Skip to content

Steen Wrists åbningstalen ved DM i Skills

Fredericia Kommune / Claus Fisker

Om

Taler

Steen Wrist
Borgmester i Fredericia Kommune

Dato

Sted

Vestre Ringvej 101, 7000 Fredericia

Omstændigheder

I februar 2023 var Fredericia vært for DM i Skills. Unge fra landets erhvervsuddannelser var samlet i Messe C i Fredericia, hvor de dystede om medaljer inden for deres fag. Borgmester Steen Wrist holdt åbningstalen og Kronprinsen officielt åbnede DM i Skills. 

Tale

 Jeg står her først og fremmest som far 
Deres kongelig højhed, deltagere, udstillere, samarbejdspartnere, gæster – kære alle sammen. Hvor er det dejligt at se så mange til åbningen af DM i Skills 23! 
Jeg står her i dag som borgmester for værtsbyen Fredericia. Men jeg står her først og fremmest som far. For tre år siden - inden jeg blev borgmester i Fredericia Kommune – besøgte jeg DM i Skills sammen med min søn Mads, der gik i 8. klasse på det tidspunkt. Det var i Bella Centeret, og grunden til, at vi overhovedet var på vej til DM i Skills, var egentlig ret nedslående. 
Min søn havde netop fået røde knapper på alle de 6 parametre, som på det tidspunkt udgjorde den såkaldte uddannelsesparathedsvurdering. 
Sagt med andre ord – han var slet ikke klar, og det var en ret bekymret far og søn, der var på vej til Bella Centeret. Dét besøg endte med at blive et vendepunkt for Mads. 
Vi fik nemlig lavet en aftale med en elektriker fra Kolding. Det betød, at Mads én dag om ugen skiftede skoletasken og de tyske verber ud med faglige udfordringer og en meget håndgribelig indsigt i elektrikerfaget. 
Den ene dag om ugen, hvor han tog fra Fredericia til Kolding, betød alverden for ham. Mads fik arbejdstøj, han fik ansvar, indblik og han fik lov til at prøve kræfter med faget. 
Og så fik han – vigtigst af alt - en identitet og en følelse af: at det her, det kan jeg godt. Skolevægring blev vendt til skoleinteresse, og han bestod både 9. og 10. klasse med flotte karakterer. Ja, faktisk fik han så flotte karakterer, at han kunne have valgt at gå på gymnasiet. Men det gjorde han ikke. Han valgte en erhvervsuddannelse. 
Og på det, der hedder grundforløb 1, fik han en smagsprøve på, hvad det vil sige at være mekaniker. Han fik tilbudt en læreplads, og her for tre dage siden fik han sin første lønseddel. 
Så det er en utrolig stolt far, der står på scenen her i dag. Ikke fordi Mads har fået en lønseddel – men fordi han traf et vigtigt valg! Nemlig et uddannelsesvalg. 
Og lad os sammen her i dag få aflivet en myte. Der findes IKKE et rigtigt eller forkert uddannelsesvalg. Det forkerte består alene i IKKE at træffe et valg. 
Dengang min søn og jeg var på vej til DM i SKills i Bella Centeret var det begrænset, hvad vi kunne få af råd og vejledning. Dengang havde det letteste nok bare været IKKE at træffe et valg. Men sådan skal det ikke være. 
Derfor har vi i Fredericia Kommunen lavet et samarbejde med fagbevægelsen, erhvervslivet og uddannelsesinstitutionerne, så vi sammen kan bygge bro og skabe det her afgørende match mellem de unge, der gerne vil, og de mestre, der kan. 
Jeg vil gerne slutte af med at sige tak til Region Syddanmark for at bakke op om at få DM i Skills 23 her til Fredericia. Og også et stort tak til nabo-kommunerne her i Trekantområdet. 
Faktisk er det sådan, at kommunerne her i Trekantområdet har flere produktionsarbejdspladser, end der er i Aalborg, Aarhus, Odense og København. Tilsammen. 
Så derfor giver det så god mening, at DM i Skills bliver afholdt netop her i Fredericia, der i dag og de næste tre dage er hovedstad for erhvervsuddannelserne. 
Så velkommen til DM i Skills 23 og velkommen til Fredericia. 

Kilde

Kilde

Manuskript modtaget fra taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags