Nu er det endelig tid. Julen er kommet til os. Færdig med den kedelige advents tid. Nu er det vi alle har ventet på endelig kommet. I aften er det nemlig juleaften. Og nu kan vi for en stund glemme om det der venter, når vi er kommet hjem fra kirke.
Nemlig om hvornår man skal starte med at lave sovsen, så den bliver færdig på samme tid som anden/flæskestegen, og om man skal have risalamande, før eller efter gaverne. Samt hvor mange salmer og sange, man skal synge rundt om juletræet. For jeg ved jo godt at det her er det som I har ventet et helt år på, skal komme, og det er jo netop juleprædiken, her i kirken.
Alt er klart vi har hørt juleevangeliet blive læst op, så flot, hvis jeg selv skal sige det. Og det skal jeg jo nok.
Og nu gætter jeg på at i alle sidder som på nåle, for at høre, hvilket et budskab der nu skal trækkes ud af, den nok mest velkendte tekst fra bibelen.
Hvordan vil jeg formå at bringe vores verden ind i en 2000 år gammel tekst, som skal lære os om den glæde som blev givet til os, for så mange år siden.
Her kan man jo bruge forskellige elementer af den popkultur som omgiver os i dag. Man kan bruge bøger, måske skal man tage fat i en af de julekalendere som køre, i tv, i år.
Eller så kan man, som jeg har gjort, i år, tage fat i en af de gode gamle julefilm, som de fleste nu engang kender, og har set til ukendelighed.
For Julen handler jo netop om at Gud lod sin søn føde på jorden, for at Jesus, skulle lære verdenen at elske Gud igen. Menneskerne havde glemt kærligheden til Gud og levede i mørke uden noget, som kunne lede dem tilbage til lyset.
Verden havde brug for et fyrtårn, en lede stjerne, som kunne vise os vejen, ud af alle de problemer, og udfordringer vi møder i livet.
Dermed er julen starten på Guds kamp for at vinde vores kærlighed tilbage. For Gud, ligesom enhver far, ville aldrig stoppe med at elske sine børn. Så han har altid elsket os, men vi glemte at elske ham tilbage. Ikke fordi vi ikke ville, men måske fordi vi ikke vidste hvordan.
Så fordi Gud elskede os, gav han sin søn, til os, for at vi ikke skal fortabes, men have del i evigheden.
Så når det kommer til at bruge en julefilm, til at beskrive hvad Gud egentlig gør for os i julen, så kan man jo vælge nærmest hvilken som helst. For langt de fleste julefilm, handler om kærlighed.
Typisk om at finde, eller genvinde troen på kærligheden, enten til andre mennesker, eller måske til julen selv. Så dermed er der en lang liste af film man kan bruge til at beskrive, hvad julen egentlig betyder.
Om det er til andre eller til julen selv, eller begge.
Når man har sådan en bred vifte at vælge imellem, så kan man jo lige så godt tage den bedste julefilm af alle, en julefilm som ingen kan betvivle at det er nok den bedste af dem alle.
Og vi kunne lige så godt sige det i kor, men her tænker jeg selvfølgelig på filmen med Bruce Willis der hedder Die Hard.
For selvom det er en actionfilm, er det stadig kærligheden der driver den, midt i juletiden, og forgår endda på selve juleaften.
Her ser vi Bruce Willis i rollen som politimanden John McClane som rejser fra New York. Til Los Angeles for at besøge sin hustru, som han er separeret fra.
Han tager hen til Nakatomi Tårnet, for at genforenes med hende, udelukkende for at finde ud af, at hun allerede har smidt vielsesringen.
Tårnet bliver belejret af en håndfuld terrorister, og det er nu op til John, på trods af han hustru nærmest allerede har sagt farvel til ham, at kæmpe for at rede sin hustru, samt alle de andre der er holdt fanget.
Her siger John fra imod ondskaben og vælger at kæmpe for den kærlighed, som han stadig føler, men som hans hustru, har gemt langt væk. Det er ikke kampen imod de onde i filmen, som er betydningsfuld, nej det er den store fortælling, om kampen for kærligheden, der virkelig betyder noget.
Her midt i julen ser vi også lyset, som kommer når nogle kæmper for os. Det er det lys som er Jesus, som kæmper for at mørket ikke skal få magten i verden. Nemlig ved at vinde vores kærlighed tilbage til Gud.
Lyset kommer ikke fordi vi har fortjent det, men fordi så meget elsker Gud os.
Jesu kamp slutter ikke på korset med sin død, nej den slutter på påskedag ved opstandelsen. Derfor kan vi glæde os over at midt i den mørke tid der finder vi lyset. Lige som at vi nu går imod lysere tider.
Derfor vil der altid være et lys der skinner for os, når vi føler vi er fanget i mørket. Om det er vinterens, sorgens, ensomhedens eller sygdommens mørke som holder os fanger. For lyset skinner i mørket og mørket griber det ikke.
På samme måde som John McClane gør det i Die Hard, eller alle de andre personer, fra langt de fleste julefilm, kæmper for kærligheden. På samme måde kæmpede Gud også for vores kærlighed, for at vi skulle lære at elske ham igen.
Derfor ved vi at der altid vil være en som kæmper for at vi kommer til at elske ham. En som kæmper for vores kærlighed. Netop fordi Guds kærlighed er ubetinget, givet til os, Juleaften for 2000 år siden.
Og udelukkende af den grund kan vi i dag, når vi går ud herfra, kigge på hinanden og ønske en rigtig glædelig jul.
Eller som John McClane ville sige det Yippy Kay yey.... Og så må i selv tænke jer til resten.
Lov og tak og evig ære, være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.