Torben Hjul Andersens prædiken ved takke- og mindegudstjeneste

I denne uge var der en pensionist, som fortalte mig, at han som ung værnepligtig havde været med til at tænde lysene i kasernens vinduer til lysfesten d. 4. maj om aftenen. Og slukke dem igen da festen var slut. ”Der var mange,” sagde han.  

Det tænkte jeg på i går aftes, da jeg så det flotte show på kasernens mur og da jeg så de mange lys blive tændt i vinduerne. Der er mennesker, som har gået i de mørke rum og har tændt lys, mange lys, et lys i hvert vindue, så os der så på det kunne nyde synet og blive bevæget over det som vi så, og over den historie, som det minder os om.  

Måske er der også nogen her i kirken, som har været med til at tænde lys. Vil I ikke lige række hånden op, hvis I har været med til at tænde lys.  

Tak for lysene.  

Jeg forestiller mig, at den enkelte, som gik rundt i de mørke rum ikke kunne forestille sig, hvad det betød, at han eller hun gik rundt i mørket og tændte lys. Vi kunne se resultatet og kunne se, at hvert eneste menneskes gerning var med til at give lys.  

Måske var det også sådan for den enkelte allierede soldat, som kæmpede mod nazisme og undertrykkelse. Måske føltes det f.eks. at vogte et vejkryds på samme måde, som at tænde et lys i et mørkt værelse – man kunne ikke se helheden. Eller for den enkelte frihedskæmper, der cyklede rundt med illegale blade under kartofler og mel i indkøbskurven. Kan den enkelte og i en offentlighed helt ukendte person virkelig gøre en forskel?  

Vinduerne i går aftes mindede os om den enkeltes betydning.   

Når vi læser i Bibelen kan vi på hver eneste side læse om det enkelte menneskes betydning. Jeg har valgt en beretning fra Johannesevangeliet, hvor der er en meget vigtig person, som slet ikke er nævnt. Når jeg nu om lidt læser fra Johannesevangeliet kap. 6, kan I så overveje, hvem den vigtige person er, som slet ikke er nævnt.  

Nu vil jeg bede jer rejse jer og høre det hellige evangelium ifølge evangelisten Johannes:

Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?«  Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre.  Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.«  En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham:  »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?«  Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind.  Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have.  Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.«  Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. 

Hvem er den person, som slet ikke er nævnt i fortællingen om Jesus der mætter 5000 mand med en lille drengs fem bygbrød og to fisk? Jesus er hovedpersonen; ham der mætter menneskene med brød og fisk, ham der gør det, som er umuligt for mennesker; ham, som senere siger om sig selv: Jeg er livets brød. Det brød, som kan mætte et menneskeliv for den sult, som ikke kun føles i maven men i hele kroppen. Samspillet mellem Jesus og den person, som ikke er nævnt i beretningen siger noget vigtigt om menneskelivet og vores opgave som mennesker – også i dag.   

Hvem er den vigtige person, som ikke er nævnt? Det er den lille drengs mor. Da drengen om morgenen kom og sagde, at han ville gerne ud for at høre Jesus fortælle om Guds rige, så har denne mor ikke blot sagt: Ja, min dreng. Hun har også sørget for at han havde en god madpakke med. Hun har også gennem hele drengens opvækst lært ham, at maden, brødet og fiskene; at det er Guds gode gaver, som vi skal dele med hinanden. Så bliver det til velsignelse både for os og for vores medmennesker. For hvis moderen ikke havde vist den omsorg for sin dreng, at hun sørgede for en god og solid madpakke, så havde denne dag haft et andet forløb. Og hvis moderen ikke havde lært sin søn, at man deler Guds gode gaver med hinanden – så drengen havde skjult sin madpakke -  så var brødene ikke blevet til velsignelse for tusinder af mennesker.  

Det var hendes omsorg og hendes kærlighed, som Jesus takkede for, velsignede og delte ud til tusinder.   

Det er sådan en beretning, som vi skal fortælle, når andre spørger om det enkelte menneskes indsats nytter noget. Det kan også være os selv, som opgivende spørger om jeg har værdi og betydning og om min gerning egentlig betyder noget. Så skal vi fortælle om den lille drengs mor, som sikkert ikke ville tillægge sig selv en stor betydning. Hun gjorde jo blot det, som hun skulle, ville hun sikkert sige.  

Ja det gjorde hun, men hendes indsats bar frugt. Hun havde betydning. Hendes helt almindelige gerning havde konsekvenser. Sådan som det også har at tænde lys – og al anden indsats for fællesskabet og for vores land.   

Den er sådan en beretning, som vi skal fortælle, når nogen eller vi selv spørger om det betyder noget om vi bygger op eller nedbryder i vores fællesskaber. Når vi eller andre bliver i tvivl om det har betydning om vi bruger løs af jordens ressourcer eller om vi – også som enkeltpersoner - passer på vores klode; om det har betydning om vi bygger hinanden op med vores ord eller vi nedbryder hinanden. Vores ord og den måde, som vi taler om og taler til hinanden kan bygge op eller bryde mennesker og fællesskaber ned. Er vi som drengens mor der både giver madpakker med, og som også har lært os betydningen af at dele livet i vores fællesskaber.   

Det er sådan en beretning, som vi skal fortælle, når nogen eller vi selv spørger om det har betydning om vi bryder fællesskaberne ned ved at gøre fortællingerne for små. Gøre verden entydig og letfattelig, selv om vi godt ved, at verden er stor og kompleks. Den dag gik drengen ud til Jesus fordi han ville høre mere om livet og om Gud end han kunne sige sig selv. Han kendte sin egen verden, men han havde modet til at blive udfordret af andre tanker, til at få sit liv og sin verden belyst af Guds kærlighed. Han kom med det, som han kendte – sin madpakke – og gennem Jesu ord blev verden større. Tænk om drengen havde sagt at min verden og det, som jeg kender er nok til mig selv. Så var det blevet en lille fortælling, som ikke havde handlet om andet end det lille menneske. Drengen havde modet til at bidrage, dele, blive udfordret og med tak til Gud for hans kærlighed åbnede Jesus livet op. Hele Jesu gerning handlede om at åbne livet op. Påskemorgen åbnede Gud livet helt op, så selv dødens sten ikke kan spærre for Guds kærlighed. Så denne beretning kalder os ud i den krævende proces og givende proces med at gøre fortællingerne store og fælles.   

I dag, d. 5. maj 2018 holder vi takke og mindegudstjeneste fordi mennesker før os ikke blot tænkte at det var andres ansvar, men selv handlede. Allierede soldater, krigssejlere, frihedskæmpere, mange helt almindelige mennesker, som aldrig bliver nævnt i nogen historiebog. Store eller små handlinger, men det har haft betydning – som et enkelt lys i et vindue. Vi mindes og takker for at de ikke holdt sig for sig selv, men turde dele og give – nogle en madpakke, andre gav deres liv.  

Må vi gå herfra med taknemmelighed og med større mod til at dele vores madpakke så vi bygger fællesskab og samfund op, her i vores egn, i vores land, på vores klode.  

Amen.