Torben Hjul Andersens prædiken Kristi himmelfartsdag

Jeg tror, at regering og folketing har sørget for at time kirkernes åbning, så Kr. Himmelfartsdag kunne være den første gudstjeneste efter mere end to måneders nedlukning. Jeg tror bestemt at det er bevidst, for derved kommer åbningen jo på det mest passende tidspunkt i forhold til kirkeåret. Efter et par måneder med den meget nære horisont sådan rent fysisk, så markerer Kr. Himmelfartsdag jo netop at horisonter sprænges. Det er sikkert helt bevidst.   

Påsken havde selvfølgelig været bedre. Derfor måtte vi også indlede med Krist stod op af døde, for ingen af os sang den ved en påskegudstjeneste i en kirke. Måske sang I med ved drive-in eller til gudstjeneste i radio eller TV, men ikke i en kirke. Jeg sagde, at det rent fysisk har været de nære horisonter vi har måttet leve under – og det har så også været vilkåret for gudstjenester i vores kirker, men ellers vil jeg mene, at vores åndelige horisont har haft vinger under nedlukningen. Hele Danmark har sunget fællessang, der er blevet talt om eksistentielle emner i radio og TV i et omfang, som jeg ikke har set før, forkyndelsen på de elektroniske medier er eksploderet og er blevet set af rigtig mange. Der har været en vid horisont for at dele.   

Nu er vi så samlet rent fysisk på denne dag, hvor horisonten udvides på den mest radikale måde. Det blev helt tydeligt for mig engang for mange år siden. Det var en konfirmand, som gjorde opmærksom på det – måske for at lave sjov, men der var en dybde i det, så jeg aldrig har glemt hans kommentar.  

Jeg sad i kirken på bænken ved siden af konfirmanden, og så skulle vi synge ”Herre, gør mit liv til bøn,” nr. 588, som vi sang som den anden salme i dag. Da vi nåede slutningen af første vers kom konfirmanden med et udbrud, som jeg aldrig vil glemme. Vi sang: ” Jordens mindste suk og skrig høres lydt i Himmerig.” Da vi havde sunget de to linjer, så udbrød konfirmanden: ”Sikke en larm, der må være i himlen.” Sikke en larm, der må være i himlen, når jordens mindste suk og skrig høres lydt i Himmerig.  

Kun en sætning, og så er det alligevel så dyb en prædiken, og den vil jeg gerne dele med jer her på Kristi Himmelfartsdag. For evangeliet denne dag handler netop om, at der bliver åbnet mellem jord og himmel. En åbning, der må sætte en ny horisont for vores liv med hinanden. En åbning, hvor det jordiske rør det himmelske, så Guds himmel åbner sig på en ny måde. En åbning, så den jordiske smerte larmer i Himmerig.   

Det bliver jo helt konkret, når vi tænker på, hvem der for til himmels. Den Jesus, som de havde fulgtes med på de støvede veje helt ind til påskefesten i Jerusalem, den påskefest. Den påskefest, hvor den jordiske smerte ramte ham der var kommet fra himlen og ind på jorden. Den påske, hvor den jordiske død blev virkeligt og mørkt for ham, der havde været med ”fra begyndelsen.” Den påske, hvor han med blod på kroppen, naglehuller og jordisk snavs under neglene blev lagt i en grav i jorden. Den påske, hvor jorden påskemorgen åbnede sig igen. Påskedag åbnede jorden sig igen.   

Kristi Himmelfarsdag åbnede himlen sig. Ligesom Jesus blev lagt i graven, i jordens skød med blod på kroppen, og jordisk snavs under neglene og det stadig var der, da stenen blev væltet fra påskemorgen og jorden åbnede sig, sådan bar han også jordisk snavs og lidelse med ind i himlen Kr. Himmelfartsdag. Den dag var menneskers mishandling synligt i himlen. Mærkerne på Jesu krop fra naglerne i hænder og fødder og spydstikket i siden trådte ind i himlen den dag. Sveden i tøjet og jorden på fødder og hænder efter turen op af bjerget kom med ind i himlen den dag.   

Kristi Himmelfartsdag forandres ikke blot jorden, men også himlen bliver forandret. Det er jo noget svimlende: Den Gud, som har skabt himmel og jord og sat mennesker til at vogte og værne jorden – den Gud holder sig ikke på afstand af sit skaberværk. Han trådte ind i verden i det helt værgeløse, en menneskekrop der levede og led som menneske og døde. Påskedags glæde over livets sejr over døden er så håbefuldt, at jeg ikke kan fatte det. Men at det ikke blot havde indvirkninger på jorden, men også ville præge himlen, det er gådefuldt. For da er den jordiske smerte og den jordiske glæde mærkbar i himlen. Jordens mindste suk og skrig høres lydt i himmerig.  

Og bevægelsen fortsætter jo: Pinsedag åbnes himlen igen og Guds Ånd strømmer ind over jorden og ind i og ind mellem mennesker.   

Hvad betyder dette? Måske kan de sidste par måneders begivenheder bruges som eksempel. Vi har alle sammen prøvet at holde os for os selv. Vi har så at sige gjort vores fysiske horisont meget lille – både for at beskytte og selv og også for at beskytte andre. Horisonten er blevet mere snæver, vi har holdt afstand, ikke rørt ved mennesker uden for vores husstand, og jeg har i den grad savnet et håndtryk, at kunne se et menneske i øjnene trykke hånden og vide os forbundet. Det er nok en længsel som er meget fælles – og i den fælles længsel har man søgt at gøre horisonten større: Der synges som der ikke er blevet sunget siden alsangen; der er blevet ringet til venner, som man ikke har gjort længe. Mennesker har kunnet tale om længsel efter fællesskab, så mange har overvundet blufærdigheden ved at tale om sine længsler. Horisonten er blevet større.  

Mit håb er at vi kan tage denne større horisont med os når den fysiske horisont igen udvides. Må vi være bevidste om vores sårbarhed, skrøbelighed. Må vi erkende at vi i den grad er en del af Guds natur og at den sætter nogle grænser, som vi ikke må overskride. Må vi forstå, at forbindelsen til Gud kan ikke standses af lukkede døre.   

Vi kan tro på, at vi mennesker kan bede til Gud og han hører vores bøn. Den Jesus der stod i menneskenes verden og sagde det trådte ud af dødsriget og er nu hos Guds højre hånd. Så himlen er åben og vi kan tro på, at jordens mindste suk og skrig høres lydt i himmerig. Med al den larm det må give. Og al min taknemmelighed og glæde blander sig med himmelsk englesang.   

Vi kan også tro på, at det himmelske åbner sig mod det jordiske på den nye måde, at himlen ikke kan begrænses til et sted eller at det jordiske kun kan nærme sig det himmelske ved at være særlig rent. Himlen er der, hvor Gud er nær. Derfor åbnes det himmelske mod det jordiske også lige her. Også lige her hvor jeg er med mit ikke særlig himmelske liv, men derimod mit meget jordiske liv i alle dets facetter. Også de facetter, der giver sår.   

Det er jo opløftende, men også skræmmende. For derved kan vi ikke afgrænse os og sige at dette er jordisk og det kommer ikke Gud ved. Når Jesus åbner for både den jordiske og den himmelske horisont, så hører det menneskelige også til hos Gud. Det er opløftende for den ensomme deprimerede pige, som sidder med store følger af nedlukningen, det er opløftende at vide, at Gud er nær hos sine børn – også når vi ikke er perfekte på alle områder. Og det er skræmmende, når det jeg gør og det jeg ikke får gjort, betyder at andres suk og skrig høres lydt i himmerig.   

Kristi Himmelfart betyder, at det himmelske åbnes for det jordiske på en ny måde. Så himlen er der hvor Gud er nær – og det er han overalt har Jesus lovet os. Må dette ikke præge vores horisonter? Måske bliver det rodet mere sammen, sådan som vi skal synge om lidt: ”Jorden løftet er mod Himlen, Himlen sænket er mod jord.” Så åbnes der fra det himmelske ind i det jordiske. Så kaldes vi til at udvide hinandens liv med nye horisonter. Det kan forstyrre freden, forstyrre min faste verden, men åbne for at livet rækker længere end min forudfattede mening og horisont.  

Kristi Himmelfartsdag åbner for den store bevægelse, at Kristus gav afkald og satte sig i de nederstes sted og denne dag for op til den højestes sted for at være nær hos os. Og vel og mærke være nær så vi sendes i den samme bevægelse – ind i de nederstes sted. Da åbnes horisonterne for livet her i vores menneskelige verden og i den himmelske verden.  

Tilbage på bænken hos konfirmanden, der udbrød: Sikke en larm der må være i himlen, når det mindste suk og skrig høres tydeligt.  

Det udsagn rummer i en helt kort form denne store bevægelse.  

Amen.