Kære Landsmøde
Hvor er det skønt at være i selskab med så mange EU-modstandere.
Vi ser ens på, hvad EU – det sted størstedelen af vores love kommer fra – er og kan være. Vi er nok også enige om, at der siden vi samledes sidst kun er kommet flere grunde til at være EU-modstander.
Vores bange anelser og advarsler om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet er blevet til virkelighed:
Vi har nu en udenrigsminister, der taler åbent om at ville afskaffe vetoretten på udenrigs- og forsvarspolitikken. De tunge spillere nede i EU har meldt sig klar til en traktatændring, der vil sikre det sidste, og det første kan lade sig gøre på grund af de ”passerelle”-bestemmelser, den her bevægelse råbte op om i forbindelse med Lissabontraktaten skulle vedtages. Kære venner, vi fik desværre ret.
Vi har lovet alle væsentlige beslutninger om vores militær og militærindustri væk til EU’s forsvarsagentur – et kontor styret af den ikke-folkevalgte EU-Kommission.
Og vi har gennem EU fortsat støtten til virksomheder i den europæiske militærindustri, som producerer ulovlige våben og som eksporterer til diktaturstater.
Den her bevægelse har aldrig været med på fortællingen om, at EU skulle være et fredsprojekt. De seneste års udvikling, og desværre nu også Danmarks rolle, viser med al tydelighed, at EU ikke skaber fred i verden.
At EU ikke skaber fred i verden blev også tydeligt her for nylig, når Kommissionsformand Ursula von der Leyen uden mandat fra medlemslandene blåstemplede Israels ulovlige krigshandlinger i en ellers fin sympatierklæring med ofrene for Hamas’ angreb.
Det er ikke kun på det militære område, at man kan blive bekræftet i sin EU-kritik. Vi har et EU-budget, der bliver større og større og en dansk regering, der ikke kan finde penge til Store Bededag, men til stadighed godt kan finde penge til EU.
Samtidig giver den danske regering besked til Kommunerne om, at de skal spare. Og hvorfor egentlig, når der er penge nok I kassen? Jo på grund af budgetloven, som har sine rødder i EU.
Der er også kommet mange nye, bekymrende forslag fra EU-systemet: Står det til EU-kommissionen, skal vi droppe forsigtighedsprincippet fuldstændig i forhold til GMO’er i vores mad. Og al vores digitale kommunikation – inklusive de beskeder, vi sender på krypterede tjenester – skal systematisk overvåges. De fine klimaambitioner vi hørte fra Kommissionen, når den var ny-udpeget, er væk. Og vores allesammens nye klimakommissær har en professionel baggrund i oliegiganten Shell.
Så ja, hvis man følger godt med, er det ganske tydeligt, at EU ikke er noget at råbe hurra for.
Men det kræver faktisk, at man følger godt med. Og at man går kritisk til sine kilder til EU-information.
Fordi når vi hører om EU's militære udvikling, hører vi mest kun, at det handler om noget med sammenhold med Ukraine, ikke om EU-Kommissionens magtgreb over vores forsvar eller forsvarsindustiens magtgreb over EU-Kommissionen.
Når man hører om, at EU-budgettet skal blive større, så er det noget med at det er nødvendigt på grund af krigen i Ukraine – før hed det nødvendigt på grund af Brexit – og ikke noget om det massive overforbrug i alle mulig andre dele af EU-systemet.
Og så er der alt det, vi slet ikke hører om. Partierne taler ikke meget om, at EU er medskyldig i diverse nedskæringer og utilstrækkelige klimaplaner. Tænketanken Europa graver ikke i de problematiske aspekter af EU’s våbenstøtte. Alle mulige EU-eksperter som medierne inddrager har for travlt med at tale om EU’s fortræffeligheder til at bruge tid på, at der kunne være en anden måde at se tingene på.
Det er derfor, at det er nødvendigt med Folkebevægelsen mod EU i den offentlige debat. Vi dækker en del – en meget vigtig del – af den politiske virkelighed som ellers ikke kommer frem.
Der er brug for os. Det er vi i denne forsamling alle sammen enige om.
Nu skal vi finde ud af, hvordan vi bedst kommer ud med vores budskaber. Vi har nogle store forslag på dagsorden om vores organisation. Der vil være ting, vi her i forsamlingen er uenige om. Og det må vi rigtig gerne være! Hvis vi ikke var uenige, var der ikke behov for demokrati. Og demokrati er vi så glade for her i bevægelse. Det er gennem de grundige debatter og diskussioner, gennem at lytte til hinanden, at vi får de bedste resultater.
Folkebevægelsen skal styrkes! Vi går et valg i møde, hvor der desværre er en meget stor risiko for, at vi ikke er på stemmesedlen. Jeg ser meget frem til nogle gode og givende debatter om, hvordan vores budskaber alligevel kan fylde i den offentlige bevidsthed.
Det er nemt at være opgivende. Det har været nogle rigtig hårde år, siden vi røg ud af EU-parlamentet. Politisk, økonomisk, organisatorisk.
Men i dag er jeg faktisk ikke opgivende. Jeg er stolt. Stolt over at få lov til at være med i denne her bevægelse og stolt af vores fælles indsats. Vi har godt nok stået i kraftig modvind på det sidste. MEN vi har bevaret håbet. Håbet på, at den vigtige politik, som vi står for, kan fylde noget igen.
Der er et kendt militærudtryk, senest brugt i Danmark af statsministerens topembedsmand Barbara Bertelsen, der fortæller, at ”håb ikke er en strategi”. Og det er sådan set rigtigt.
Hvis håb var nok, så var vi på den stemmeseddel til juni.
Håb er ikke en strategi. Men kære venner, håb er en drivkraft.
Håb – og en sober konstatering af, at vores politik er nødvendig – har været med til at få os så langt, at vi på trods af alting står på et landsmøde med nogle forslag der kan fremtidssikre vores bevægelse. Beholde os som en legitim del af den danske EU-debat. Give os en mulighed for at vokse. Det kan vi godt værre stolte af.
Jeg ser meget frem til diskussionerne. Rigtig godt landsmøde!