Undertiden tænker jeg over, hvad det værste er, der kunne ske for mig her i livet. Og jeg tror nok, at jeg ved hvad det er. Det værste ville være ikke at kunne beskytte mine børn, ikke at kunne skaffe dem mad og husly og ikke at kunne give dem tryghed. Det ville være den værste grad af afmagt. Sådan er det at være mor og far i Gaza lige nu. I Gaza dør børn af sult. Mødre og fædre kan ikke give deres børn mad, de kan ikke beskytte dem mod bomberne og kuglerne. I Gaza bliver stor set alle børnerettigheder krænket. Alle de rettigheder, der handler om børns tryghed, skolegang og omsorg, bliver krænket. Alle de rettigheder, der handler om lægehjælp, husly og beskyttelse under krig, bliver krænket.
Vi er mange tusinde kilometer væk her i Danmark, men billederne og beretningerne kommer lige op i vores ansigt hver morgen. Hver morgen, når jeg vågner tjekker jeg nyhederne og frygter for, hvad jeg nu skal læse. Og vi har mennesker i vores by her i Odense, som beretter om slægtninge og venner. For alle kender nogen - mere en 1 % af befolkningen er dræbt, og endnu flere er savnede eller sårede. Vi kan ikke sige vi ikke vidste noget.
Børn har ikke nogen andel i konflikten, men det er dem, der betaler den højeste pris i Gaza, Ukraine og i andre krige.
Der er kun en løsning og det er freden, hvor svær den end må være. Med alt det der skal genopbygges, tilgives, med arrene på sjælen og kroppen, savnet, sorgen og vreden.
Jeg tror ikke på, at hadet, hævnen og krigen er den rette vej. Det avler bare mere had, næste generation arver hadet, og det giver grobund for den næste krig.
For mig hænger fredsprojektet nøje sammen med bekæmpelse af racisme, fattigdom, undertrykkelse, diskrimination og ulighed. Så derfor skal vi tale om det i dag.
Og vi skal også tale om kvinderne, der ud over at være mødre også er kvinder. Og hvor har denne konflikt også vist, at med krig følger også seksuel vold. Det er også en af krigens omkostninger, at kvinder bliver voldtaget, bliver gravide og skal bære “fjendens” børn. Det er en udspekuleret og grum krigsførelse, som er set i andre krige, og hvor udtalt det er i denne krig, har vi til gode at se. Det er sjældent kvinder der starter krige, men de betaler lige som børnene en høj pris på grund af deres køn. Derfor handler fredsprojektet også om at bekæmpe undertrykkelse af kvinder og ligestilling mellem kønnene.
Efter anden verdenskrig tænkte mange, at det var sidste gang, at verden var vidne til krigens gru, men vi ved alle, at sådan skulle det ikke gå. Der kom nye krige i Mellemøsten, i Ukraine og mange andre steder. Og der har været folkedrab og etnisk udrensning i Kampuchea, Rwanda og Dafur. I alle krige er det de mest sårbare, det går ud over, - børn, kvinder, gamle, fattige, syge, mennesker med handicap og minoriteter. Det er det samme hver gang. Det er krigens natur. Det er krigens gru.
I dag viser vi, at vi ser det. Men vi tænder også et håb. Et håb om fred, et håb om at godheden/næstekærligheden findes.
I dag viser vi, at vi ser det. Men vi tænder også et håb. Et håb om fred, et håb om at godheden/næstekærligheden findes.
Fred og næstekærlighed handler ikke om ideologi eller religion. Der er begået mange forbrydelser i religioners og ideologiers og staters navn. Fred og næstekærlighed handler om mennesker. Det handler om mig og om jer, og det handler om, at vi forældre ikke lader hadet gå i arv til vores børn. Og hvor svært er det ikke, når ens familie er blevet gjort fortræd i en krig.
Men der ikke andre veje. Krig er ikke en vej, etnisk udrensning og folkedrab er ikke en vej. Der er kun en vej og det er fredens vej, hvor svær den end kan være at gå. Det er den vej vi lige om lidt går sammen, - for freden og for ofrene for racisme, undertrykkelse, diskrimination og ikke mindst krigenes gru, fordi vi tror på fred og frihed, ligestilling.
Tak for ordet.
