Victor Graeser-Greves prædiken fra feltgudstjeneste i Camp Niflheim

I gamle dage, sad det bedre borgerskab, adelen og Borgmesteren på forreste række i kirken. Og her sad så Borgmesteren pligtskyldigt stille og hørte præstens prædiken over de ti bud. Indtil stedet, hvor præsten nævnte buddet: ”Du må ikke stjæle!”. Nu begyndte Borgmesteren at blive urolig og forsøgte febrilsk at finde sin pengepung, – men han kunne ikke finde den. Præsten bemærkede, at Borgmesteren sad mere og mere uroligt, men prædikede videre, indtil han kom til buddet: ”Du må ikke begå ægteskabsbrud”. Og pludseligt sad Borgmesteren ganske stille og roligt, som om, der var faldet en stor byrde fra hans skuldre. Dette bemærkede præsten også, men prædikede videre. Da gudstjenesten var forbi, kunne præsten ikke dy sig for at spørge Borgmesteren, hvorfor han under det meste af prædikenen havde siddet så uroligt og først til sidst var faldet til ro?

Da svarede Borgmesteren: ”Da De nævnte: ”Du må ikke stjæle”, søgte jeg efter min pengepung, men kunne ikke finde den! Da De så nævnte buddet: ”Du må ikke begå ægteskabsbrud!”, erindrede jeg pludseligt, hvor jeg sidst havde brugt min pengepung”.

Her i Camp Niflheim, – er der sjældent rift om de forreste pladser, – om det skyldes, at vi hverken har en borgmester eller nogen adelige, eller måske det bare skyldes ydmyghed eller fordi man føler sig udstillet og udsat – eller måske fordi I tror, at de forreste pladser er reserveret til, at de høje herrer i Danmark en dag vil komme forbi og se med deres egne øjne, hvad vi går og laver – skal jeg ikke kunne sige!

Måske er det fordi, at alle ikke nødvendigvis ønsker sig at sidde på den fornemmeste og forreste plads, – den plads, hvor man har magt. Med magt der følger jo ansvar, så den fornemme plads er også ofte øretævernes holdeplads. Men den forreste plads med det store ansvar, er den plads, vi alle, der er udsendt, har accepteret – idet vi er udsendt med det formål og den opgave, – at tjene og tage kampen op, hvis russerne kommer, helt ude ved fronten, indtil forstærkningen kommer!

Danske soldater har haft en plads i forreste række i verdens brændpunkter, ja – siden 90erne i ex-Jugoslavien, som vi ofte gelmmer og ikke mindste siden terroranslaget den 11. september i 2001 rystede verdensordenen, – og dagen i dag, hvor disse ord bliver hørt, er det også en kærkommen lejlighed til at rette vores tak og tanker til alle pårørende såvel som de allierede og danske soldater, som tjente, kæmpede og satte deres liv til i en større sags tjeneste, – ligesom I, kære soldater, nu igen adlyder kaldet og tjenesten, da verdensordenen i år den 24. februar atter blev rystet i sin grundvold, da Rusland invaderede Ukraine, – hvilket jo er grunden til, at vi i dag igen befinder os i forreste linje for at bidrage til at styrke NATOs tilstedeværelse og afskrækkelse i Letland og det øvrige Baltikum.

Vi er nu halvvejs inde i missionen og har efterhånden indarbejdet rutiner og vaner og udryddet de værste børnesygdomme og vore bønner om forbedringer er blevet bønhørt, – vi har bl.a. fået varmt vand i bruserne til alle, – samt de underbukser og det toiletpapir vi manglede og MB har efterhånden også fået styr på vores vasketøj – sådan da!

 Vi har fået en dagligdag og rutine op at køre i vores lille mikrosamfund både i Adazi-lejren og her i vores primitive teltlejr Camp Niflheim. Mange har allerede haft deres først tiltrængte leave og andre står på tærsklen til at tage hjem for en kort periode for at få tanket batterierne op. Der hersker en god ånd og stemningen er høj, – for vi har det sjovt – og det er der ikke noget galt i, så længe vi ikke glemmer, at vi ikke er her for sjov!

Og det ved jeg, at I selvfølgelig også godt ved, – men derfor kan der jo godt opstå svære og mismodige dage, hvor savnet til ens kære hjemme i Danmark fylder ens hjerte med tristesse og magtesløshed, fordi man ikke kan hjælpe eller være der for dem derhjemme, man elsker og holder af – og der kan så sandelig også opstå interne uoverensstemmelser af den ene eller anden art, når man bor og arbejder så tæt sammen, som vi gør, – og det kan forståeligt nok være årsag til, at vi glemmer fokus.

Derfor er det også en kærkommen lejlighed til at stoppe op og give sig hen til evangeliets opbyggelige tale, – lytte med hjertet, – så man atter kan få mod på livet og genfinde sin plads, – og påtage sig det ansvar og de opgaver, der skal tjene til at løse de sidste måneder af missionen.

Alle har vi nok på et eller andet tidspunkt i vores liv stillet os selv det spørgsmål: Hvor er min plads i livet? Og giver det mening det, jeg gør?

Evangeliets svar er, at vi skal tjene hinanden, vi skal stå til rådighed for hinanden. Kort sagt: du skal elske din næste!

Og er det ikke rigtigt, at de gange hvor vi har følt eller mærket, at vi kan bruges, så forandrer verden sig, og formålet med vores liv træder frem som solen fra en klar himmel, for Du har aldrig med et menneske at gøre uden at Du holder noget af dets liv i dine hænder. Vi vokser af at tjene.

I dag hører vi hvorledes Zebedæussønnernes mor ønsker det bedste for sine sønner, – nemlig en plads i himmeriget. Hvilken mor ønsker ikke det?

Da de ti andre disciple hører moderens ønske, opstår der stridigheder blandt dem. De bliver forargede, ja ligefrem vrede. For alle vil de sidde på de bedste pladser.

 Evangeliet afspejler således nogle menneskelige grundtræk, som vi nok alle kender – vi kæmper gerne om at være bedst, at få den bedste plads på bekostning af de andre. Kampen om hæderspladserne ved Jesu side var på det tidspunkt reel nok, da de jo forventede og troede på, at Jesus skulle trone som konge. Og hvem vil ikke gerne side til bords med de kongelige, og smage magtens sødme?

Inden Jesus blev taget til fange, var der ingen grænser for, hvad disciplene ville gøre for at tjene ham og være hans ven, hans næste. Men da det gik op for dem, at han skulle sejre over døden ved selv at dø på et kors, da nægtede de ethvert kendskab til ham og det gik op for dem, at de ikke kunne drikke hans bæger. Han blev svigtet af sine bedste venner.

Den dag han døde på korset med to røvere på sin side, stod kampen ikke om en hædersplads ved siden af Jesus, men det var nærmere et spørgsmål om at nægte al kendskab til ham.

På mange punkter ligner vi faktisk disciplene i dagens evangelium; vi har også svært ved at forstå, hvad det er, Jesus vil os – måske fordi han altid vender den gældende dagsorden på hovedet.              

Overfor den mangel på forståelse, som vi deler med disciplene, rammes vi alligevel og uafbrudt af ordet om Guds kærlighed til sit menneske – for selvom disciplene svigtede, selvom vi ofte svigter, så er Jesus den, der tjener os –Gud er den, der elsker os, på trods af, at vi fejler i livet og vil rage de bedste pladser til os.

Vi kan aldrig ved at tjene gøre os fortjente til Guds kærlighed – for vi har den allerede. Jesus siger det selv i dag: ’Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange’.

Det udelukker også, at vi forsøger os med en ydmyg stil, eller at vi i hovmod tror, at vi kan frelse hele verden og derigennem føle os som fromme og gode kristne, ligesom Borgmesteren, der dog ikke stjal og derfor følte sig som et bedre menneske, berettiget til Guds kærlighed – men som i farten glemte, at han ikke måtte begå ægteskabsbrud!

Vi kan altså ikke gøre os til over for andre for at få Guds kærlighed. Kærligheden er ikke en byttehandel med Gud – det er stik imod kærlighedens væsen.  

Hvad er det så kristendommen vil med det hele?

Ja, umiddelbart, er det først og fremmest at rive os løs fra vores egen indre selvtilfredshed og åbne vore øjne overfor vor omverden og vor næste, og måske ikke tænke så meget over hvilke pladser vi skal sidde på, men lade os rive med af livets mangfoldighed.

Vi skal hverken frelse os selv eller andre, det må vi lade Vorherre om. Men vi skal tage vare på det liv, vi har fået skænket som en gave og opgave og give det videre til vore medmennesker og leve livet sammen med dem.

Zebedæussønnerne prøvede at smyge sig udenom det arbejde det er at leve sit liv, og derfor henviser Jesus dem til at tjene hinanden – fjerne blikket fra sig selv.

For hvis man virkelig vil noget stort i sit liv – og det var jo det de ville – så skal man ikke stræbe efter at distancere de andre, hverken ved beskidte tricks eller helt åbenlyst, – nej, man skal være de andres træl og tjene næsten.

For uanset, hvor vi end befinder os i livet, om vi sidder på forreste eller bagerste række i Camp Niflheim, i kirken, i stuerne hjemme i Danmark eller i livet – så har vi allerede sæde ved Herrens kærlighedsbord og bedre plads findes ikke, – for det er nådens og tilgivelsens sæde, – og det har vi jo alle brug for, – både borgmesteren og adelen og dem der sidder bagerst og ikke mindst jer, som står i forreste geled, klar til kamp for fred og frihed.

Pas på jer selv og tjen hinanden, og husk: Stol på Gud og hold krudtet tørt! Gud i vold!