Tak for invitationen til at tale på 1. maj-mødet.
Langeland er mere end blot en ø; den er et symbol på fællesskab, vilje, hårdt arbejde og styrke.
Med de bølgende marker, maleriske landskaber og et samfund, der er bundet sammen af solidaritet og fællesskab, repræsenterer Langeland alt det, vi også kæmper for som arbejderbevægelse.
Men lad os også være ærlige. Langeland har også udfordringer.
Udfordringer, der ikke er unikke for vores smukke ø, men som afspejler de bredere problemer, som vores samfund står over for.
Langeland Kommune er en underfinansieret kommune.
Det medfører nedskæringer, der kan være mere end svære at skulle lægge navn til. Det er jo ikke derfor man stiller op som lokalpolitiker.
Det er tværtimod med et ønske om at skabe nyt og udvikle.
Men selvom vi møder udfordringer, så har vi styrken i vores fællesskab.
Vi ser det i de lokale initiativer, der skaber nye arbejdspladser og vi ser det i det store frivillige engagement, som er væsentligt i udviklingen af vores lokalsamfund.
Vi ser det i solidariteten mellem naboer og venner, der står sammen og støtter hinanden i det daglige. Hvad enten det er et lift til indkøb eller foreningsaktiviteter.
Små virksomheder der samarbejder for at kunne løfte større opgaver.
Den Langelandske ånd er defineret af vedholdenhed og samarbejde. Det kan vi være stolte af.
Vi ved også, at tingene ikke kommer af sig selv. Derfor er det vigtigt at fastholde kampen for et retfærdigt og inkluderende samfund.
Hvis man forvilder sig ind på sociale medier, er de ofte fyldt med opslag, hvor det kun handler om een selv og ens egne behov. Ofte krydret med en ordentlig omgang højrefløjsretorik.
Men det er ikke velfærdssamfundet.
Det er tværtimod ødelæggende for velfærdssamfundet, kun at have blik for sig selv og sine egne behov.
For mig handler det tværtimod om solidaritet og medmenneskelighed. Ikke mindst for dem, som ikke selv kan sætte ord på - fx de svigtede eller udsatte børn.
Men også solidaritet med de kommende generationer.
Netop derfor fylder klima, miljø og natur meget i min optik.
Godt at danskerne er vilde med elbiler. Personligt forstår jeg det godt. Og her er vi godt hjulpet i det langelandske. Jeg tror, at vi er den kommune, som har flest ladestandere til elbiler pr. indbygger. Godt for klimaet, os lokale og for at tiltrække gæster.
Vi producerer så megen grøn strøm på langeland, at vi ikke selv kan forbruge det hele, men ”eksporterer” ca. halvdelen.
Der hvor vi især skal have vores fokus er på landbrugets klimagasudledninger, som udgør 70% af udledningerne her i kommunen og andre 13% kommer fra transport. Og så er vi tilbage ved flere eldrevne køretøjer.
Jeg må skuffe de dommedagsprædikanter, som benytter enhver lejlighed til at tale Langeland ned i et sort hul: Det går faktisk ret godt i Langeland Kommune – jeg gentager det lige for at være sikker på, at det også siver ind hos de negative tastatur-krigere: Det går faktisk ret god i Langeland Kommune!!!
Ja undskyld jeg talte lidt højt, men det er mit indtryk, at de desværre er ret tonedøve i den der klub.
Antallet af arbejdsløse er rekordlavt. Jeg har været med i det her game siden starten af 80’erne og jeg har aldrig set så lave arbejdsløshedstal før.
Der er 4568 arbejdspladser her i Langeland Kommunen.
1044 pendler ind i kommunen for at arbejde og 1768 pendler ud. Altså høj mobilitet.
13,5% er selvstændige. Det kan vi være stolte af. Gennemsnittet i regionen og på landsplan er 6%.
I 2021 og 2022 viser tallene, at de der flyttede til kommunen, havde bedre indtægter end de der flyttede fra kommunen. Godt i forhold til omsætningen i vores lokalsamfund og på sigt i forhold til kommunekassen.
De fire sydfynske kommuner blev i marts måned udnævnt til at være en UNESCO Global Geopark. Noget vi sammen har arbejdet på i 7 år. Godt for vores selvforståelse at få bekræftet, at vi er unikke. Men også for den tiltrækning og interesse, som det medfører.
Vores musikfestivaler blomstrer. Der er noget for enhver smag hen over det meste af året.
Succes på turismeområdet. Økonomisk udgør turismen ca. 10% af den samlede omsætning på Langeland – og bidrager med 613 fuldtidsstillinger (2021).
Som jeg indledte med, så er der i Langeland Kommune nogle grundlæggende økonomiske udfordringer. Desværre fanges de ikke op af udligningssystemet.
Mit håb er, at regering og Folketing vil være lydhøre og handle, så vores og andre udfordrede kommuner og befolkninger oplever en mere lige og retfærdig fordeling af økonomien i det danske samfund.
Slutteligt!
1. Maj giver os anledning til at huske på, at der er en del at kæmpe videre for.
Dét fortsætter vi med i morgen. Og vi gør det sammen! Det er det der gør os stærke
Fortsat god 1. maj.