Skip to content

Stine Egedes tale i anledning af Grønlands nationaldag

Kommune Kujalleq

Om

Taler

Stine Egede
Borgmester (IA), Kujalleq Kommune

Dato

Tale

Kære alle borgere i Kommune Kujalleq
I anledningen af vores nationaldag vil jeg udtrykke mine inderste lykønskninger til jer alle i byer og bygder, eller hvor end i bor.  
Lige som vores forfædre har fejret dagen, når solen stod på sit højeste og kaldte det for Ullortuneq - årets længste dag - har vi ført traditionen videre. Vores forfædre har, sammen med deres familier og bofæller iklædt sig deres fornemste tøj, fejret årets længste dag ved en overdådig fælles spisning med forråd, som de havde tilberedt i løbet af året.
I dag skal vi sammen fejre vores kultur, og vores kulturelle traditioner i form af sammenhold, samarbejde og samvær som et folk, som vi har arvet fra vores forfædre og som vi skal videreføre til vores efterkommere. 

Nu er det højsommer i Sydgrønland, hvor naturen i løbet af vinteren har vist sin magt med kulde og masser af sne, men ikke desto mindre gik det over på et øjeblik, som var det pustet væk. 
Naturen og vegetationen er ved at blive rigtig grøn, og jeg ønsker, at sommervarmen og højsommeren vil blive nydt af alle. For lige uden for os i havet og inde i fjordene har vi vores ressourcer, lige til at tilberede som vinterforråd, og disse enorme ressourcer bliver godt udnyttet af dem, der har adgang til det. 
Ikke desto mindre er der andre, der ikke har den mulighed, derfor skal vi huske, at vi gennem fælles initiativer kan give andre den glædesoplevelse.
På denne tid af året, hvor alt føles lettere, oplever vi traditionen tro dimittender med deres huer og eksamensbeviser. Når det gælder vores fremtid, så er det dem, som vi sætter vores lid til. Jeg ønsker alle dimittender inderligt tillykke med deres resultater, og ønsker alt vel for dem, der skal videre i uddannelsessystemet; gid vort land må drage nytte af jeres kompetencer i fremtiden.
Her i Grønland og i Sydgrønland har vi brug for al uddannet arbejdskraft, derfor er vi fra Kommune Kujalleq meget glade for dimittenderne fra de forskellige uddannelsesgrene. 
Vi håber også at vores unge som er rejst på uddannelse kommer tilbage hertil efter endt uddannelse, da vi har brug for flere hænder i videreudviklingen af vort land.
Alle forældre har ønske om den bedste udvikling for ens egne børn. Uanset dette, har jeg en opfordring til alle forældre: Vi har børn som vokser op i familier med svære vilkår og begrænsede ressourcer, af den ene eller anden årsag. Så lad os handle i tide, når vore medborgere har brug for hjælp. En tidlig indsats kan have en stor effekt for det enkelte barn.
Vi har ældre blandt os, der er blevet alene og flere som ikke bor samme sted som deres nære og børn. Heldigvis har vi medborgere, som er meget omsorgsfulde, som forsyner eller på anden måde støtter den ældre generation. Dem har jeg inderligt meget at takke for.
Jeg vil gerne bruge denne lejlighed til at takke sportsforeningerne og de frivillige initiativtagere, der skaber samvær ved at arrangere aktiviteter eller festivaler i vores byer eller bygder. Takket være jer, har I skabt glæde, viljen til at opnå resultater og sammenhold året rundt til glæde for os alle, eksempelvis på dagen i dag, hvor I også deltaget i forskellige aktiviteter og arrangementer. 
Jeg vil tillige takke alle sportsudøvere, der har deltaget i de forskellige landsdækkende stævner på vegne af Kommune Kujalleq. Jeres bestræbelser har på denne måde virkelig betalt sig. Når det er sagt, vil jeg ikke undlade at takke virksomhederne i vores kommune inderligt og endda andre eksterne aktører, der har givet støtte til sportsudøverne. 
Covid-19 har i løbet af de sidste to år give store udfordringer. Det har ramt trafikken, samhandelen, anlægsarbejdet og andre områder hårdt, så jeg ser frem til normaliseringen på alle områder. Jeg håber, at alle de arbejdsdygtige vil engagere sig helhjertet i deres arbejde. Erhvervslivet har brug for jeres alles bidrag.
Nu er hverdagene kommet tilbage med deres genkendelighed, latter, lyden af forsamlinger, og må disse tider fortsætte fremover. 
For så vidt angår vores fremtid, har jeg et budskab, der vedrører genanvendelse af alle de materialer vi bare smider ud i dag. En masse genbrugelige møbler hober sig op i vores dumpe, og mange bliver bare brændt af til ingen nytte. Er det ikke på tide, at vi udvikler og praktiserer genbrug? På denne måde kan vi minimere forureningen i vort kære land.
Der er krig i andre dele af vores verden, og selvom den er langt væk fra vores land, så rammer krigens konsekvenser også os. Ikke på samme måde som dem der oplever krigens rædsler med fare for liv og store materielle ødelæggelser. Vi lever i et fredeligt land men vi oplever krigens konsekvenser på stigende priser - og alle vil mærke det på et eller tidspunkt. Jeg håber at vi sammen kan komme udfordringerne i møde, hvad enten det er landbrug, fiskeri, andre erhverv eller blot som almindelige borgere. En ting er helt sikker: Vores kultur, det er den der skaber sammenhold, det er den der skaber samarbejde og det er den vi skal værne om. Det det gør vi i dag! 
Borgere i Kommune Kujalleq, gæster og alle grønlændere, vi har jer i vores hjerter, også dem vi ikke kan være sammen med i dag. Jeg ønsker jer en god nationaldag; må I nyde og fejre dagen sammen. Jeg vil gerne slutte af med et citat fra et digt af Jakob II Egede, for at hylde at sommerens lange dage endnu en gang er kommet med al den naturlige skønhed omkring.:
”Ila qujanartoq nunannguami

Kalaallip Kiap malugissanngilaa
inuugatta maani siooranata
pikittorsuit ungataani”.
Tak.

Kilde

Kilde

kujalleq.gl

Kildetype

Dokumentation på online medie

Ophavsret

Tags