Jeg hedder Tanja Nielsen og er direktør i Det Grønlandske Hus i Aarhus
Grønlands nationaldag er en vigtig dag for os, ikke kun for huset og medarbejderne, men for alle os der har grønlandsk baggrund.
Her mødes vi fra nær og fjern, og nogle af os har ikke set hinanden i årevis. Det er vigtigt for os at have et sted at mødes. Vi skal holde vores traditioner i hævd, vi skal hejse vores flag, vi skal synge vores nationalhymne, vi skal holde en grønlandsk andagt. Der skal være tid til at snakke, tid til at nyde hinandens selskab, dele grin og sorger - også i stilhed. Jeg håber at I har nydt dagen og at I har fået det ud af dagen, I ønskede.
Her i huset er vores opgave at byde alle velkommen uanset hvilken baggrund vi har, hvilket ståsted i livet vi har, uanset hvor gamle vi er, hvor grønlandske vi føler os.
Det kunne det danske samfund lære noget af. Desværre bliver vi nogle gange mødt af uvidenhed, af misforståelser og vi savner nysgerrigheden hos andre. Det forsøger huset og medarbejderne at gøre noget ved. Det er en vigtig del af vores arbejde. Nogle gange er det en uoverskuelig opgave for os, som hus, at skulle bygge bro til det danske samfund. Men med små skridt sker der noget. Vi venter dog stadigvæk på handling og vi må aldrig stoppe med at forsøge at gøre en forskel. Der er brug for huset og vores vigtige arbejde og indsats mere end nogensinde før. Indsats for de grønlandske studerende, for børnefamilier, for forældre, for ældre, for voksne, for ensomme, for bedsteforældre, for lykkelige, for ulykkelige, for dem der ønsker nogle grønlandske fødevarer, for alle dem som kæmper i hverdagen. Vi vil meget gerne have mange flere hænder.
Mange tak til medarbejderne, til de frivillige og til alle som har hjulpet os igennem planlægningen, forberedelserne og dagen. Uden jer kunne vi ikke gøre det.
Jeg vil bede jer se på de fine malerier på væggene. Dem har Mimi Josefsen malet. Mimi er lige blevet færdiguddannet på Århus Kunstakademi. Mimi har I sikkert set i huset. I butikken, i salen, i foyeren eller til bestyrelsesmøder. Vi har været heldige at have Mimi som studentermedhjælper. Imens har vi fulgt hendes udvikling af hendes kunst. Hun har også udstillet sidste år sammen med Ujammiugaq Møller i næsten alle de grønlandske huse og i Katuaq i Nuuk. Malerierne er farverige og viser den traditionelle første skoledag i Grønland. Det er Mimis barnebarn, der har første skoledag. Man kan næsten mærke drengens nervøsitet og hvordan han knuger sin mors hånd. Maleriet fortæller tusind ord om grønlandske traditioner, om kærlighed, om første skoledags vigtighed. Lige så vigtigt er det at færdiggøre sin uddannelse, som at starte den. Hvilket vi også er samlet lige nu for at fejre.
Til jer dimittender:
Da jeg for 24 år siden havde forsvaret mit speciale i kemi på Aarhus Universitet og kunne nu kalde mig cand.scient. i kemi iførte jeg mig min grønlandske nationaldragt. Jeg var tilknyttet Det Grønlandske Hus som grønlandsk studerende.
Hele verden lå for mine fødder, og det var vigtigt for mig at skulle tjene Grønland.
Jeg følte at jeg manglede at fejre kulminationen på det hårde studie - det hele føltes lidt tamt.
Jeg er derfor så glad for at kunne holde dimission for dig.
Jeg er derfor så glad for at kunne holde dimission for dig.
Nu får DU mulighed for at blive fejret og at fejre kulminationen på det hårde arbejde sammen med andre fæller.
Du, som har oplevet modgang og oplevet svære omstændigheder igennem studiet.
Du, som har haft det svært med opholdet i Danmark
Du, som er mønsterbryder, som virkelig har kæmpet igennem studiet selvom alt taler imod det
Du har sejret og dit hårde arbejde har båret frugt. Det er så sejt gået. Det bliver dog ikke din sidste kamp, du må aldrig give op.
Efter en nedgang kommer du ovenpå igen – det er livets cyklus – studiet var lakmustesten.
Hvis jeg skal give et råd, så vil jeg sige:
Vær tro mod dig selv. Bevar din integritet. Når du fejler, så lær af dine fejl. Hvis du falder, så rejs dig op.
Hele verden ligger for DINE fødder.
Lav det du elsker, engager dig i samfundet. Der er ikke noget så dræbende, som at lave noget man ikke brænder for. Stræb efter at lave det du elsker.
Dog skal du også huske på:
Arbejde er ikke alt. Du har også et liv.
Stort tillykke med færdiggørelsen af dit studie. Og Velkommen til det nye kapitel i dit liv. Held og lykke til.
Glædelig Grønlands nationaldag. Inuiattut ullorsiornitsinni pilluangaarta!