Kære svenske og danske venner!
Hvor er det dejligt, at vi igen har kunnet finde sammen.
Men hvor er det sørgeligt, at anledningen stadig er Barseback.
Hvor er det dejligt, at vi igen har kunnet finde sammen.
Men hvor er det sørgeligt, at anledningen stadig er Barseback.
Vi har i dag marcheret sammen for at slå fast, at kampen for at lukke Barseback er en fælles svensk-dansk sag. Vi, der står her på pladsen, deler den samme angst og vrede over at være tvunget til at leve med atomkraftens trusler. Vores følelser er år efter år blevet forstærket og underbygget i takt med en stadig strøm af ny viden om atomkraftens svagheder. Samtidig er vores vilje til aldrig at acceptere en fremtid med atomkraften blevet tilsvarende styrket.
I sommer blev man efter 3 år endelig i stand til at affotografere reaktorens indre ved Tre Mile Øen. Da viste det sig, at det, som teknikere og politikere hidtil har fejet af bordet som en driftshandelse, faktisk var en situation på grænsen til den mest frygtede atomkraftkatastrofe – nemlig en kærnenedsmeltning.
Det er også kommet frem, at amerikanske eksperter nu indrømmer, at risikoen for en stor ulykke er 20 gange større, end man hidtil har regnet med.
Sådan får vi hele tiden nye beviser på, at vores angst er begrundet, og at vores kamp er nødvendig. I de sidste par år er ikke mindst sammenhængen mellem atomkraft og atomvåben også blevet tydelig.
Vi har ikke kun marcheret sammen i dag. Som I lige har oplevet, er der fra Danmark kommet en flåde af skibe – en armada – mod Barsebäck. Vi har også sejlet for at vise, at vores modstand fortsat vil finde nye veje og udtryksformer.
I Danmark lykkedes det i løbet af 5 uger i 1979 at samle over 300.000 underskrifter mod Barsebäck. Modstanden har siden bredt sig som ringe i vandet, og den er efterhånden blevet udtrykt på utallige måder. Jeg tør godt sige, at alle københavnere i dag kender til problemerne omkring Barsebäck. Det er ikke fordi, at myndighederne har givet oplysninger, men fordi folk selv har taget problemerne op. Konsekvenserne af et uheld er debatteret på en lang række af vores arbejdspladser. Over 130 organisationer og fagforeninger har aktivt krævet Barsebäck lukket. I oktober sidste år protesterede mere end 25.000 københavnere foran det danske folketing. Det er et faktum, at den storkøbenhavnske befolkning er utryg.
Ansvarlige ministre fra både Sverige og Danmark har forlængst indrømmet, at Barsebäck er fejlplaceret. Men de har ikke villet tage konsekvenserne af deres udtalelser. Først da den danske befolknings pres var umulig at overse, har den danske regering reageret. Den danske miljøminister Erik Holst har udtalt, at hvis københavnerne var usikre ved Barsebäck, ville det spille en væsentlig rolle for regeringens vurdering. I marts i år har han sendt et forslag til sin svenske kollega Ingemar Eliasson som at nedsætte en svensk-dansk komité for at drøfte Barsebäck. I Danmark holdt vi vejret i spændt forventning for en stund: Turde vi virkelig håbe? Var der tale om en åbning med udsigt til Barsebäck's [sic.] lukning? Eller var der blot tale om endnu en ny forhaling? Svaret fra Eliasson lod vente på sig. Det kom i juni og gik ud på, at man endnu en- gang ville undersøge de tekniske forhold omkring Barsebäck. Den svenske og den danske regering er herefter enedes om et nyt papirsstudium i en fælles komité. Komiteen skal sidde helt til november 83. Altså endnu en ny forhaling!
Det nyeste tekniske påhit, som komiteen skal vurdere, er et be- filter til Barsebäck. Det er et filter, som man mener, skytter for visse former for ulykker, men som aldrig er afprøvet i praksis. Vi vil ikke være forsøgskaniner for et sådant filter, og vi vil ikke afvente mere skrivebordsarbejde! Hver dag, Barsebäck kører, er stadig en dag for meget!
Den svenske regering vil altså kun tænke og tale i teknik, når det gælder Barsebäck. Den vælger helt at overse vores frygt. Hvilken ufattelig menneskeforagt! Er det den slags, der fortsat skal have ansvaret for vores fremtid og for den jord, som vores børn skal arve efter os?
Nuvel! Skal vi udelukkende holde os til teknik, så er der også argumenter nok for en lukning. Jeg skal nøjes med at nævne den nyeste officielle danske rapport om konsekvenserne ved et uheld. Landforureningsrapporten, kaldes den. Den viser, hvorledes en ulykke totalt kan lamme det danske samfund.
Altså er Barsebäck også et dansk problem, og vi skal huske, at selvom Erik Holst har henvendt sig til Sverige, så har hverken han eller den øvrige danske regering taget stilling til Barsebäck's lukning. Tværti-mod [sic.], når Erik Holst nu har givet grønt lys for affaldstransporterne fra Barsebäck gennem Øresund, så tyder det på, at den danske regering er indstillet på at lade Barsebäck køre videre. Vi skal stadig fastholde vores danske politikere på deres ansvar.
Jeg begyndte med at slå fast, at vores modstand mod Barsebäck er en fælles svensk-dansk sag. Det vil jeg også slutte med. Kun hvis vi står sammen, kan vi vinde. Vi, der er her i dag, vil fortsætte til Barsebäck bliver lukket. Vi vil inspirere hinanden, støtte og lære af hinanden. Vi ved, at det er os, der ejer sangene, fantasien og modet i et fællesskab, som ingen kan slå i stykker. Når vores børn uroligt spørger om, hvad der sker, hvis det sker på Barsebäck, så behøver vi ikke at komme med usikre beroligende ord. Vi kan i stedet lære dem om styrken i vores fællesskab. Den styrke, som kommer til udtryk her i dag, når vi fremfører vores fælles krav: Luk Barsebäck Nu!
