Kære landsmøde,
Hvor er det godt at se jer alle sammen og kunne mødes sådan her igen.
Sidste landsmøde holdt vi i skyggen af EU-Parlamentsvalget og inden, der var noget, der hed COVID-19. Man må jo konstatere, at det er sket lidt siden.
Sidst vi mødtes, lovede vi hinanden ikke blot at fortsætte EU-modstanden, men at finde ud af at styrke den. Og styrket står vi – vi har fået omkring 450 nye medlemmer, siden sidste landsmøde.
En del af forklaringen på det er, at EU i løbet af de sidste to år har fået meget mere magt. EU har fået magt, som os borgere, os vælgere, ikke ønskede at afgive. Det er sket hurtigt; virkeligheden overhalet selv de mest kritiskes frygt.
EU har taget hastige skridt i retningen mod at blive Europas forenede stater. EU-landene har stiftet fælles gæld med et initiativ, der er blevet døbt EU’s ”Hamiliton” øjeblik, med reference til det tidspunkt i amerikansk historie, hvor man gik over til en egentlig føderal styreform. EU har fået en ny slags indtægt, der minder frygtelig meget om en EU-skat.
De initiativer, der mod de fleste danskeres vilje binder os tættere sammen med EU-systemet, havde ikke været realistiske at gennemføre for to år siden. Selvom EU-toppen har leget med ideen længe, havde de fleste ikke forestillet dig, at det ville gå igennem.
Så kom coronakrisen.
Og som der er blevet sagt heroppe fra talerstolen mange gange i tidligere år, så lader EU aldrig en god krise gå til spilde. Ja, ifølge tidligere kommissionsformand Jean Claude Juncker, så havde EU faktisk ”brug for” coronakrisen. Det er en ganske tankevækkende og egentlig ubehagelig kommentar.
Krisen og krisestemningen muliggjorde de store føderale skrift, EU har taget. ”Det er vigtigt at stå sammen” lød det fra EU-Kommissionen. Men når EU-Kommissionen siger ”stå sammen” mener de egentlig, at vi skal gøre, som de siger. Når Danmark for eksempel vil have vores egne penge tilbage den såkaldte genopretningsfond, der er lavet med fælles gæld, skal vi præsentere en plan der lever op til alle EU-Kommissionens økonomiske henstillinger. De henstillinger var ikke bindene for Danmark før – det er de blevet nu.
Ikke kun skal Danmark medfinansiere den fælles gæld, vores EU-kontingent er også steget. Den er steget med hele 4,5 milliarder kroner om året. 4,5 milliarder kroner. Det er altså mange penge. Det er mange gange den såkaldte forhandlingsreserve – altså det beløb, der er til politisk forhandling ved finanslovsforhandlingerne hvert år. For 4,5 milliarder kunne man ligestille sygeplejerskers løn med politibetjentes og have penge til overs. Eller man kunne afskaffe arveafgift og sikre minimumsnormeringer. Alligevel blev det i sommeren 2020 vedtaget næsten uden politisk diskussion i Danmark, at vi skulle sende 4,5 milliarder kroner mere til EU om året.
Det var der jo heldigvis en del modstand i mod blandt befolkningen i Danmark. Folk tog godt i mod vores dengang videomøder og materialer om sagen. Den største bølge af nye medlemmer kom også i sommeren 2020. Vi mærkede for alvor, at der bestemt er brug for en samlende EU-modstand i Danmark. Der er brug for Folkebevægelsen mod EU.
Vi står jo ikke kun overfor, at EU har fået nye midler. EU har også fået magt på nye områder. EU-Kommissionen har fremlagt de første forslag til en sundhedsunion, som har nogle ret bekymrende elementer.
EU-Kommissionen har også fremlagt et forslag til en lovbestemt mindsteløn. Hvis den bliver vedtaget, så står den danske og nordiske model enormt svagt. En lovbestemt mindsteløn vil underminere vores kollektive forhandlinger og dermed være til stor skade for både arbejdstagere og arbejdsgivere.
Folkebevægelsen mod EU har står heldigvis ikke alene i kampen mod EU-mindsteløn. Vi har arbejdet sammen med partier og organisationer for at skabe opmærksomhed om sagen, og denne kamp vil forsætte og intensiveres det kommende år. Her er det meget vigtigt, at vi er med.
Et andet sted, det har været vigtigt at blande os det sidste år har været i debatten om, hvorvidt EU redder klimaet. Modsat tidligere er EU-Kommissionen begyndt at tale rigtig meget om klima og miljø. Men mens vi hører en masse grøn retorik, ser vi meget lidt egentlig grøn politik. EU’s 2030-klimaplan Fit for 55 er fyldt med huller og viser en gang for alle, at EU heller ikke formår at tage klimakrisen alvorligt. Samtidig gør EU det sværere for enkelte lande at gå forrest i både klima og miljøspørgsmål. Selvom der for eksempel er flertal i folketinget for et totalforbud af Round-Up og en udfasning af diesel- og benzinbiler, er det ikke noget, vi må gennemføre for EU. Derudover bliver Danmark ofte repræsenteret af EU ved internationale klimaforhandlinger, hvilket tit svækker vores position.
Alt det har vi i løbet af særligt det sidste år gjort opmærksom på ved møder, uddeling af materiale, videomøder og artikler. Vi oplever også her, at der er mange, der ikke køber de tomme løfter, EU kommer med. Vi har fået mange nye mennesker i tale ved at fortælle om klimaet. Det her er også en kamp, der forsætter. Vi kan være stolte af, at vi også her sætter vores præg på debatten.
De sidste to år har vi også set vores danske EU-forbehold både truet og undermineret.
Panelsamtalen vi lige har hørt viste, at vi trods vores euroforbehold er underlagt en masse af eurolandenes finanspolitiske rammer.
Og trods vores forsvarsforbehold betaler Danmark til både EU’s forsvarsfond og nye fredsfacilitet.
Den meget kreative – ja, udemokratiske – fortolkninger af vores forbehold, har vi i Folkebevægelsen mod EU sagt klart fra overfor.
Der er nu også flere partier, der melder klart ud, at de helt ønsker forsvarsforbeholdet afskaffet. De får kamp til stregen, men også dén kamp kræver, at vi står stærkt.
Det er ingen hemmelighed, at vi trods medlemsfremgang har stået lidt svagere end tidligere de sidste par år. Vi har ikke længere den synlighed eller EU-politiske indsigt, vi havde, dengang vi også havde en repræsentant i EU-Parlamentet. Af den grund har nogle dømt os ude. Ligesom de har utallige gange før i vores snart 50-årige historie.
Men kære landsmøde, vi er her jo stadig. Og der er endnu mere end før brug for, at der er nogen der siger fra over for den endeløse EU-centralisering. Der er brug for os, der tænker større end EU. Der er brug for os, der godt vil samarbejde med resten af verden, men ved, at det kan gøres bedre end gennem EU. Der er brug for os, der vil ud af EU.
Der vil være dem, der siger, at vi ikke lykkes med næste projekt. Og til dem vil jeg sige: Vent os se.
Det så ikke ud til, at vi ville vinde Retsforbeholdsafstemningen i 2015. Det så heller ikke ud til, at vi ville vinde euroafstemningen i 2000. Og nej’et i 1992 kom da også bag på mange.
Hvis vi kigger lidt ud i verden, så var der heller ikke så mange, der så brexit komme.
EU-modstanden bliver ved med at vende tilbage, trods altid svære kår, fordi den repræsenterer noget så vigtigt og folkekært som folkestyre.
I Folkebevægelsen mod EU har vi et ansvar for at sikre, at EU-modstanden står stærkt. Det gør vi, ved at være garant for en kvalificeret, klar og ikke mindst tværpolitisk EU-modstand.
Det har vi en stolt fortid for at sikre, og sammen skaber vi en stolt fremtid.
Fortsat godt landsmøde og tak for ordet.