intensiv dag med et tætpakket program.
I planlægningen af Kongeparrets besøg, har vi koncentreret dagen om en række emner, som vi i Assens Kommune er meget optagede af – og som vi også ved optager Deres Majestæter. Derfor er den røde tråd i programmet: bæredygtighed, social ansvarlighed og betydningsfulde fællesskaber for børn og unge. Ved at skabe det bedste grundlag for den unge generation, sikrer vi det bedste afsæt for Danmarks fremtid. Samtidig har vi også ønsket at besøget skulle være en festdag for vores borgere og besøgende i byen med mulighed for at deltage i dele af programmet og hilse på Deres Majestæter.
Dagens program spænder derfor over både et besøg på byens lokale skole – Peter Willemoesskolen, hvor elever fra skolens rettighedsråd fortæller, hvordan der på stedet arbejdes målrettet med børn og unges rettigheder. Ligesom fodboldholdet Assens FC Optimus og skolens lektiecafé er gode eksempler på betydningen af fællesskaber og social ansvarlighed. Til besøgene i Lundager Skov, Forsyningsparken og virksomheden WaterCare, hvor arbejdet omkring bæredygtighed, klima- og miljøbeskyttelse giver svaret på nogle af klimaudfordringerne. Endelig har vi naturligvis haft et ønske om, at Købstadsjubilæet skulle have en plads i programmet. Vi afslutter derfor eftermiddagen med en vandring igennem byen med rig mulighed for, at Kongeparret kan hilse på de mange borgere, der står langs ruten. Købstads-vandringen har vi krydret med en række fortællinger om byens 500-års historie.
Og netop det historiske tilsat en høj grad af æstetik har spillet ind i vores valg af gave til Kongeparret. Det er derfor en stor glæde, at jeg på vegne af Byrådet, Kommunen og erhvervslivet kan overrække et eksemplar af det ikoniske sofasystem Pantanova til Kongeparret. Pantonova er skabt af den verdensberømte designer Verner Panton, som faktisk blev født i Gamtofte lige uden for Assens i 1928 – og møblet er produceret af vores lokale virksomhed Montana Furniture i Haarby. Erhvervslivet og Assens Kommune har med særlig tilladelse fra Verner Pantons efterkommere fået fremstillet gaven til Deres Majestæter i kommunens blå signaturfarve.
Vi håber, at Kongeparret vil nyde gaven. Endnu en gang velkommen til Assens Kommune. Jeg ser frem til at vise vores smukke by og egn frem. Vise vores stærke fællesskaber blandt børn og unge – vise hvordan vi fremmer bæredygtighed, klima og miljøbeskyttelse – vise hvordan den aktuelle transformation binder byen og havnen sammen på en smuk og rekreativ måde. Velkommen!