Skip to content

Tonni Hansens båltale

Om

Taler

Tonni Hansen
Borgmester i Langeland Kommune

Dato

Sted

Broløkke Herregaard

Tale

Tak for invitationen til at holde båltalen her på Broløkke Herregaard i år. 
En opgave som jeg har glædet mig til. Ikke mindst fordi der i år må afbrændes bål. 
Selvom vi de seneste dage har kunne glæde os over det flotte sommervejr, så har det ikke været så tørt som sidste år. Lykkeligvis, for dengang var der afbrændingsforbud til Sct. Hans! 
Jeg finder i øvrigt, at det er hyggeligt, at denne gamle hedenske skik med at tænde glædesblus til midsommer, har holdt sig helt op i vor tid. 
I det hele taget er der noget godt ved at holde vores gode traditioner i hævd. Det er med til at bevare den danske folkesjæl - eller dansk kultur om man vil. 
Det er ganske fornuftigt, at vi værner om vores værdier – men det må naturligvis ikke betyde, at vi kun er os selv nok. Tværtimod. 
Det skal netop gøre os bevidste om, at vi har så mange kvaliteter og historiske værdier, at vi med rank ryg kan være stolte at det der er skabt og at vi derfor kan sikre et godt fundament, som vores børn og unge kan bygge videre på. 
Det er vores ansvar. 
Og vi påtager os det alle sammen i fællesskab. 
Vi viste det da Ukraine blev overfaldet af russerne og mennesker flygtede ud af landet og bl.a. kom til Langeland. Vi var hurtig klar til at åbne vores hjerter, skoler, daginstitutioner, arbejdspladser m.m. for at tage imod mennesker på flugt fra krig og ødelæggelser. 
Jeg er ikke i tvivl om, at det er vores driftige lokalsamfund og et aktivt kultur- idræts- og foreningsliv, kombineret med os selv som 
befolkning, der er en væsentlig faktor for, at vi lykkes med ret meget i øjeblikket. 
Mange køber huse, fritidshuse og sommerhuse her i kommunen. Og når jeg møder vores nye langelændere eller deltidslangelændere, så hæfter de sig ved den venlighed, imødekommenhed og hjælpsomhed, der er i blandt os langelændere. 
Det kan vi godt være stolte af. Jeg er i hvert fald. 
Men vi lukker ikke øjnene for de udfordringer vi har som: 
  • Stigende antal ældre som har behov for hjælp 
  • Et uddannelsesniveau der er lavere end gennemsnittet 
  • For mange der fortsat er uden for arbejdsmarkedet. 
  • Fortsat tomme og forfaldne huse. 
  • Dårlig kommunal økonomi forværret af skæve udligningssystemer 
  • Fortsat ikke optimal internetforbindelse alle steder på øen 

Det er udfordringer som vi skal tage op, tage på os og finde løsninger på. 
Samtidig skal vi ikke stiltiende acceptere fortsatte forringelser for os, der har valgt at bosætte os i et landdistrikt. 
Det er jo ofte i landdistrikterne vi viser, at vi både kan og vil udvikle vores lokalsamfund. 
Der er masser af ideer og optimisme og der sættes aktiviteter i gang i både det store og det små. 
Vi har igennem en årrække arbejdet for at sætte vores 152 km kyststrækning endnu mere i spil, både for os selv som langelændere og for besøgende og turister. 
Det betyder bl.a. at vores skolebørn i dag undervises i havsvømning - iført våddragter hopper de i bølgerne og lærer at svømme - det er både sundt og bæredygtigt frem for klorvand i en svømmehal. 
Derudover har vi en lang række aktiviteter hen over året med afsæt i vores fantastiske kyster – og vi arbejder på at realisere 5 fysiske nedslag bl.a. med havnebade i Rudkøbing og Bagenkop – herunder ikke mindst et 18 meter højt udspringstårn til HighDive – noget I for øvrigt kan opleve under Ø-Festivalen. 
Og apropos, så blomstrer vores musikfestivaler så der er noget for enhver smag hen over foråret og sommeren – her er både mere traditionelle festivaler, festivaler med talks, opera, frikadeller og smalle musikgenre. Jeg garanterer jer for, at der er mindst en festival, som vil falde i jeres smag – I kan selv gå på opdagelse på langeland.dk/musik 
Erhvervslivet blomstrer her på Langeland. 
For at nævne nogle eksempler: 
  • • Broløkke Herregård er et fyrtårn, som tiltrækker positiv opmærksomhed og som skaber gode arbejdspladser. 
  • • Naturdestination Skovsgård Gods er også ved at rejse sig som en anden fugl Phønix. 
  • • Vores andre spisesteder og overnatningssteder er fuldt bookede. Faktisk i så stort et omfang, at det er svært at skaffe nok personale. 
  • • Der investeres og der handles og renoveres huse og andre store og mindre bygninger. Alt sammen giver god omsætning og beskæftigelse i byggemarkeder, hos vores håndværkere og i det hele taget i lokalsamfundet. 
  • • I går blev der indviet en ny købmandsbutik på Strynø. 
  • • Virksomhederne ansætter som aldrig før og virkningen af det hele er, at vi måned for måned oplever meget lave arbejdsløshedstal. 

Og sådan kunne jeg blive ved. 
Alt sammen klare beviser på, at der er en stålsat vilje på Langeland og Strynø gående ud på, at vores lokalsamfund er værd at kæmpe for. 
Denne gejst og det fællesskab er den væsentlige faktor for at vi er i færd med at udvikle Langeland Kommune i en gunstig retning. 
Modsat tidligere tider, så er vi nu også blevet meget bedre til at gøre omverdenen opmærksom på det vi skaber. 
På samme måde har vi også god hjælp af vores hundredetusinde af årlige gæster samt deltidslangelændere, som ejer fritidshuse og sommerhuse her i kommunen. 
De senere år har lært os, at det er af vital betydning, at vi er åbne for omverdenen og at vi skaber nye alliancer på kryds og tværs. At vi finder nye veje og griber mulighederne, når de opstår. 
Geopark – det sydfynske øhav er netop skabt i et samarbejde mellem de 4 sydfynske kommuner. Og blev i marts måned udnævnt til at være en UNESCO Global Geopark. 7 års kommunalt samarbejde kronedes med held. Godt for vores selvforståelse at få bekræftet, at vi er unikke. Men også for den tiltrækning og interesse, som det medfører. 
UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav fortæller historien om en dramatisk havstigning i slutningen af sidste istid, og om hvordan isen skabte et helt særligt landskab, der har defineret områdets natur og kultur gennem 10.000 år. 
På samme vis samarbejder alle 10 fynske kommuner i fællesskab om at udvikle turisme, infrastruktur og også i forhold til initiativer på klima, miljø og naturområderne. 
Så vi kan noget særligt i det fynske og sydfynske med vores unikke samarbejdsevne og -vilje. 
Men lad mig afslutningsvis vende tilbage til, at der er noget vi skal værne om og fortsat holde i hævd: 
Grundloven, vores demokrati og udstrakte frihed samt vores lighed, velstand og fred er ikke givet fra naturens hånd. 
Det er noget vi har skabt i det danske samfund - men ikke kun alene, vi har gjort det i en tæt alliance med de andre nordiske lande og siden 2. verdenskrig i alliancer med andre nationer i både FN og Nato og endelig i europæisk sammenhæng i et EU-samarbejde, som både styrker vores velstand og sikrer en fredelig sameksistens landene imellem. 
Med disse ord og med glædesblusset om lidt vil jeg håbe, at I vi sammen kan glædes over alt det der lykkes, vores fællesskab, vores fred og frihed og jeg vil slutte af med at ønske jer alle en fortsat god Sct. Hans aften. 
Tak fordi I lyttede. 
Tonni Hansen, Borgmester 

Kilde

Kilde

Manuskript tilsendt af taler og udgivet af Danske Taler med tilladelse fra taler.

Kildetype

Digitalt manuskript

Ophavsret

Tags