Talen

I søndags blev påskeglæden vendt til rædsel.

Sri Lanka blev ramt af en række bestialske terrorangreb. I byer. Mod kirker. På hoteller. Hvor mennesker var samlet til påskeferie, til påskefred.

Mere end 300 har mistet livet. Mange flere er sårede. Helt uskyldige mennesker. Mænd og kvinder, gamle og unge og børn fra alle dele af verden.

Blandt de omkomne er tre danske børn.

Tre søskende – på ferie med deres forældre. Og med livet foran sig.

Det er ubærligt. Sætter selve livet i perspektiv.

Jeg har ikke ord for og kan ikke finde ord for, hvad familien må gennemgå nu. Det værste mareridt, man kan forestille sig. I har min dybeste medfølelse.

Mine tanker går også til den srilankanske befolkning. Og til alle srilankanere i Danmark.

I går blev der holdt massebegravelse af omkring 100 dræbte i Skt. Sebastian Kirken, hvor det værste af angrebene fandt sted.

Kiste på kiste på kiste. Familier i sorg og fortvivlelse.

Hendes Majestæt Dronningen og jeg selv har på Danmarks vegne sendt vores sympati og medfølelse til Sri Lankas præsident og premierminister.

Og jeg vil gerne benytte lejligheden her til at udtrykke min medfølelse og sympati overfor Sri Lankas konsul her i Danmark.

Angrebene rammer os alle med forfærdelse.

Og vi spørger os selv: Hvad er det terroristerne vil opnå?

Svaret er lige så enkelt, som det er skræmmende. Svaret er frygt.

Fordi frygt avler vrede. Vrede avler had. Had avler mørke.

De ønsker konfrontationen. Og med det mål graver de grøfter. Mellem mennesker, trossamfund og befolkningsgrupper.

De ønsker mistroen, konflikten, splittelsen – og de ønsker den, for enhver pris. Derfor vil de ramme os, hvor det gør allermest ondt. Forsøge at tvinge os alle sammen ind i deres mørke verden.

Hvad skal vi gøre?

Vi skal stå fast. Vi skal holde sammen. Vi skal tænde lys. Både helt bogstaveligt og i overført forstand.

Stå fast på de værdier, som forener mennesker på tværs af nationaliteter. På tværs af etnicitet og religioner. Og på tværs af politisk ståsted.

Vi skal insistere på friheden og demokratiet. På menneskerettigheder og livsglæde. På at være dem, vi er. Leve, som vi gør. Som frie mennesker.

Vi skal holde fast i hverdagen, ferierne og optimismen. Passe på os selv og hinanden og ikke lade os skræmme. Leve livet – og opleve verden.

Vi skal kalde terroristernes angreb for det, det er. Et usselt forsøg på at kaste en troldsplint i vore øjne.

Vi skal stoppe deres onde hensigter, inden de bliver til virkelighed. Stille gerningsmændene til ansvar på demokratiets åbne plads.

Og vi skal vise, at ekstremisme, vold og splittelse bliver besvaret med hjertevarme, livsmod og sammenhold. Men også fasthed.

Det skal vi gøre, uanset om ondskaben angriber en moske i Christchurch eller en kirke i Colombo.

Skellet går ikke mellem det kristne kors, den jødiske stjerne eller den muslimske halvmåne. Eller andre af verdens trossamfund.

Skellet går mellem dem, der hader og dem, som elsker.

Aldrig – skal hadet sejre.
Aldrig skal provokationen lykkes.
Aldrig skal sammenholdet – på tværs af vores forskelligheder – forvitre.

Aldrig, aldrig, aldrig.

Derfor står vi her. Endnu engang.

Skulder ved skulder. Hånd i hånd. Menneske ved menneske.

Endnu engang har de danske ungdomspartier arrangeret en mindehøjtidelighed. Sidst var i 2015 efter angrebene i Paris. Tak for det. Og tak til alle jer, der er kommet her i aften.

Endnu engang tænder vi lys og går fakkeloptog i hele Danmark. Til ære for ofrene og til forsvar for håbet. Tak til alle, som går med.

Endnu engang viser vi, at kærlighed og sammenhold er stærkere end ondskab og ødelæggelse.

For splittelsen og mørket må ikke vinde. Vi vil vinde.

Terror bygger på had. Men midt i sorgen bekræfter alle I, der er her i aften, at størst af alt er kærligheden.

Tak for ordet.