Velkomst til nye ukrainske borgere.
Velkommen her på Rådhuset i Langeland Kommune.
Mit navn er Tonni Hansen og jeg er borgmester her i kommunen.
Allerførst skal der lyde et stort og varmt velkommen til jer alle, som nye borgere i Langeland Kommune.
Vi er glade for, at vi kan være med til at give jer tryghed og husly i den svære situation, som det russiske overgreb på jeres land har medført.
Det er mit håb, at I føler jer godt tilpas her i kommunen og det er også mit håb, at de af jer der er kommet i arbejde oplever, at der bliver taget godt imod jer på arbejdspladserne.
På samme måde håber jeg også, at alle I herlige børn er faldet godt til her i det langelandske. Jeg ved godt, at det må være svært at skulle lære et helt nyt sprog i skolen og i daginstitutionerne. Men jeg er sikker på, at I møder søde og dygtige lærere og pædagoger, som gør deres allerbedste for at I trives og lærer nyt – både i skolerne og daginstitutionerne.
Det er også mit håb, at I børn må få danske kammerater i skoler, daginstitutioner eller sportsklubber. Og lærer om den danske kultur og foreningsliv. Og at I voksne på samme måde vil få gode arbejdskammerater på arbejdspladser eller gode danske naboer, der hvor I nu bor. Også for at lære danskerne bedre at kende og at vi kan lære jer at kende.
Under alle omstændigheder skal I vide, at jeg og resten af kommunalbestyrelsen er glade for, at I netop har fået ophold I Langeland Kommune og kan give os indsigt i den kultur og væremåde, som I nu bringer med jer fra Ukraine.
Naturligvis er vi spændte på, hvor længe I bliver i vores lokalsamfund.
Uanset hvad der sker når krigen engang er sluttet, så skal I vide, at vi vil have stor respekt for, hvad enten I til den tid er blevet så glade for Danmark, at I ønsker at blive eller om i vil vælge at tage tilbage til jeres hjemland.
Selvom vores fantasi ikke kan fatte de forfærdelige overgreb der sker på Ukraine og dets befolkning, så vil vi gøre vores bedste for at sikre jer – voksne såvel som børn - et godt og trygt ophold her i Langeland Kommune.
Endnu en gang et stort og varmt velkommen til jer alle.