Det er ikke Respekt for Menneskeliv, som i særlig grad har præget den Del af dette Aarhundrede, som vi har Kendskab til. Frygtelige Begivenheder har udfoldet sig, og Millioner af Mennesker er faldet som Ofre under Udøvelsen af deres Borgerpligt.
I den Henseende har det danske Folk været forskaanet for Deltagelse, idet her er Enighed om en politisk Linie, som tilstræber Bevarelse af Landets Neutralitet.
Men selv om vi holder vort Land udenfor Begivenheder, som kræver Menneskeofre, er der dog mange Pligter, der byder Udøveren en Risiko. Dette gælder saaledes Skibsfart og Luftfart som civile Erhverv, men ogsaa Jernbanen og andre dertil hørende Trafikmidler byder Tjenestemand og Arbejdere en Gerning, der stadig skal udøves med Fare for Ulykker.
Det danske Samfund søger at sikre bedst muligt imod Ulykkerne, og naar disse trods alt indtræder, søger Samfundet ogsaa at vise Omsorg baade for Invalider og for Efterlevende.
Men Trafikvæsenets Foreninger, der er knyttede til vore Jernbaner, enten det saa er Arbejdere eller Tjenestemænd i de forskellige Stillinger, har ønsket at sætte et varigt Minde for dem, der faldt paa Arbejdets Valplads, for de mange, der under Udøvelsen af Pligt og samfundsnyttigt Arbejde blev ramt af Dødens Arm, – et Minde, der til sene Tider skal staa som Anerkendelse af de pligttro, der faldt, og til Fremhævelse af den Pligt, som Samfundet har til at sætte de Midler ind, der kan formindske Faren for Ulykker saa meget som muligt.
Jeg paaskønner den smukke Tanke, der ligger til grund for dette Monument, den Ærefrygt for Menneskelivet, som det vidner om, og den Kammeratskabets Aand, som saa skønt er levendegjort.
Monumentet vil staa her i det gamle Knudepunkt for danske Jernbaner, og jeg takker i Regeringens Navn for dette overmaade smukke Vidnesbyrd om godt Sindelag, som de deltagende Foreninger og deres Medlemmer har afgivet.
Vi ærer dem, der gik bort, ved fra alle Sider at værne om dette Mindesmærke.