Kære alle sammen, tak for at være samlet her i dag, for at tage afstand til den stigende antisemitisme og for at mindes ofrene for terroren d. 7. oktober 2023. Det er vigtigt at vi tør tage stilling imod intolerancen og ondskaben når den viser sig.
Men lad os starte med at rejse ind i vores fælles historie.
De første dage i oktober har en ganske særlig plads i dansk-jødisk historie.
Det var i de dage for 81 år siden, at det danske samfund samlede sig i modstand mod de nazistiske planer om at implementere holocaust på dansk jord. Modstandsbevægelsen, jødiske ledere, flere politikere og ikke mindst helt almindelige danskere arbejdede da sammen om, at redde deres medborgere i sikkerhed i Sverige.
Det er dét Danmark, som stod sammen mod antisemitismens terror, jeg bekender mig til. Og desværre har 7. oktober vist, at der nok engang er behov for, at der nok engang er brug for at stå sammen mod antisemitismen
Vi kan ikke tage det tolerante og tillidsfulde samfund for givet.
Nu ser vi igen hagekors i vores gader, vi ser igen antisemitismen stikke sit grimme ansigt frem.
I dag da jeg gik ind på Christiansborg var der klistermærker med røde trekanter på lygtepæle, i metroen og på gaden.
Disse røde trekanter symboliserer støtte til den antisemitiske terrorbevægelse Hamas. At vi i det land, der i 1943 søgte at redde vores jødiske medborgere nu, skal se den slags i vores gader.
Det er ikke blot en direkte demonstration af at antisemitismen igen har fået fat, men et klart tegn på at intolerancen blomstrer.
Det gør den, fordi vi alt for længe har haft et misforstået forhold til begrebet tolerance.
Alt for mange har naivt set tolerance som noget der flyder ud fra majoriteten til minoriteten, uden at stille krav til minoriteterne, om at de i lige så høj grad skal være tolerante.
Dermed får vi en asymmetri i samfundet. En ensretning af tolerance, der dermed umuliggør tolerancen.
Det er her vi reelt får en suicidal empati, som den desværre forsat oplever, og den er et udtryk for en manglende modenhed og den er et svigt af de principper som vi i Danmark har været stolte af, som redningen af jøderne i 1943 er et godt billede på.
At vi er villige til at beskytte og tage vare på vores minoriteter, skal ikke betyde at andre minoriteter kan få lov til at udbrede antisemitisme og jødehad, at de kan udbrede den intolerance som vi står imod.
I dag er det årsdagen for den største massakre på jøder siden Holocaust. Man skulle tro at det gav stof til eftertanke, at det gjorde at man ikke så en stigende antisemitisme, men det gør vi.
Sørgeligt nok står vi med at antallet af skoleklasser, der besøger Dansk Jødisk Museum, er mere end halveret det seneste år. Ifølge museets leder skyldes det frygt for sikkerheden samt en opfattelse af, at et besøg på et museum om danske jøder bliver set som en stillingtagen i konflikten mellem Israel og Hamas.
I dag kan man i Jyllands-Posten læse en meningsmåling, der viser, at hvis man møder en tilfældig herboende muslim, er der større sandsynlighed for, at vedkommende støtter den stærkt antisemitiske terrorbevægelse Hamas, end at han/hun ikke gør.
I weekenden kunne man så se en demonstration, lige her i København, der i indkaldelsen og beskrivelsen af den, der beskriver at man opfatter den største massakre på jøder siden 2. Verdenskrig som et udtryk for "modstand" udført af det "palæstinensiske folk." I forlængelse heraf erklærer teksten, at man som deltager hylder "det palæstinensiske folks standhaftighed og modstand mod uretfærdighed." En "modstand", der altså bl.a. kom til udtryk den 7. oktober i form af voldtægter, overlagte og systematiske massakrer på tilfældige jøder og andre uhyrligheder. Der er altså tale om en ganske klar hyldest af Hamas' massakre samt en direkte ligestilling mellem terrorbevægelser og "det palæstinensiske folk."
En sådan demonstration, med et sådan formål, den kan kun finde sted hvor intolerancen den får lov til at tage sin plads.
Vi skal stå sammen, vi skal stå imod, vi skal bortvise mørkets kræfter fra vores midte og vi skal tage det ansvar på os som folk, som lovgivere og som fællesskab.
Det liberale demokrati består kun, når dets borgere køber ind på de helt grundlæggende værdier i demokratiet.
Vi må ikke tage vores fredelige, liberale samfund for givet.