Vilhelm Birkedals prædiken 23. søndag efter trinitatis

Vi have hørt i Dagens Evangelium, hvorledes den Herre Jesus fristedes af Pharisæerne, men ogsaa hvorledes Herren afviste Fristelsen og vandt en glimrende Seier, saa at Fjenderne maatte liste sig slukørede bort, ikke med „flyvende Faner og klingende Spil", men berøvede deres Skyts og Vaaben. Han viste dem paa Skattens Mynt den Keisers „Billede og Overskrift", hvem de for deres Synders Skyld havde maattet bøie sig for og svoret Troskab, og som de altsaa vare pligtige at give Told og Skat, medens Han tillige mindede dem om, at de havde en anden, høiere Konge og Keiser, hvem de skulde give, hvad Hans var. — Jesus gjør da her en Skilsmisse imellem to Riger i Keiserens og Guds. men igrunden forudsætter han ogsaa en Forbindelse imellem dem, saaledes at det ene ikke udelukker det andet, men kan venligen forliges dermed. Det see vi deraf, at Han formaner til baade at give Keiseren hvad Keiserens er, og at give Gud, hvad Guds er, hvad Han jo ikke kunde, dersom det at give Skat til den Ene var en Utroskab mod den Anden. — Forskjellen imellem det jordiske og det himmelske Rige er da ikke en Forskjel som imellem „Ja og Nei", imellem Sandhed og Løgn, imellem Retfærdighed og Uretfærdighed — en saadan Forskjel er der imellem Guds Rige og Djævelens eller denne Verdens Rige —; men Forskjellen er som imellem det Evige og det Timelige. — Man har fra gammel Tid af i „Skattens Mynt" søgt og fundet et slaaende Billede paa den Skat i Aandens Verden, som vi skulle give Gud Herren. 

Det er Hjertet herinde, som er den forunderlige Mynt og Penge, som bærer den Konges Billede og Overskrift, som fra først af har dannet den og sat den i Omløb og Gang: Det er Guds Billede; thi vi ere jo „skabte i Han s Lignelse,” og Hjertet er Det l vort Væsen, som, skjøndt afslidt i Verdens Tjeneste og tilsudlet af Syndens Smuds, dog endnu bærer Prærg af Guds almægtige finger i den dybe Længsel efter at hvile hos den levende Gud, i de stærke Rørelser af Hans Hellighed og Retfærdighed, i den Kjærlighedsdrift som vel er trængt tilbage, men dog stundom bryder fremmed Vælde. Og, naarvi formedelst Troen gribe vor Daabs Naade, — ak, da føle vi det, At Prærget bliver fornyet, at Hjertemalmen smeltes om og faaer et nyt et friskt Præg, at Billedet af den store Myntmester tvdeligen trærder frem i sine skarpe Omrids. Ja, i de benaadede Timer, naar Herrens Aand var over mig og Hans Kærlighed rørte min Sjel, i de salige Timer, naar det gaves mig at kunne bede i Jesu Navn, og denne Verden svandt hen og jeg stod for min Faders Ansigt og talte med Ham som et kjært Barn taler med sin Fader: i de rige Timer, naar Ordets Vinger bar mig midt ind i Guds Rige, og Menighedens Sang omsusede mig, — i saadanne Timer fornam jeg det tydelige«, at Guds Billede var præget i mit Hjerte, og jeg læste Overskriften paa Hjertepengene: „Herren fjender Sine," og da var det mig let at give min Gud denne Skattens Mynt, som han krævede! — Men der er en anden Side af denne Hjertets Mynt. Vi ville her ikke tale om, at Djævelen ogsaa kan skrive sit Billede og Overskrift paa Hjertet, og, ak, han har kun gjort det hos alt for Mange, har selv Hos de Bedste iblandt os kun altfor mange af sine Skrifttegn herinde; men det er ikke en anden Side men hans Maade er at udslette Guds og sætte sit Billede istedetfor. — Her ville vl tale om, hvad der isandhed er skrevet af Guds egen Finger. Ligesom Gud Herren har oprettet sit store, salige Rige, hvis lydige Borgere vi skulle være, saaledes er det ogsaa Hans Orden, at vi alle skulle være Borgere i et jordisk Fædreland, og givet os et særegent Præg og en særegen Folkeaand efter den Menneskestamme, hvortil vi høre.  

Dette er Folkelighedens Præg og Stempel, som staaer paa den anden Side, og som vel er forskjellig fra Guds Billede, men som dog ikke er uforenelig dermed, skal adles deraf, men kan ogsaa adskilles derfra. — Ja, have vi ikke ogsaa i lyse Øieblikke fornummet, at denne Folkeaand blev ret levende i os, at Fædrelandets livsalige Billede, tegnet paa vore Hjerter, traadte klart frem for Sjælens Øie. Især i disse sidste Tider. Da vi horte, at Jetteknoppen i Vold, Meeneed. Løgn og Foræderi væltede sig over »Danmark deiligst Vang og Vænge", og truede med Skjændsel og Fordærvelse, — ak, hvad saae Du da herinde? Et Billede af dit Fædreland, Du bar ligesom Danmark i Dit Hjerte — da blev Overskriften: „Dansk" tydelig at læse, og kun en Træl eller en Nidding læste ikke dette Navn. Da Budskabet lod om, hvorledes det danske Blod var rundet i Strømme histnede, rundet, som det syntes forgjæves, og vore Brødre langsomt og med bøiet Sind havde maattet rømme deres eget Land, forfulgt af de fremmede Ransmænd — hvi blødte da dit Hjerte, hvi rullede Blodet ligesom i store, stærke Dønninger i dine Aarer? Det var, fordi Du var Dansk, fordi der paa Hjertets ene Side var afpræget Billedet af dit Fædreland, fordi Folkeaanden havde ogsaa sin Lod i Dig. — Og, da Seiersbudskabet lød, at Herren havde givet Dannebroge Seier, at der var skeet et Dommedagsslag midt ind i Forrædernes Skare, — hvi svulmede da Dit Bryst? O, fordi Danmark var dit Land, fordi dets Hæder og Seier var Din, og Billedet herinde løftede sig frem og blev levende. — Og skulle vi troe, at disse to Præg udelukke hinanden? Nei, nei — Herrens Finger har selv indpræget dem begge, og Han siger i dag: „Giver Kejseren, hvad Keiserens er, og Gud, hvad Guds er?" Altsaa: Giv dit Fædreland, hvad der kan fordre, giv Gud, hvad Han kræver! — Men er der end ikke nogen Modsigelse imellem disse to Ting, vi skulle dog alligevel vide at gjøre Forskjel, og vi kunne gjøre enten den ene eller den anden Overskrift til vort Livs Løsen. Ja, ville vi noget Ædelt og Dygtigt, da maa enten det Ene eller Andet spille Hovedrollen, og derfor spørger jeg Dig! Hvilket Hjertepræg vil Du vel helst bære?  

Fremfor Alt maa jeg indskærpe, at Dit Væsen, Dit Forhold og Din Færd maa være i Sandhed, og at det, Du vil udvortes gjøre gjaldende, det maa ogsaa indvortes være Liv og Virkeligved hos Dig, ellers bliver Du værre end Intet, bliver, bevidst eller ubevidst, Løgnens Træl og Drabant. Og saadant er Gud Herren en Vederstyggelighed. — Saa spørger jeg Dig da: Hvilket Hjertepræg vil Du bære? Du svarer nu strax: „Herrens!" Hans Billede og Overskrift herinde vil Du, skal være en Betegnelse af din hele Grundretning. Er det da ogsaa Sandhed med denne Paastand? Der er en falsk, en løgnagtig Christendom, ligesom der er falske Mynter, falske Specier. En falsk Mynt kan til Skuffelse have udpræget paa sig Kongens Billede og Overskrift paa Fladen, men den bestaaer af et heelt andet Metal end den ægte; naar Du lader den klinge, da kan Du høre det paa Klangen, at den er uægte; thi dens Klang er død og træg og dump, ikke fyldig og levende. — Paa Klangen skal Du ogsaa kiende den falske Christendom fra den ægte. — Jeg seer ud over Menneskens Børn i vort Fædreland: jeg seer at de ere døbte, at de ere konfirmerede, at de gaae i Guds Huus og til Guds Bord og have adskillig Kundskab i Christendommen. ligesom de have adskillige christne Talemaader i Munden — forsaavidt bære de jo det christne Prærg tilskue. Men, naar jeg saa igjen seer deres Liv næsten saa ganske hildet i Verdens Baand, seer, at der saagodtsom slet ingen Forskjel er imellem saadanne Christnes Liv og et Hedningeliv, idet de bande og sværge, tale "gjækkelig Snak og letfcrrdig Skjemt," lyve og bedrage, lægge an paa forfængelig Ære, kives og forbiittres over denne Verdens Ting; — naar jeg seer, at der er ingen Kraft og Skjønhed, er ingen ret opoffrende Kjærlighed for Gud og Brøderne, ingen Villighed til at bære Korset, at fornægte sig selv for Herrens Skyld, — skal jeg saa sige, at det er Sandhed med det Billede, de ellers ved Daab og i Kirken og ved enkelte høitidelige Lejligheder vise frem?' Nei, nei, siger jeg Eder, det er en falsk Penge! — Et Guds Barn bekjender sin Herre „under godt Rygte og ondt Rygte", — men jeg seer mange saakaldte Christne skamme sig ved Ham, som ikke skammede sig ved dem, seer dem hverken kunne vidne om den christne Troe, fordi de have ikke dens Kraft, eller ville vidne om den, fordi de ere bange for at støde an og fornærme den usle Verden, — er saa del Christendom ? — Et Guds Barn har aandelig Erfaring, veed, hvad det vil sige, at, „Kjødet strider imod Aanden," kjender hiin Jacobs Kamp med Herren om Livets Krone, om den evige Velsignelse, et Guds Barn forstaaer de to Ord! Synd og Naade, har erfaret Syndens Jammer og Naadens Salighed i Christo, — men naar jeg saa seer utallige saakaldre Christne, af hvis Ord og Færd det tydeligen spores, at de slet ikke have nogen Erfaring i aandelige Ting, slet ikke kjende Kampen, som blive stumme og piinagtigt stemte, naar saadanne Ting bringes paa Bane, hvis Ord og Talemaader falde som tunge Stene til Jorden, og ikke flyve som Fugle til Himlen i Jesu Navn —, mon jeg saa ikke med det Samme fornemmer den falske Mynts hæse, klangløse Lyd? — Et Guds Barn har Haab, et Haab, som overflyver alle Bjerge, alle Grave — men naar jeg saa seer, at de fleste Menneskers Haab er bygget paa et: „Maaskee", naar jeg seer, at de i de gode Dage igrunden slet lkke bryde sig om at haabe paa noget Bedre end denne Verden, i de onde Dage ere heelt mistvivlende og forsagte, uvisse om Nøden kommer fra en Fader eller fra en blind Skjebne, seer dem i Døden uden levende Fortrøstning, idet deres hele Haab indskrænker sig til dette! Maaskee bliver jeg salig! — er da dette Christendom i Sandhed? — Ja, naar jeg seer og hører den hele uchristelige Tankegang, som aabenbarer sig hos de Fleste, hvergang de ret, uhildede og uforstyrrede af fremmende Hensyn, komme til at udtale sig, en Tankegang, der f.Ex. giver sig tilkiende i Ordsprog som disse: „Enhver er sig selv nærmest", — „Enhver bliver salig ved sin Tro", — "det gaaer ikke saa haardt til, som Præsten prædiker" o. s. v. — mon da en saadan Christendom kan bestaae for Sandhedens Domstol? Der er ingen Klang i det Alt sammen; det er, som om naar Man slaaer paa et Bræt, ikke som naar Man rører paa Harpestrenge. —  

O, kiære Venner! hvilken Usandhed og Løgn ligger der dog ikke i dette Christendoms-Væsen! Men ikke mindre — hvor daarligt og eenfoldigt er det ikke, saaledes i sit ganske Liv at gaae og spille Komedie baade med Vorherre og sig selv? — Ikke sandt. Du holder paa Christendommens Navn, paa din Daab, din Kirkegang og Altergang, fordi Du har en Forestilling om, at Christi Navn vil kunne hjælpe Dig, naar intet Andet i Verden kan gjøre det Men hvad nu, naar det kan vises Dig, at Du slet ingen Gavn har deraf, men igrunden kun fortærende Plage? — Du kan jo dog vel forstaae, at, hvad der virkelig skal kunne hjælpe Dig, det maa selv være en Virkelighed: en Skygge, et afmægligt Spøgelse kan dog umuligt staae dig bi i nogen alvorlig Kamp, og skaffe dig nogen Seier over en virkelig Fjende i Liv og Død. — Eller troer Du, at Gud i Himlen er en saadan Drømmegud, at Han tager tiltakke med Skygger, tager tiltakke med Navnet uden Gavnet? — Og har Du ikke alt tidt nok fornummet det her i Livet, at denne falske Christendom bringer Dig slet intet Andet end Pine og Plage? Hvad Glæde har Du af Din Christendom? Ak, den er Dig jo kun til Byrde? Saa lidt Du end beholder af den, denne lille Rest maner Dig dog om en Fordring, din Herre har til Dig, — er det en Glæde at have en saadan evig Maner og Kræver, hvis Krav Du dog aldrig vil fyldestgjort? Naar din Hustru eller dine Børn vil tale til Dig om Christendommen, ikke sandt? da kjedes, da væmmes Du, da kan denne Tale, dersom den bliver noget langvarig, drive Dig bort fra Huus og Hjem, for paa andre Steder at søge anden Opmuntring. Er det ikke en Latterlighed saaledes at maatte flygte for sit eget Navn, og dog at holde fast paa det Navn, der volder saa stor en Plage? Er det ikke en Latterlighed selv at lønne sin Plager, naar Man kan blive ham qvit? — Hvad Lys har Du af din Christendom? Du har kun Mørke. Din Christendom opklarer Dig ikke een af Menneskelivets Dunkelheder, besvarer ikke eet eneste stort Spørgsmaal, løser ikke een eneste Gaade, saaledes at Du turde døe paa en evig Sandhed, — og hvad Under? kun Livet er Lysets Moder, og din Christendom er ikke Liv, men Død. I et tyst Mørke raver Du, igrunden mere trøstesløs end den hedenske Sjæl, der dog har en Troe at stotte sig til i Lidet og i Døden. — Hvad Kraft har Du af din Christendom? Slet ingen, men kun elendig Afmagt. Du seer det jo: ikke een Seir kan Du vinde: hver Dag det samme jammerlige Væsen, den mindste Lidenskab bliver din Herre, den ringeste Fristelse kan Du ikke bestaae, ikke en virkelig Opoffrelse kan Du gjøre for den Herre, der offrede Alt for Dig, og hvis Navn Du roser Dig af at bære. — Hvad Trøst har Du i Døden af Din Christendom? See, Du ligger bleg og mødig paa Sottesengen, — ak, er det da ikke en gyselig Spot over Dit hele Liv, over Din Sjæl, naar det maatte hedde med Sandhed om Dig! Her hviler et Menneske, som trøster sig med, at han formedelst sit christne Navn skal indgaae i Himmeriges Rige. Han beraaber sig paa sin Daab, sin Christendom, Rigtignok lovede Gud ham kun Børneret i sit Rige paa de Vilkaar, at han skulde forsage Djævelen og alle hans Gjerninger og alt hans Væsen, — og han forsagede ikke, tvertimod gik han alle sine Dage i Verdensfyrstens Ledebaand — at han skulde „troe paa Fader, Søn og Helligaand," — og han troede ikke, gav ikke sit Hjerte hen til denne treenige Gud, tvertimod, ban gav det hen til Verden men trods alt dette, har han alligevel den Fortrøstning, at han, som kun legede med Christendommens Skal, men aldrig smagte dens kjerne, alligevel skal blive salig, fordi han heed en christen, var døbt, gik i Kirke og til Alters. Nar det dog ikke en skjærende Spot, om dette skulde siges ved din Sotteseng? — Men giver din Christendom Dig ingen Glæde, intet Lys, ingen Kraft, ingen Trøst, — saa har Du jo slet intet Gavn af den, men lgrunden kun Pine og Plage, og saa seer jeg ikke rettere, end at det er Daarskab og Dumhed at holde paa en saadan Christendom, ret ligesom Børn, der lege Keiser og Konge i Pjalter.  

I, mine Brødre og Søstre, I. som alle ere skabte i Sandheds Guds Billede! gyser I dog ikke ved at tænke paa al den Usandhed og Løgn, som gaaer under Christendommens hellige Navn? — I ville maaskee svare: Men, er der end meget Usandt, er der end meget Daarligt og Latterligt i denne falske Christendom, — Skade gjør den dog ikke, men dog maaskee noget Gavn; thi den vedligeholder dog en Bevidsthed om den høiere Magt, som er over Livet, den afholder dog maaskee hos Mange saa store, grove Overtrædelser, og holder dog mange fordærvelige Lidenskaber i Tømme. — Hertil siger jeg: Løgn kan aldrig virke velgjørende, og, vil Du gjøre Evangeliet til en Lov, og betragte det som Klogskab, at holde sin Haand over denne falske Christendom, fordi den kan gjøre Nytte som en Skrærmsel og Fugleskræt, saa ligger der visseligen en Forbandelse deri, som i Alt, hvormed Man bruger en Ting lige tvertimod dens Hensigt og Bestemmelse, hvad Du prøver paa ved at gjøre det usigelig velsignede Frelsens Budskab om Naade og Forbarmelse i Christo Jesu med dets Mildhed og Kærlighed til et strengt og afskrækkende Bud med Tvang og Svøbe. Ja, jeg siger Dig: med denne falske Christendom bliver Du ingenlunde bedre, men tvertimod værre, end Du uden den vilde være bleven. — Ikke blot er det klart ifølge det Helliges eget Væsen, at hver den, som nærmer sig til det med vanhelligt og verdsligt Hjerte, kommer derved længere bort fra Vorherre, end han før var — hvad jo tydeligt ligger deri, at Jesus vil være ikke blot „til Opreisning, men til Fald", at Den, som æder og drikker Herrens Blod uværdelig æder og drikker sig selv til Doms" —; men vi kunne jo ogsa paavise det i mange enkelte Forhold. For blot at nævne nogle saa Exempler, saa spørger jeg Dig: Naar Du ikke tager i Betænkning med dette falske Væden at bedrage din Gud og Herre, som Du siger, at Du vil tjene, mon Du da skulde være saa betænkelig ved at bedrage Dine Medmennesker med Falskhed og et paataget hykkelsk Skin, eller mon al den Forstillelse og alt det søde Væsen, der uden Sandhed har forgiftet vort Selskabsliv, mon det ikke finder sin dybeste Grund i hiint usande Forhold til vort Livs Gud? — Naar Du er utro imod din Konge histoppe, og hver Dag forholder Ham „Told og Skat", ja, vil smugle det syndige Kjød og Blod ind i Hans Kirkestad under Christendommens Stempel. — mon Du da skulde være saa samvittighedsfuld imod din jordiske Konge, mon Du da ikke ogsaa skulde være saare villig til al liste Dig fra at erlægge „Skattens Mynt" til Ham, og indsmugle forbudne Varer igjennem Hans Porte? — Naar Du ikke vil indstille Dig til at gaae i Leding for det himmelske Riges Grændser paa „Hærskarernes Herres" Bud, ikke vil stride under det store Korsbanner for Ærens Krone, — mon Du da skulde gjøre Dig saamegen Samvittighed af paa allehaande snilde Maader at unddrage Dig for at stille Dig i Rækken med dit Lands Sønner, at værne om vor Odel og Eie, og lade Andre bløde for Dig? — Kort sagt, er Du uærlig, trædsk, uretfærdig mod den Gud, Du foregiver at tjene, saa vil Du ogsaa blive uærlig, trædsk og uretfærdig i dit Forhold imod Mennesker; thi denne Løgnagtighed i vort Grundforhold til Himlen, den forgifter og besudler alle vore Forhold paa Jorden. 

Saa er det da mit Raad til Eder, kjære Venner! mit kjærlige Naad, at dersom I ikke ville have Andet af Chistendommen end Navnet, at I da kaste ogsaa dette Navn bort, thi det er Eder sandeligen ikke til Velsignelse. Jeg veed det vel, at I er ikke alene om Skylden; thi Konger og Fvrster have, maaskee i en god Mening, men sandeligen med ringe Forstand paa Aandens Rige, fra gammel Tid baaret sig galt ad, ved at tvinge Folk til Daab og Christendom. Men nu er Dørene aabnet, nu kunne Dannemænd uden at lide Skade i deres borgerlige Stilling, give Sand hed Æren i dette Stvkke. saa nu have vi slet ingen Undskyldning mere. om vi blive i Løgnen. Saa kaster dette falske Væsen bort, og viser ikke længere den Side af Hjertets Mynt frem!  

„Du Mand, Broder! hvad skulle vi da gjøre?'" saa spørge I. Jeg svarer: Vend den anden Side af Hjertet frem, der bærer Folkelighedens Billede og Overskrift, og lad Folkeaanden svæve derover og Fædrelandskærligheden gaae tilbunds deri! Jeg skal sige Eder, hvad I derved kunne opnaae, hvorvidt I med disse Eders naturlige Krærfter kunne komme. Der er en borgerlig Retfærdighed, hvad Luther kalder den, som kan blomstre uden Christendommen, at I gjore Ret og Skjel, ere gode Ægtefæller, gode Tjenere, skikkelige Borgere o. s. v. Men I kunne opnaae endnu mere. Der er en Glæde i en menneskelig ædel Gjerning, i at bidrage, om og kun lidet til det samfunds Vel og Lykke, hvori vi fik vor Plads; der er en Glæde over Fædrelandets, over Danmarks Skjønhed, Kamp og Seier, Velfærd og Velsignelse — denne Glæde kunne I opnaae, naar I ret i Kjærlighed og med villig Opoffrelse blive levende Lemmer paa Folkelegemet. Der er et Lys der opgaaer for danske Mænd og Qvinder, naar de følge med Aand og Liv Krønikens Spor igjennem Tiderne, et Lys, del glimter fra Hedenold indtil vore Dage, og forlyster Sjælen, naar den seer, hvad det danske Folk har udrettet og skal udrette. Dette Lys skal straale for Eder og tænde Gnister ogsaa i Eders Sjæle. —- Der er et Liv og en Varme, som gjennemgløder Hjerterne, naar man med Aandens Øren fornemmer Skjaldenes Sange om det Høie og det Dybe, som er skeet paa Jorden, er skeet udenfor og indenfor i det Dunkle. Dette Liv og denne Varme kan blive din Eiendom, naar Du lader folkeaanden leve i Dig. — Der er en Kraft til at gjøre Offere for det Land, der fostrede os, en Kraft, der boer i Folkeaanden, og som ogsaa kan hæve Dig ud af din snevre Kreds, og gjøre Dig stærk til at virke Stordaad for dit Land og Folk. — Der er et velsignet Eftermæle, som omkrandser alle dem, der vare Danmarks ægte Børn, ikke blot Konger som Frode og Rolf, ikke blot Dronninger som Thyra og Dagmar, men ogsaa alle trofaste danske Mænd og Qvinder, der elskede Fædrelandet og gjorde en god Gjerning i dets Tjeneste. — See, alt dette kan ogsaa Du opnaae ved i Sandhed og Ærlighed at lade Danmarks Prærg og Billede straale i dit Hjerte, og blive synlig i din Færd og dit Forhold, og, sandelig, dette er ikke foragteligt, men skjønt og godt; thi det er ikke Andet end, hvad Herren selv siger: „Giver Keiseren, hvad Keiserens er." Men dette kunne I ikke ret opnaae, dersom I ville vedligeholde hun falske Christendom; thi, sandelig, sandelig? er Du falsk imod Gud, bliver Du det ogsaa imod Danmark, og kan da ingen Glæde, intet Lys, ingen Kraft, intet velsignet Eftermæle erlange.  

Men alt dette kan ikke gjøre Dig salig. Det er kun en jordisk Gjerning, en jordisk Glæde, et jordisk Lysen jordisk kraft, som aldring kan føde Himmerigets Herlighed af sig, og den Løn, Du derfor faaer, den er indskrænket til Jorden, til den velsignede Ihukommelse herneden. Jeg har idag advaret Eder mod Løgnen, og mindet Eder at kaste et Navn bort, naar I ikke havde eller vilde have mere end Navnet; men jeg har ikke advaret Eder imod Sandheden, ikke raadet Eder at kaste Christendommen bort, naar den er virkelig i Eder. — Og jeg kan ikke gaae bort fra Eder i denne Stund, uden at give det himmelske Fædreland Vidnesbyrd, uden at besværge Eder: „Lader Eder dog for­ lige med Gud!" Vil I frelses, — saa bliver Christne i Aand og Sandhed, saa lad Guds Billede og Overskrift formedelst Troen paa Christum blive ret klart og tydeligt paa Hjertemynten! Jeg opløfter min Haand og vidner! Der er ingen anden Salighedsvei end „Jesum Christum og Ham kors­fæstet,” er Christi Tro ikke Veien til Guds Rige, saa veed jeg slet ingen anden. Jeg vidner det: l al min Ringhed og Besmittelse, tør jeg dog sige: Ikke for Alt i Verden vilde jeg miste mit Christen navn og min Christen tro! Jeg vidner, at saa skjønt end „Danmark, deiligst Vang og Vænge" staaer for mit Øie, — Fædrelandet histoppe staaer for min Sjæl i en Glands, som ingen Sammenligning taaler!  

Ja, skjønt er Danmark med dets Agre og Sletter, Skove og Søer, og just i disse sidste Dage har jeg fornummet det, hvor usigeligt kjært dette mit Fædreland er mig — men skjønnere er Guds Rige, det store Frelsens og Salighedens Land, der „rummer os selv da, naar Verden har skilt os ad," det Rige, der „er Retfærdighed, Fred og Glæde, i den Helligaand", — og jeg har just ogsaa i disse sidste Tider erfaret det, hvor uendeligt saligt det er at være ind­lemmet i et saadant Rige, hvor der er Sikkerhed og Fred for alle Ransmænd og Fjender. — Skjøndt er det danske Modersmaal,

„Sødt i Lyst og sødt i Nød, 
Sødt i Liv og sødt i Død, 
Sødt i Eftermælet," 

og hvor ofte har dets velsignede Klang og Tonefald „i Mund og Bog" husvalet mit Hjerte, vugget min Sjæl til Roe og Hvile og opflammet den til Kraft og Daad? — men skjønnere er dog det christne Brodersprog fra hiin første Pintsedag med de glødende Tunger og med de milde, velsig­nede Toner, det Sprog, hvormed min Herre og Frelser tog min gradende Sjæl paa sine Arme og talte den evige Fred med Syndens Forladelse ind i mit bange Hjerte, saa jeg maatte smile igjennem Taarer, det Sprog, hvormed Han rev min Aand med sig til Kamp for det evige Liv; det Sprog, som Guds Børn forstaae, naar Aand taler til Aand, Hjerte til Hjerte, og hvori der er en Klang af Engletoner, det Sprog, hvormed en jublende eller bedøvet Sjæl taler til sin Fader histoppe i Bønnens stille, rige Timer. — Skjønt er Havet, der belter sig omkring vore Øer og Lande, det blaa Hav, „der skiller ad, for atter at forbinde," de Danskes Vei til Roes og Magt," jeg kjender intet yndigere Billede af den arme Jord i Naadens Favn, og jeg kan vel forstaae det, hvi danske Brødre efter lang Adskillelse fra Hjemmet i fremmede Lande maatte briste i Graad førstegang de igjen saae Havet; — men skjønnere end Billedet er dog den store Virkelighed selv, ja, skjønnere er Naadens Hav, der breder sig imellem Himmel og Jord; og paa hvis Dyb Kirkesnekken farer med de frelste Sjæle, ikke til „Roes og Magt," men til Liv og Salighed, og over hvilket man i benaadede Timer øiner Evighedslandet, som der synges: 

„Saa blaalig sig hæver bag buldrende Strand 
Det deilige Land." —  

Kjært tilvisse er mig Dannefolket, det Folk af Brødre og Søstre, som med mig boe og bygge i Danmark, det Folk, hvis Aand jeg Føler røre sine Vinger herinde, hvis Hjerte jeg fornemmer slaae Kiærlighedsslag i mit Bryst; men kjærere er mig dog Guds Folk, det underlige lille Folk, adspredt gjennem alle Tider, giennem alle Lande, hvis Aand er den Helligaand, hvis Hjerte er Jesu Christi salige Hjerte. — Dyrebart tilvisse er mig Dannebroge, under hvis røde Dug med det hvide Kors danske Kjæmper og Helte have udført Stordaad til Fædrelandets Hæder, hvorunder det danske Blod er rundet, men hvorfra Seiersfuglen ogsaa ofte er fløiet ud over Landet med livsaligt Budskab; — men dyrebarere er mig dog Golgathas Kors, hvor det største Slag stod og den største Seier er vundet, hvor Blodet flød, men blev en Livskilde for den arme Sjel, hvorfra Evangeliets Due fløi ud over alle Lande med velsignet Budskab, at nu var Fjenden besejret, nu var Ransmanden bundet, nu blev der Fred til evig Tid; dyrebarere er mig dog det Kors, hvorunder alle Christi Stridsmænd have kjæmpet imod Ormen i deres eget Bryst og Ormen i Verden, og vundet de stille Seire i Aaandens Verden, hvorunder de have høstet Spot og Vanære paa Jorden, men vundet deres Navne indskrevne i Livets Bog heroventil, det Kors, hvorunder ogsaa jeg strider, og som vel trykker, men dog saligen forvisser mig om, at jeg er værdiget den Ære at være en af min Herres Stridsmænd. — Kjær er mig Dannerkongen, under hvis Scepter vi have Fri­hed og Velvær, Sikkerhed og Glæde — men, saa kjær, at Ord ei kan udtale det, er mig Jesus Christus min himmelske Konge, der gav mig Love, men opfyldte dem selv for mig, der bestemte Straffen, men leed den selv for mig, der kalder mig til Kampen, og strider selv for mig, der giver mig sig selv til evig Liv og Salighed, Sikkerhed og Guds Børns herlige Frihed!" 

Og derfor Venner, Brødre! bliver Christne i Aand og Sandhed; da vinde I Alt med dette. Thi vel kan Man være en dansk, naturlig ædel, opoffrende Sjæl uden at være en Christen, men en sand og stærk Christen i Danmark kan Man ikke være uden tillige at være en ædel, kjærlig Dannemand eller Danneqvinde. — Da bliver det saa, at Danmarks gamle Vaaben med Løverne og Hjerterne, med dansk Kraft og dansk Kjærlighed bliver her­inde stillet under Korset, under Christendommens Præg og Stempel, og vort jordiske Borgersind bliver luttret og forklaret af Livsvarmen og Livsstraalerne, der udgaae fra Naadens Sol, der skinner over Hjertet. Saa giver nu Gud, hvad Guds er og Keiseren, hvad Keiserens er! Amen i Jesu Navn Amen!