Skip to content

Tanja Villumsens tale ved Pharmadanmarks 150-årsjubilæum

Camilla Schiøler

Om

Taler

Tanja Villumsen
Formand for Pharmadanmark

Dato

Sted

DGI Byen, København

Tale

Vi har glædet os til at fejre denne historiske dag for en meget velholdt 150[-]årig fødselar. Velkommen til alle jer medlemmer og samarbejdspartnere. Vi er omkring 400 her i dag, og jeg er utroligt glad for, at så mange af jer vil bruge en aften for at markere denne helt specielle mærkedag.
Velkommen til alle jer medlemmer og samarbejdspartnere. Særligt velkommen til dig indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde, som lige om lidt vil sige et par ord. Også et særligt velkommen til de mange af jer her i salen, som gennem tiden har været politisk aktive i foreningen.
Fundamentet for succesen i dansk Life science industri blev lagt af vores medlemmer, og i dag er vi et fællesskab som består af 38 forskellige faglige baggrunde som tilfører værdi til regioner og kommuner, stat, apotek, privat og studerende – alle med life science i centrum. Det er jer fremtidens velfærd og sundhed afhænger af.
Der er derfor virkelig noget at fejre. 
I dag er Pharmadanmarks medlemmer en vigtig – uundværlig del – af den succes, som dansk life science-industri har udviklet sig til. 
De spiller også en stigende rolle på hospitaler og kommuner – og i sundhedsreformen slås det fast, at apoteket skal løse flere opgaver i det nære sundhedsvæsen. 
Vi er også en faggruppe, som er begunstiget med gode løn- og ansættelsesforhold.
Men ser vi 150 år tilbage i historien, så var forholdene helt anderledes: Elendige arbejdsvilkår med lange arbejdsdage, dårlig løn og manglende rettigheder. Og der var ingen fagforening til at kæmpe for farmaceuternes interesser. 
Det blev der lavet om på 11. oktober 1873, da Pharmaceutisk Medhjælperforening – forløberen for Dansk Farmaceutforening og Pharmadanmark – blev etableret.
Siden da er det kun gået fremad for farmaceuter og områdets mange andre fagfolk – og det kan vi som fagforening tage vores del af æren for.
I dag er Pharmadanmark en moderne fagforening som favner alle ansatte og ledere inden for life science. 
Og der er bestemt stadig brug for Pharmadanmark – både de klassiske ydelser med juridisk rådgivning og karrierevejledning, men også faglige netværk hvor vi med en bred vifte af arrangementer forsøger at understøtte vores medlemmers værdi og relevans på et arbejdsmarked i udvikling.  
Derudover er vi også en fagforening med en række politiske dagsordener, bl.a. at vi tror på, at vores medlemmer både kan og bør spille en større rolle i danskernes lægemiddelbehandling. 
Der er også brug for en organisation, som arbejder for at sikre optimale rammevilkår for den life science-industri, som så mange af jer arbejder i – netop ud fra de ansattes synsvinkel.
Så nok er Pharmadanmark en 150-årig herre eller dame – men heldigvis en rørig én af slagsen, som på medlemmernes vegne er klar til at gribe fremtiden med dens mange muligheder og udfordringer.
Hvor ser vi Pharmadanmark i fremtiden? Vi har spurgt chatGPT og det vidste den ikke noget om, og vi kunne ikke rejse 150 år frem – men jeg er sikker på at vores forenings medlemmer stadig kommer til at spille en afgørende rolle i, at sundhed, patientbehandling, uddannelse, medicinsk digitalisering, databehandling, klinisk udvikling, forebyggelse, udvikling, innovation og forskning tager de næste syvmileskridt. The sky is the limit! 
Første skridt på rejsen tager vi sammen i dag. 
[...]
Et tilbageblik i foreningens festarkiv gav mig lidt mavekvababbelser. Tilbage i 1891 bød foreningen op til dans med ”seks kraftige højbarmede syngepiger, nogle med knebelsbart som ville drive de vildeste løjer med et animeret publikum og en opiumshule”. 
I dag byder vi på andre løjer og specialiteter, og hyggeligt og fornøjeligt skal det nok blive - også uden opiumshulen. 
Vi har valgt i dag en fejring med fokus på hygge og netværk – derfor vil vi lige straks byde på gourmet-hotdogs. Til dem har I blandt andet mulighed for at drikke de særlige jubilæumsøl, som vi har fået brygget til lejligheden – både én med og uden procenter. Og hvorfor nu øl spørger I måske?
Jo, det skyldes naturligvis, at farmaceuter historisk har spillet en væsentlig rolle i grundlægningen af ølbrygning i Danmark. Vores medlemmer har været med til at understøtte både ølbranchen og life science-branchen. Det er da virkelig værd at skåle i øl for. 
Den procentrige øl, vi har valgt - og som Amager Bryghus har lavet specielt til os - er en brown ale. Den er blandt andet karakteriseret ved en karamelagtig duft og smag - og da den er lidt mørkere i det, så passer den godt til efteråret. Vi har haft fået den prøvesmagt af en uvildig, erfaren brygmester - han gav den cirka 8 på 10-skalaen og sagde, at I godt kan glæde jer. 
Klokken 19 vil vi byde på motion af lattermusklerne når stand-upperen Lasse Rimmer så her på scenen tage os og branchen under kærlig og humoristisk behandling. 
Og nede ved bordet dér sidder farmacihistorikeren Hans-Otto Loldrup – hos ham kan I hente den flotte bog om den grænseløse profession han har skrevet i anledning af vores jubilæum.  
Den handler bl.a. om de mange farmaceuter, som pakkede kufferten og tog til udlandet pga. de dårlige fremtidsudsigter herhjemme for 100-150 år siden. 
Hans-Otto fortæller gerne mere, og bogen byder på mange gode historier som i forhåbentlig vil blive fascineret af.
Med disse ord: Igen velkommen til jer alle, og ha' en rigtig god aften.

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags