Tusind, tusind tak for prisen. Det er vi helt utroligt glade for på hele Zetlands vegne. Og ikke mindst vores medlemmers. Især på vores medlemmers vegne. Zetland var jo gået i sort den næste måned, hvis vi havde tabt.
Det har været et utroligt år med så mange bemærkelsesværdige journalistiske projekter. Fra Ronjas uforglemmelige blik for afsløringer, som end ikke en fødsel kunne stå i vejen for. Til Kontant, der har fundet en vanvittigt vigtig og underbelyst historie om ulighed i sundhedsvæsnet.
Og op til flere meget spektakulære tv-dokumentarer. Ingen nævnt, ingen glemt.
Vi er enormt stolte over at stå her i så fornemt et felt. Og jeg har fået lov at sige par ord på vegne af os alle fire.
Vi er selv så heldige at arbejde på et medie, der, selv i de her tider, tør satse på langsom og grundig journalistik. Det samme gør Cavlingkomiteen, der igen vælger at belønne den undersøgende journalistisk, som jeg ved, at alle vi ti nominerede har en helt særlig kærlighed til.
Men det er også vigtigt for os at sende en meget stor tak til resten af vores kolleger på Zetland og faktisk i branchen i det hele taget. For sandheden er, at vi kun kan sidde nede i vores hjørne og grave i alt muligt og ende i den ene blindgyde efter den anden, fordi vores kolleger sørger for, at der er fantastiske historier at udgive i morgen.
Vi vil gerne hylde vores fantastiske lyddesigner Oskar, der har været helt afgørende i at forvandle alle vores kedelige dokumenter til medrivende lydfortællinger, som folk faktisk gider at høre. Også en kæmpe tak til vores chefredaktør, Lea, for at turde lave den undersøgende gruppe for to år siden. For aldrig at ånde os i nakken eller kigge os over skulderen, men alligevel altid at have vores ryg, når der er brug for det.
Og så er det helt afgørende for os at takke de mange kilder, der har hjulpet os. Nogle har brugt timer på at forklare os, hvordan minkerstatning bliver tilbagediskonteret. Andre har risikeret meget mere, end vi forstår, ved at efterlade kuverter med fortrolige dokumenter på hemmelige steder, hvor vi kunne komme og hente dem, når ingen så det.
Der bliver talt og talt om en tillidskrise mellem journalister, politikere og embedsfolk. Vi har så mange historier om det modsatte. Vi kan bare ikke fortælle dem.
Det, vi er blevet belønnet for i dag, er at tilføje en ny dimension til den ellers velkendte historie om minksagen.
Jeg tror, at vi får prisen for at være gået imod strømmen.
Det er vi virkelig glade for. Men i virkeligheden burde vi eller andre have gjort det lige så grundigt langt tidligere.
Vores historier har fået konsekvenser. De har ført til en lang række ændringer af de måder, erstatningen bliver udmålt på. Og de har betydet, at minkavlerne er blevet smidt ud af erstatningskommissionerne.
Men alligevel står vi et underligt og paradoksalt sted. Et sted, hvor to af partierne bag aftalen vil have den genåbnet, fordi de har erkendt, at erstatningen er mange milliarder for høj. Hvor den ansvarlige minister, da aftalen blev indgået, heller ikke længere vil stå ved den og siger, at han nok burde have sagt fra.
Og på trods af det ser aftalen ikke ud til at blive lavet om. Det er journalistisk dybt utilfredsstillende, at de ansvarlige politikere indrømmer problemerne og alligevel ikke gør noget ved dem. Og uden at tage stilling til, om erstatningen er for høj eller for lav, så er det et demokratisk problem, at myndighederne lige nu er ved at udbetale knap 30 milliarder kroner, som politikerne ikke vil stå på mål for.
Penge, der også kunne være gået til at sikre læger i Thyborøn og Harboøre eller få bugt med skimmelsvamp på landets hospitaler.
Dén underlige situation har vi journalister også en del af ansvaret for. Vi burde have interesseret os lige så grundigt for spørgsmålet om erstatningen langt, langt tidligere, mens det stadig var til forhandling. Ikke i stedet for spørgsmålet om den manglende hjemmel. Men samtidig med det.
I kommer aldrig til at høre mig eller de andre her på scenen sige, at journalister gravede for meget i, at beslutningen om at aflive minkene var ulovlig. Det var et helt afgørende spørgsmål.
Men sagen er et perfekt eksempel på det, der sker, når en mediestorm rejser sig. På et splitsekund er rollerne blevet fordelt. Og så sidder de fast.
Det er ikke bare farligt at gøre nogle til rendyrkede skurke. Det er måske endnu mere farligt at lade andre indtage en ubetinget offerrolle, hvor vi stopper med at se kritisk på dem og deres motiver.
Den historie, vi har forsøgt at fortælle, er netop en, hvor alle har deres egne grunde til at gøre, som de gør. Et politisk spil om skatteydernes penge og et ønske om at beholde magten for enhver pris. Bogstaveligt talt.
Vi er som journalister nødt til at kunne være i kompleksiteten. Vi skal insistere på at hive vores læsere, lyttere og seere med ind i den kompleksitet. Et sted, hvor de færreste er enten skurke eller ofre, hvor de fleste kan være både gode og onde på samme tid. Det er der, man finder de rigtig gode og rigtig spændende historier. Og vi tror også på, at det er der, man finder det, vi journalister altid leder efter. Sandheden.
Tak.