Thomas Høg Nøragers prædiken 2. søndag efter helligtrekonger

Lad mig begynde med en servicemeddelelse: I dag er ikke St. Bededag.
Det er det først den 4. fredag efter påske, så til den tid skal vi nok tale
om den her, fra Stefanskirkens prædikestol. Og når det en dag ikke er St.
Bededag længere, så foreslår jeg vi omdøber dagen til St. Pjækkedag; og
så åbner vi kirken igen for alle dem slider sig trætte og bærer tunge
byrder og har brug for en pjækkedag.

I dag er det til gengæld 2. søndag efter Helligtrekonger og hvor vi er til
bryllupsfest Kana. Dagen hvor Jesus gør vand til vin. Og her må vi nok
sige at det med vinen, har tiltrukket sig det meste af denne fortællings
opmærksomhed; og al for sjældent har vi gjort ophold ved at vi er til
bryllup – ligesom der også var i går her i Stefanskirken.

Og hvor er det vidunderligt, i en verden hvor floderne tørrer ud, skovene
brænder og isen smelter og hele lande oversvømmes, der har vi brug for
mennesker som tror på kærligheden.
I en verden hvor frygtelige diktatorer går i krig og skaber frygt og
ødelæggelse af uoverskuelige dimensioner har vi brug for mennesker der
tror på kærligheden. Det bringer håb.

På Jesu tid var håbet ikke mindre udfordret. Landet var besat.
Hovedstaden stod foran sin ødelæggelse. Templet ville snart ligge i
ruiner. Der midt i det, sad to mennesker ved brylluppet med en uforfærdet tro på kærligheden – og hvis ikke det i sig selv - kærlighed i
en såret verden - er et Guds ord, så har Gud aldrig talt.
Og forestillede vi os, som fortællingen be’r os om, at sidde med ved
denne bryllupsfest, hvad ville vi så sige, om vi skulle give dem et ord med
på vejen. Ville vi fortælle dem om alt det kunne gå galt. Alt det man skal
vogte sig for og alt det man ikke må. Ville vi være ængsteligt bekymret
for alt det som bitter erfaring har lært os.
Personligt har det jeg sådan, at jeg helst vil vie folk der har været gift
engang før – for de viser os jo noget som hører troens dimension til – de
viser at håbet overgår bitter erfaring - og hvis ikke det i sig selv – håb der
overgår bitter erfaring - er et Guds ord, så har Gud aldrig talt.
Som præst bliver jeg ofte spurgt hvad tro i grunden er; og hertil svarer
jeg som oftest: Tro er ubetinget tillid til at vores liv, midt i alle ting, er
meningsfuldt. Mening er det der giver mod til livet.

Johannesevangeliet som vi læser fra i dag vil gerne vise os at Guds
herlighed er kærlighed, at livets meningsfylde er kærlighed og når vi tror
på kærligheden så tror vi på Gud. Kærlighed er det der giver mod til
livet. I Johannesevangeliets beretning har forfatteren erstattet talen som Jesus
holdt ved bryllupsfesten, med den billedskabende fortælling om vandet
der forvandles til vin.

Det første vi lægger mærke til, er de 6 vandkar af sten som bliver fyldt
op med vand inden det forvandles til vin. Som fortællingen siger, så står
de 6 vandkar der, fordi de skal bruges i forbindelse med den gamle
religions fromhedsregler og renselsesskikke.
Og vi ved, at hvis der var noget der kendetegnede den antikke jødedom,
så var det love og regler. Det var detaljerede anvisninger på snart sagt
hver detalje i livet. Og renselsesregler var fremtrædende. Man så verden
igennem optikken rent eller urent. Og var man ren, var man indenfor; var
man uren, var man udenfor. Og det gjaldt det i samfundet, og det gjaldt
overfor Gud.

At det er i disse renselseskar, der om noget symboliserer, den gamle
religions strenge regler om rent og urent, at forvandlingen sker, bærer
skelsættende betydning med sig. En ophævelse af, at se på os selv og
hinanden og vores kærlighedsforhold igennem optikken ren og uren.
- Mon ikke brudeparret ved bryllupsfesten var glade for talen.

Hos de første kristne, betød det over tid en ophævelse af de traditionelle
fromheds og renhedsregler; mænd og kvinder, jøder og ikke jøder, kunne
spise sammen, og fejre gudstjeneste sammen. Omskæringskravet
forsvandt. Forbuddet mod at spise svinekød forsvandt. Regler forsvandt.

Lad os dvæle lidt mere ved den poetiske billedkraft fortællingen her
beriger os med. Vandet repræsenterer den gamle optik om rent og urent og løber på
ydersiden af huden, vasker støv og snavs af. Vinen repræsenterer en ny
optik, løber på indersiden af huden, hvor selv den mindste dråbe med sin
kraft kan trænge ud i det yderste blodkar.

Så dette bliver også fortællingen om at religiøsiteten, flyttes fra den ydre
verden, til den indre verden. At religiøs ikke er noget man er udenpå,
men er noget man er indeni. Som igen bliver et opgør med forestillingen
om at vi kan holde dom over hinanden, for hvem kan holde dom over et
menneskes indre.

Vinen afløser det vand som symboliserer strenghed, fromhed og renhed.
Vinen symboliserer glæde, frihed, frugtbarhed, forvandling, åndelig
styrke og fornyelse. Vandet symboliserer frygtsom afgrænsning; vinen har med sin evigt
skiftende nuancer altid været medium for sansning og nysgerrighed.

Så jeg læser vin-underet som en kritik af den evige præstationskultur og
perfekthedskultur som rider vores samfund som en mare.
- Ja, tag en pjækkedag hvis du lyster og drik din vin med glæde.

Religioner fejler når de gør sig til medium for renhed og opdragelse; men
religioner lykkes når de bliver til medium for opdagelse, sansning og
nysgerrighed.

Samfund fejler når de gør sig til medium for renhed og opdragelse; men
samfund lykkes når de bliver til medium for opdagelse sansning og
nysgerrighed.
Jeg læser vin-underet som en ophævelse af reglernes rige, og som en
landsætning af kærlighedens rige. Som en guddommelig tilskyndelse til
uforfærdet at gå på opdagelse i hinanden og den gudskabte verden;

At Guds herlighed er kærlighed. Og når vi tror på kærligheden, så tror vi
på Gud; når vi tror på Gud, så tror vi på kærligheden. Kærlighed er det der giver mod til livet og lader håbet overgå bitter
erfaring.