Stephanie Loses tale ved Venstres landsmøde

Kære Landsmøde

Hvor er jeg glad for at stå her. I en stor sal med en masse gode Venstre-folk til et helt rigtigt landsmøde. Efter en lang, hård periode med Corona er vi ved at være tilbage ved normalen – og hvor er det godt!

Det er vel og mærke også et landsmøde, som hverken er virtuelt eller ekstraordinært. Lad os håbe, at det ikke kun er, når det gælder Corona, at vi er ved at være tilbage ved normalen, men at det også er tilfældet efter et par hårde år i vores parti.

Det er næsten 9 måneder siden, jeg blev valgt som næstformand. Dengang holdt jeg en tale, som jeg spåede, analytikerne ville kalde kedelig. Det kom til at holde stik. Nu er det jo ikke noget selvstændigt mål for mig at være kedelig. Men den rolle, som jeg som næstformand har lagt vægt på at udfylde – den er nok per definition lidt kedelig for dem, der ikke er en del af Venstres interne liv. Så jeg har, i hvert fald udadtil, fået lov til at leve et stille liv på næstformandsposten – og som man siger: den, der lever stille, lever godt.

Og jeg lever bestemt godt her i Venstre. Jeg vil gerne sige tak til alle jer ude i vores organisation for at tage så godt imod mig og bakke op hele vejen. Tak til Folketingsgruppen for at byde mig velkommen. Tak til vores partisekretær Christian Hüttemeier for altid at være klar med sparring og hjælp.

Og først og fremmest: Tak til dig, Jakob! Vi har haft kort tid til at få et samarbejde til at fungere. Men vi har begge prioriteret det og fundet vores helt egen måde at gøre det på, så vi bygger bro mellem de meget forskellige hverdage, vi hver især har i vores parti.

Vi har fundet ud af, at der er forbløffende mange ting, som vi ser helt ens på. Og sørme også nogle ting, hvor vi godt nok er meget forskellige. Men uanset hvad, så har vi opbygget et rum, hvor vi kan være fortrolige med hinanden. Sparre og søge råd, skælde ud over modgang og verdens uretfærdigheder. Og naturligvis: Glædes over fremgang.

Mange gode kræfter i Venstre har knoklet i de seneste år. Vi har været udfordrede. Men vi er ikke sådan at slå ud. Vi er lidt som en tumling, der bliver slået i gulvet og rejser sig igen. Det har været ubeskriveligt dejligt at se, hvordan der er blevet flere gode dage og flere og flere gode resultater. Jakob - jeg er slet ikke i tvivl om, at vi i Venstre er på rette kurs med dig bag roret. Jeg glæder mig til at være med på rejsen, også selvom den bliver lang, og der er bølgegang undervejs.

Og apropos bølgegang:

Der er nok omkring os, der gerne vil få vores skib til at gynge – måske endda tage vand ind. For os, der er om bord, handler det om at vi holder kursen og skyder fart fremad.

Hvis jeg skal blive in ordsprogenes verden, så startede jeg med “den der lever stille, lever godt”. Der er et andet der hedder, “dårlig omtale er bedre end ingen omtalte”. Men ved I hvad… - det er faktisk ikke rigtigt! Vi behøver ikke selv bidrage til bølgerne eller vandindtaget. Vi kan bruge vores tid langt mere konstruktivt, når vi er ombord på Skibet Venstre.

***

Et andet ordsprog siger: “hvad hjertet er fuldt af, løber munden over med”. Og mit hjerte er lige nu fuldt af kommunal- og regionsvalget, der venter om under 6 uger. Så det kommer min mund til at løbe over med nu.

For om Venstres store kommunale og regionale bagland kan jeg med meget stor overbevisning sige: “Der har jeg rod, derfra min verden går”.

Tallene taler deres tydelige sprog om, hvor stor en del af vores parti, det kommunale og regionale bagland er.

639 medlemmer af byråd og kommunalbestyrelser

38 borgmestre
6 rådmænd eller borgmestre i de største byer
54 regionsrådsmedlemmer

… og en enkelt regionsrådsformand

Og lige om lidt skal de – skal vi – på valg. Sammen med en helt masse flere. Venstre stiller nemlig med 1732 kandidater til kommunal- og regionsvalget den 16. November.

Og det er vel og mærke to vigtige valg, der venter os. I kommunerne og regionerne er vi derude, hvor man kommer tæt på borgerne. Der, hvor selv små beslutninger, vi tager i dagligdagen, kan have stor betydning for den enkelte indbygger i kommunen eller regionen. Der hvor prioriteringerne kan være benhårde, men også der, hvor glæden ved at se ting, der lykkes, er usigelig stor. Hvis folketinget indretter maskinrummet, så er det os lokalt og regionalt, der stiller på skruerne og drejer på tandhjulene, så maskinen rent faktisk virker. Vi er nemlig ansvarlige for store driftsorganisationer. Og det er os, der smører maskinen, så den kan køre effektivt.

I kommuner og regioner finder vi gerne gode løsninger i brede samarbejder. Men det er vigtigt at understrege, at det ikke betyder, at det er ligegyldigt, hvem der bliver valgt til at sidder der. For dygtige folkevalgte fra Venstre sætter dagsordener. Gør en forskel. I hele landet.

Det er ikke tilfældigt at det igen og igen er Venstre-kommuner der sætter sig hårdt på de øverste pladser i Dansk Industris årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Så hårdt, at der kun var en enkelt socialdemokratisk kommune, der havde sneget sig ind i top ti i år. I Venstre forstår vi vigtigheden af erhvervslivet og vælger aktivt at fremme virksomhedernes vilkår gennem den politik, vi fører. Jeg tror faktisk ikke at socialdemokrater er deciderede i mod at være erhvervsvenlige. Men de prioriterer det tydeligvis ikke.

I Nordfyns Kommune har Venstre med Borgmester Morten Andersen i spidsen fx arbejdet målrettet på at rykke kommunen fra at være nummer 85 på listen over erhvervsvenlige kommuner, til at være i top 10. Den socialdemokratisk ledede Kerteminde Kommune, som ligger lige på den anden side af Odense fjord, må derimod nøjes med en 91. plads.

På Sjælland i Kalundborg Kommune har Venstre med borgmester Martin Damm i spidsen også satset benhårdt på erhvervslivet. Det har gjort det muligt at sænke skatten 6 gange på 12 år, så dækningsafgiften nu er fjernet og indkomstskatten den laveste på Sjælland – vel og mærke samtidig med at velfærden er blevet prioriteret.

I Viborg har Venstres borgmester Ulrik Wilbek demonstreret, hvordan man nedbryder søjler på tværs af en kommunens organisation og sætter borgerne i centrum. Samtidig med man afbureaukratiserer. I en proces drevet af Venstre er kommunens 65 politikker blevet afskaffet og erstattet med en “sammenhængsmodel” med 5 temaer. Det skal sikre, at der arbejdes på tværs til glæde for borgerne, og beslutninger træffes enklere, klogere og hurtigere.

Venstre har desværre ikke 98 borgmestre og 5 regionsrådsformænd. Men også i de kommuner og regioner, hvor vi arbejder fra andre platforme, lykkes vi med at sætte dagsordener og gøre en forskel.

I onsdags var jeg fx på rundtur i Nordjylland sammen med Venstres rådmand i Aalborg, Mads Duedahl. Som sundhedsrådmand har Mads været optaget af, hvordan man kan hjælpe de mange mennesker, der er i fare for at gå ned med stress, blive sygemeldte og måske i værste fald miste tilknytningen til arbejdsmarkedet eller uddannelse. Derfor har Aalborg Kommune åbnet Danmarks første Center for Mental Sundhed, som jeg besøgte sammen med Mads og andre gode Venstre-folk i onsdags. Et center der årligt giver næsten 1.000 borgere i Aalborg hjælp til at håndtere stress og få en bedre mental sundhed, og som samarbejder med ungdomsuddannelserne i Aalborg om en særlig indsats i en tid, hvor rekord mange unge er udfordrede på deres mentale sundhed.

Nu stiller Mads op som kandidat til regionsrådsformandsposten i Nordjylland – med et klart mål om gøre Nordjylland til Danmarks førende region i kampen mod mental usundhed. Dét er da at sætte en dagsorden, der kan gøre en forskel! Nu er det jo altid en kamp at blive den førende region i Danmark, når Syddanmark er med i kapløbet… Men jeg håber at Mads i Nordjylland, Anders i Midtjylland, Jacob i Sjælland og Martin i Hovedstaden får rig lejlighed til at give os i Syddanmark kamp til stregen – til gavn for borgerne!

I København er der nok ikke så mange af os, der er i tvivl om, at det ikke er Venstre, der har overborgmesterposten. Men også her sætter vi dagsordener og bruger vores indflydelse. Siden Cecilia Lonning-Skovgaard overtog posten som Beskæftigelses- og Integrationsborgmester i starten af denne valgperiode har Venstre arbejdet for at rette op på Københavns Kommunens ry for at være den værste kommune at være veteran i. Med en massiv prioritering af området er der nu bl.a. særlige tovholdere for veteranerne og samarbejdsaftaler med civilsamfundet. Forsvarets Veteran Center anerkender den nye måde at arbejde på som “State of the art” i Danmark.

I var ikke i tvivl i forvejen. Det er jeg sikker på. Men efter den her række af eksempler, så er der i hvert fald slet ikke noget at være i tvivl om: Venstres folkevalgte i kommunerne og regionerne løfter en kæmpe opgave og gør en forskel.

Det er vigtigt, at vi alle husker det. For det er ikke altid nemt at være folkevalgt.

Mange af jer kender jeres lokale medlemmer af byråd og regionsråd fra jeres vælgerforeninger og kommuneforeninger. Det er dem, der både skal passe et såkaldt “rigtigt” arbejde og politikken. De møder op hos jer i organisationen og orienterer om, hvad de arbejder med. Og de passer møde på møde, konferencer, sociale medier, mails i massevis og meget andet.

De må leve med, at politikernes troværdighed er på niveau med journalister og brugtvognsforhandlere, og stadig flere af dem oplever at blive udsat for trusler og chikane, fx på de sociale medier.

Og så er de vidt forskellige:

Det er landmanden, der forlader gården, for at passe sit borgerlige ombud. Pånær i høsten, selvfølgelig. Den unge VU’er, der skal passe studier og eksaminer ved siden af. Den tidligere borgmester, der trækker på al sin erfaring og er en god, solid arbejdskraft, selvom han kunne været gået på pension for længe siden. Den selvstændige, der godt ved, at virksomheden nok godt kunne bruge lidt mere opmærksomhed. Ham og hende, der både passer et regionsråd og et byråd. Og læreren, der må have skemaplanlæggeren til at trylle, hvis enderne skal nå sammen. Bare for at nævne nogle eksempler.

Hos mig i Syddanmark hedder de Mads, Kristian, Preben, Bo, Anja, Tage, Gitte og Mette. I de 4 andre regioner og 98 kommuner hedder de noget andet. Men når alt kommer til alt, er konklusionen den samme:

Det er ikke altid nemt at være folkevalgt. Alligevel stiller 1732 Venstre-folk – mange af jer er her i dag – op og tager dermed en tørn i demokratiets tjeneste, og omkring 4 ud af 10 af jer ender formentlig med at blive valgt .

Vi skylder alle jer, der stiller jeres kandidatur til rådighed, alle jer, de seneste 4 år har passet stort og små, - en kæmpe tak. Vil I ikke sammen med mig, give vores folkevalgte og vores mange kandidater en hånd!

Tak! MEN – de der valg, de vinder jo ikke sig selv!

Valgkampen ER begyndt, det er nu, I skal ud og kæmpe for det. I de her uger er jeg på tur rundt i landet – onsdag var det Nordjylland, Torsdag Midtjylland – og i næste uger bliver det Hovedstaden og Sjælland.

Jeg fornemmer en boblende optimisme og en kampgejst fra jer derude. Og det manglede også bare, for som I nok kan høre, så har vi virkelig noget at kæmpe for.

Rundt omkring har forberedelserne været i fuld gang længe:

Formanden er på vej rundt og besøge jer i hele landet, og som I kan høre er jeg også på rundtur, og også Sophie Løhde og Karsten Lauritzen vil som henholdsvis politisk ordfører og gruppeformand tage på turné og bakke jer op. Ligesom hele Folketingsgruppen er klar!

Ingen af os kan vinde et valg alene. Men som parti, som hold ude i de enkelte kommuner og regioner – i et tæt samspil mellem folkevalgte, kandidater, organisation og frivillige – så kan vi rigtig meget.

Så det er nu det gælder. Der er 103 valg, med hver deres dynamik, hver deres persongalleri og hver deres muligheder. Det er jer, derude, der gør forskellen. Det er vores resultater i de kommuner og regioner, hvor vi sidder for bordenden. Det er vores vilje til at sætte dagsordener og vise alternativer, der hvor vi er i opposition. Men det er først og fremmest de 1732 kandidater – det er os, vælgerne skal kunne se og mærke, os, de skal føle sig trygge ved og betro deres kryds.

Det er nu, vi skal ud og vise alle, at vi er et parti med solide kommunale og regionale rødder. Vi har masser af dygtige folk. Vi har kampagne-værktøjerne. Vi har politikken. Så hvis jeg skal slutte med endnu et ordsprog, så lad os gå til valget med den tilgang, at nu skal vi i dén grad kæmpe for det – for “intet kommer af ingenting – bortset fra lommeuld” – til gengæld “kommer alt godt til den, der venter”.

Jeg er SÅ klar. – Det håber jeg også, I er.

Godt valg derude!