Jesus taler med store bogstaver i dag. Og det er klar tale: Vi må ikke bespotte Helligånden siger han. Helligånden var med lige før, da NN blev døbt. NN fik at vide at han er Guds elskede barn – og at han nu er genfødt ved vand og Helligånden.
Helligånden var også med, da NN og vi andre blev skabt. I skabelsesberetningen får vi et indblik i Guds drøm for verden. Som det sidste på den sjette dag blev mennesket skabt i Guds billede som en fuldendt skabning ved at Gud pustede Helligånden ind i dets næsebor. Gud så hvor godt det hele var – det var altså en god drøm, Gud havde skabt. Og mennesket fik så den opgave at tage vare på Guds gode skaberværk. Meningen var altså, at vi mennesker fyldt af Helligånd skulle føre Guds gode drøm videre.
Sådan gik det bare ikke. Der gik ikke lang tid, så havde mennesket glemt alt om Guds drøm. Glemt alt om, at det var Gud, der havde skabt alt. Og glemte, at de var skabt i Guds billede. De bildte sig ind, at de selv havde skabt det hele og at de var skabt i deres eget billede. Og når vi bilder os selv det ind, så bryder helvede løs. For så ser vi kun tingene fra vores eget perspektiv og ikke fra Guds. Vi skaber religioner, ideologier og regimer, hvor vi afgrænser os fra de andre. Ophøjer os selv på bekostning af de andre. Og på den måde kommer vi hurtigt til at tage menneskeligheden og værdigheden fra andre mennesker – glemmer, at også de er skabt i Guds billede og af Guds ånd.
At være skabt i Guds billede og af Guds Ånd betyder, at livet og måder at udleve liv på er så meget større og mere mangfoldigt end vi kan forestille os. Men vi skaber ofte en meget indskrænket forståelse af liv, fordi vi har bildt os ind, at vi selv har skabt det hele og at vi er skabt i vores eget billede. Og derfor vil vi også skabe de andre i vores billede – og putte dem ned i vores firkantede opfattelser af virkeligheden.
Den sidste tid har der været meget fokus på transkønnede børn. Og vi her i kirken er blevet udskammet for at have børnepride. Noget af det, der bliver sagt rigtig meget er: Lad børn være børn – som et argument imod at anerkende det transkønnede barn. Og det er jo i virkeligheden en frygtelig selvmodsigelse. Vi skal lade børn være børn… ved ikke at lade dem være det, de er. Men i stedet tvinge dem til at være det, vi synes de skal være.
For nogle år siden læste jeg om en pige, I artiklen bliver hun kaldt Christina. Christina blev ved fødslen tildelt betegnelsen dreng, men hun var ikke ret gammel før hun kunne berette, at hun var en pige og ikke en dreng. Det accepterede hendes mor og Christina ændrede sig hurtigt herefter fra at være et usikkert til et selvsikkert barn. Hun holdt op med at skade sig selv, men familiens problemer var langt fra ovre. Kommunen fik anmeldelser om misrøgt og kommunen indledte en undersøgelse, hvor der blev snakket med psykologer, børnehaven og andre, der var en del af Christinas liv. Hun fik diagnosen kønsidentitetsforstyrrelse i barndommen og man vurderede, at hendes mor fik den nødvendige hjælp og lukkede derfor sagen.
Christina begyndte i skole og der var ingen problemer med de andre børn. De mødte hende med en umiddelbarhed og naturlighed. For dem var hun helt normal og som alle de andre. Det var de voksne, der ikke forstod hende, for hun levede ikke op til deres forestillinger om, hvordan børn skal leve op til deres køn. Hun passede ikke ind i deres opfattelser af rigtigt og forkert, værdigt og uværdigt.
Sådan har det været til alle tider. Jesu disciple er ingen undtagelse. Da nogle bragte små børn til Jesus, mente disciplene ikke, børnene var værd for Jesus at bruge tid på. Men Jesus bliver vred. Som han så ofte bliver, når han oplever, at et menneske bliver udsat for andres fordømmende opfattelse af, hvad der er rigtigt og forkert. De opfattelser rydder Jesus af vejen og Jesus gør det klart, at Guds rige er børnenes. Guds rige skal vi modtage som et lille barn, siger Jesus. Vi skal modtage verden og vores medmennesker som et lille barn. Som lille Christina bliver modtaget af sin klassekammerater: med en umiddelbarhed og den største naturlighed. Ikke som de voksne, der hele tiden har forudindtagede opfattelser og holdninger til alt ting. Også til, hvordan børn skal opføre sig i overensstemmelse med deres køn.
Og så er det, vi hurtigt kommer til at bespotte Helligånden. For de andre er ligesom vi skabt i Guds billede og af Guds Ånd. Og i dåben er vi – som NN er blevet det i dag – genfødt ved Helligånden. Og om den Helligånd står der et andet sted, at den ”blæser hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden” (Johannesevangeliet 3,8).
At være genfødt ved Helligånden er at leve sit liv ført an af en Ånd, der blæser hvorhen den vil. Derfor kan liv også udfolde sig i alle mulige og umulige, tænkelige og utænkelige retninger. Det gælder også vores køn. Det gælder alt i vores liv. Og det er måske skræmmende at vi ikke sådan kan kontrollere alt i vores eget og andres liv. Men vi bliver nødt til at slippe noget af kontrollen og lade Ånden føre os og andre hvorhen den vil. Vi må ikke bespotte og stå i vejen for den Ånd som skal til, for at livet kan udfolde sig frimodigt både for os og alle andre.
Sådan er det at blive genfødt som NN er blevet det i dag: At vi lader os befri af de bånd vi mennesker binder hinanden med. Lader os befri fra de domme vi dømmer hinanden og os selv med – og i stedet ser os selv med det Guds blik, der skaber plads for, at vi kan være og udvikle os til at være dem, vi er. Lade Guds Hellige Ånd blæse frit iblandt os, så vi lever som det vi er skabt til at være: nemlig Guds elskede børn.