For en måneds tid siden begyndte en kampagne på de sociale medier: me too – også mig – hed den. Kvinder skriver me too efterfulgt af en beskrivelse af, hvordan de er blevet seksuelt krænket af mænd. Det hele startede efter det kom frem, at en magtfuld filmmand fra Hollywood systematisk har misbrugt sin magt til at krænke kvindelige skuespillere.
Det viser sig dog, at det ikke kun er enkeltstående magtmænd, der udøver den form for magt. Det er uhyggeligt mange kvinder, der har været udsat for seksuelle krænkelser. Ud fra de mange tilkendegivelser tyder det på, at det mere er reglen end undtagelsen.
De mange historier er samlet set et ekstremt vigtigt vidnesbyrd om vores tid og et vidnesbyrd om en syg kultur, hvor nogen føler, at de har ret til at udøve seksuel magt over andre – føler, at de har ret til at se et andet menneske som genstand for deres egen drift. Og fordi vi har tolereret sexistiske kommentarer som en del af vores kultur, ja så har de her gerningsmænd kunne se på sig selv som uskyldige.
Det er så indgroet en del af vores kultur, at der bliver sat spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt at kvinder føler sig krænkede. Er det nu også krænkende når kvinder oplever tilråb fra fremmede mænd eller blive raget på af vildt fremmede? Sådan bliver der spurgt og der bliver talt om en krænkelseskultur, hvor nogle føler os krænkede over selv de mindste ting. Jeg synes nu ikke der er nogen tvivl – og det vi står tilbage med er, at krænkeren pludselig bliver ofret, mens den krænkede bliver mistænkeliggjort og kan så ellers få lov til at skamme sig dobbelt.
Man vil ganske enkelt ikke anerkende det åbenlyse problem: at en stor del af alle kvinder har været udsat for seksuel krænkelse. Og sådan kunne man lave en lang liste over befolkningsgrupper, der systematisk bliver udsat for krænkelser. Op gennem historien har kirken desværre bidraget til sådan en kultur. Det sker, når kirken får magt og bliver fyldt med magtfulde mænd, der ikke kan finde ud af at håndtere deres magt. Men uanset hvor skyldig kirken har været og er, så er det en kultur, der ikke hører hjemme i en kristen livstydning og i et kristent fællesskab.
Før NN blev døbt læste Ramona de tekster op, der knytter sig til dåben. Det fællesskab, NN er blevet døbt ind i, er et fællesskab, der bliver sammenlignet med et legeme. Og i et fællesskab, der ses som et legeme fyldt med den samme ånd, er der ikke plads til forskelsbehandling på grund af nationalitet, etnicitet, penge, køn eller seksualitet.
”Alle I, der er døbt til Kristus, har jo iklædt jer Kristus. Her kommer det ikke an på at være jøde eller græker, på at være træl eller fri, på at være mand og kvinde, for I er alle én i Kristus Jesus”. Så klart bliver det fortalt os: Vi er ét legeme og det kræver en indbyrdes omsorg og ansvarlighed.
Det er et tilhørsforhold, der bygger på en solidaritet og et radikalt ligeværd – og det er et svigt af dåben, hver gang nogle får eller tager sig privilegier på bekostning af andre. Alle står vi lige over for Gud som ét legeme og kan derfor ikke distancere os hinanden.
Det er en vision, der langt fra er virkeliggjort – og nogle vil sige, at det er en vision, der ingen gang har på jord. Men det er ikke desto mindre den vision Gud har for sin jord – og det er en vision, vi er forpligtede på. Vi er hinandens lemmer. Vi ejer ikke og har ikke magten over hinandens lemmer. Vi er hinandens lemmer. Og lider én legemsdel, så lider også alle de andre.
Derfor skal vi have en nul-tolerance over for krænkelser af enhver art. Gud har lært os, at vi ikke skal udøve den form for magt over hinanden. Vi skal derimod bære hinanden. Og vi skal især bære de mange, der hver eneste dag oplever at blive krænket fordi mennesker bilder sig ind, at det må vi godt – bare fordi vi kan.