Tusind, tusind tak.
Ja, jeg husker første gang, jeg var her. Jeg tror, det var i 2017, da jeg havde vundet VM. Og der synes jeg, det var vildt, men efter OL i Tokyo var det vildt, og det her, det slår alt. Så tusind, tusind tak til alle jer dernede.
Jeg vil selvfølgelig takke – kæmpestort tak til Odense for at arrangere det her. For at give os muligheden for at være så mange mennesker heroppe. For at så mange kunne komme, synes jeg er helt vanvittigt, og at se så mange stå udenfor, det er godt nok helt vildt.
Jeg ville ønske, jeg havde al den tid i verden til lige at give jer alle hånden og se jer i øjnene og sige tusind tak. Men I skal bare vide, at jeg synes virkelig, det er stort, at I tager jer tid til at komme.
Efter min finale, der sagde jeg, at jeg er endnu mere stolt over at kunne kigge op på min familie efter kampen. Også at se mine venner, som har været med helt fra starten – da jeg startede i Odense badmintonklub, og da jeg spillede mit første Denmark Open, der var det de samme venner og familie, der sad og heppede på mig. Og nu har jeg selvfølgelig en fantastisk kone og to døtre, og det var det største, og det er langt større end noget af det her og også langt vigtigere.
Jeg sover altid rigtig dårligt efter så stor en sejr, så jeg lå lidt og tænkte, hvad det egentlig er alt det her, og hvad det er, jeg har gang i, og den rejse vi er på og så videre.
Og så tænkte jeg tilbage på min første skolegang på Munkebjergskole og Hjalleseskolen, og de første gange jeg havde spillet med OBK og så videre.
Og der tænkte jeg tilbage på, at noget af det – igen –, som har været klart det vigtigste for mig, det er, at jeg har haft gode mennesker omkring mig. En stor tak til dem, selvfølgelig, men jeg har været meget, meget heldig – ikke kun med min familie –, men jeg har haft rigtig gode kammerater, som også har støttet mig, og som jeg stadig får beskeder af den dag i dag, og det er jeg også rigtig stolt over.
Jeg tror rigtig meget på, at man er et produkt af de mennesker og de kammerater, man bruger allermest tid sammen med. Derfor er det enormt vigtigt, man er omringet af de rigtige mennesker.
Og hvordan kan man være omringet af de rigtige mennesker? Det er jo nemt for mig at stå og sige, fordi jeg har også været heldig, at jeg har haft en fantastisk familie, der har støttet mig, og venner og familie. Men det gør man ved at være en god kammerat selv.
Og jeg er rigtig, rigtig stolt og glad over at se så mange unge mennesker, der er her. Og det er, som Peter Rahbæk Juel også sagde så flot, noget, jeg brænder rigtig meget for, og derfor så vil jeg også gerne bruge et par minutter på at snakke om dét.
Fordi, hvad er en god kammerat? En god kammerat er en, der [...]. En god kammerat er ham, eller hende eller ham, der lige spørger ens klassekammerat, der hænger lidt med mulen, om man er okay.
Hun eller han spørger sin ven om hjælp – hvis man ikke lige kan finde ud af matematikopgaven, eller man selv er god til noget –, fordi hvis man hjælper andre, så hjælper de også én på et tidspunkt.
Det er en, der sørger for, hvis en af ens kammerater er ved at skrive en mindre smuk kommentar på TikTok eller Instagram, så er man den, der siger stop – eller går til en voksen og siger “ved du hvad det her, det gør vi ikke.” Det er en god kammerat.
Og så er en god kammerat én, der har respekt; man kigger træneren og læreren i øjnene og siger godmorgen og tak for i dag, når man er færdig. Man ønsker tillykke – både til dem, man ønsker, der vinder og ens konkurrenter, man ønsker, man havde slået –, man siger stort tillykke med sejren, og man siger kom igen, når det ikke går godt.
En anden ting jeg gerne lige vil bruge et par minutter på, det er, at jeg synes, det er så vigtigt, at vi anerkender, at vi alle er forskellige. Alle børn tager det i hver deres tempo, og det er vores opgave som voksne – og noget, som vi tænker meget over, nu hvor vi er blevet forældre. At alle børn er forskellige. Alle har hver deres talent og passion. Jeg var ikke særlig god i skolen, men jeg har klaret det okay.
Og bare fordi man ikke lige er i mesterrækken eller eliterækken eller på førsteholdet, jamen, så betyder det ikke, at man ikke kan drive sin sport til noget, hvis man har ydmyghed og hårdt arbejde.
Vi alle kan ikke blive verdensmestre, vi alle kan ikke spille i Superligaen eller i Champions League, men vi allesammen lærer noget på rejsen, når vi går efter noget, vi drømmer om og vi er passionerede omkring, og det skal alle børn have.
Vores opgave som voksne, det er at give de unge mulighed for at prøve alt muligt forskelligt. Vores forestilling om at vores, hvis man har en knægt, skal være nye Messi eller vores døtre skal være den nye Caroline Wozniacki, skal vi kunne ligge væk, specielt nu om dage, hvor alt bliver målt og vejet, og vi stiller alle op og sammenligner.
Børnene skal have lov til at tage det i deres tempo. Og der er en hylde til alle, I den her verden. Og hvis vi sørger for at passe på vores unge, så skal de nok finde deres vej.
Så vi skal have tålmodighed. Og det er nemt for mig at stå og sige, fordi alt det skete for mig i raketfart. Men det er også fordi, det var sådan, jeg fungerede bedst, men det er bestemt ikke sådan alle børn og unge fungerer bedst.
Og det er ikke noget, jeg nødvendigvis ønsker for vores døtre, hvis de ikke har den person til det. Og det ved de ikke, før de får lov til at eksperimentere og før at de får lov til at prøve en masse ting.
Og jeg vil også sige, selvfølgelig, hvis de vil spille badminton – vores døtre – , så vil jeg støtte dem i det, men mit vinderinstinkt ville også have det svært, hvis en af jer kommer op efter at I, Vega eller Aya, har tabt en kamp, smider hånden på min skulder og siger “nå det gik sgu ik’ i dag, Viktor, hva’?”
Det var det, jeg havde at sige om det, og så vil jeg til slut sige endnu engang kæmpe tak til alle jer og kæmpe tak til alle dem, der har støttet mig på min rejse. Jeg vil gerne sige tak til Odense Badminton Klub, mine skoler, min nuværende træner – min svigerfar Henrik “PK” Rohde, som er en kæmpe del af min succes også. Min fantastiske familie, som sidder hernede: mor og far, papfar, papmor, onkler, kusiner, fætre og så videre og så videre. Og alle dem, jeg har mødt på min vej.
Stor tak til alle jer. Og endnu engang tusind, tusind tak fordi I gad bruge jeres tid på det her.
