Tak for ordet. Jeg hedder Susanne, jeg bruger pronominerne hun/hende.
Jeg havde forberedt en anden tale til i dag. Den var sådan set svær nok at skrive. Jeg synes, vi står i en svær tid. Den handlede om, hvordan vi fejrer pride i en tid med en følelse af stigende ufred og uenighed.
Om hvordan vi fejrer Pride, hvordan vi er intersektionelle, hvordan vi har øje for de mest udsatte og hvem de er. Hvordan vi sammen – os der er i LGBTQIA+ miljøet – må være modige og gå ind i de svære samtaler. Hvordan særligt vi der har stillinger og midler og privilegier må kunne stå i og tage mod kritik – også når den kommer fra de dele af miljøet, vi ikke selv er en del af til dagligt. Det er svært og det er hårdt, men vi skal kunne stå i det, og vi skal kunne tage de samtaler.
Os der er her i dag, vi har en samtale, vi skal tage på den anden side af den her pride. Så det var det min tale oprindeligt skulle have handlet om.
Men så landede din kronik i morges. Det var noget af en mavepuster. Jeg fik faktisk kvalme. Ja, det fratog mig alvorlig lysten til at møde op i dag.
Man kan jo ikke fortolke på andres intentioner, men jeg kan prøve at fortælle og sætte ord på, hvordan den er landet hos os i LGBTQIA+ miljøet.
Vi vil jo gerne i LGBT+ Danmark uddele ros når de berettiget. Det synes jeg vi gør. Vi er også nødt til at sige fra, når vi bliver uretfærdig behandlet.
Det er vildt akavet at komme til en fest, eller det der skulle være en fejring og så kritisere værten. Min farmor ville krympe sig – hun var hofjægermesterinde – hun ville have sagt, at var helt udenfor Gads retningslinjer.
Men ligesom jeg kan fornemme at dit politiske bagland i Venstre i kronikken, som måske er nogle af dem, du taler til, så kan jeg heller ikke bibeholde min politiske legitimitet, hvis jeg ikke på det kraftigste siger fra.
Og så må I bære over med, at jeg ødelægger den gode stemning. Men ”hellere kælling end kylling”, for nu at citere Ritt Bjerregaard.
Vi forventer, at en minister for ligestilling arbejder ud fra virkeligheden, arbejder i dialog med dem det drejer sig om og baserer sit arbejde på undersøgelser og empiri. Vi kan ikke se noget af det her i ministerens kronik, som ovenikøbet lander midt i pride-ugen.
Du skriver om outrerede enkeltsager, der skygger for reelle ligestillingsproblemer, men nævner intet om det, der for os er reelle og konkrete ligestillingsudfordringer:
40% af LGBT+ børn og unge selvskader. 79 % af LGBT+ børn og unge i 8.-10. klasse viser tegn på angst og depression. Kun 43% af transkvinder er i beskæftigelse. 81% af LGBT+ personer oplever diskrimination på arbejdsmarkedet.
Ikke alene rammer kronikken de allermest sårbare i vores miljø det er også dybt foruroligende og alvorligt, at du som den ansvarlige minister på området indikerer en tilbagerulning af rettigheder.
Transmænd og transkvinder har haft adgang til omklædningsrum i Danmark siden 1950erne. Der sidder helt uproblematisk transkvinder i kvindefængslet i Jyderup. Sportens verden skal nok selvfinde ud af at arbejde konstruktivt med inklusion. Faktisk er både Dansk Idrætsforbund, DGI og Dansk Boldspils Union utrolig dygtige og meget progressive til at finde de gode balancer i dagens Danmark.
Vi fejrer tiåret for juridisk kønsskifte i Danmark i år, og så er det dét, der står i den kronik. Jeg er faktisk både rystet og chokeret. ’
Vores samarbejde har hidtil været baseret på tillid. Det håber jeg, vi kan fortsætte. Jeg vil jo til hver en tid gerne tage en konstruktiv diskussion om køn. Vi håber selvfølgelig vi kan komme tilbage på sporet Men vi ved også, at det for vores bagland nok vil tage noget tid.
Der er altså for meget på spil for konkrete menneskers konkrete og levede liv til, at vi kan bruge tiden på uinteressante og importerede kulturkrigs-debatter.
Glædelig pride!