Hvem er de mest modige mennesker, I kender?
Er det politibetjente? Er det brandmænd? Eller tænker I i en helt anden boldgade?
Er det politibetjente? Er det brandmænd? Eller tænker I i en helt anden boldgade?
Jeg ved godt, hvem der er de modigste mennesker, jeg kender. Børn og unge med mening, som tør sige den højt.
Selvom de har kortene imod sig, selvom alle ørerne alt for ofte er lukkede, og øjnene kigger ned på os i stedet for i samme højde. Jeg tror, at vi ikke har skabt systemer, som passer til børne- og ungeperspektivet. Og en biased kultur om, hvad det lige præcis indebærer.
Det mod, som så mange børn og unge har i sig, skal næres og ikke kvæles med pseudoinddragelse og anerkendende klap på hovedet. Men derimod opmuntres til mod til at sige sin mening.
Vi skal lade eleverne på fri-og privatskolerne være med i skolebestyrelserne, vi skal ikke være bange for elevernes feedback på undervisningen, og man skal turde se børn og unge i øjnene og lytte til, hvad vi siger, selvom det måske ikke er det, man forventer, og så skal vi lade børnekonventionen fylde mere i lovgivningen. For den giver børn mod på mening.
Jeg ser hele tiden nyhedspalterne flyde over med dommedagsprofetier om vores demokratis krisetilstand.
Men med den generation, vi har nu af børn og unge, som gerne vil tage ansvar. Som er enormt pligtopfyldende. Som har holdninger.
Så ved jeg, at vi er ved at fremtidssikre demokratiet.
Børnekonventionen har givet børn mod til at sige sin mening i 30 år i dag. Mit håb er, at hele samfundet har taget lige så meget mod til sig, som vi har, og vil lytte lidt mere. Det ved jeg, vi godt kan inden den næste 30 års fødselsdag. Det skal vi.