Dagmar Andreasen

Dagmar Andreasen blev født i Preetz nær Kiel som datter af en dansk fader og en tysk moder. Mens datteren endnu var spæd, døde moderen. Dagmar Andreasen fik dog snart en stedmoder, da faderen giftede sig igen. Første Verdenskrig medførte store vanskeligheder for familien. Faderen, der havde sin egen smedje, blev isoleret i den lille by og mistede kunder, fordi han ikke ville være tysk soldat. I 1917 flyttede han med kone og børn til København, hvor han indrettede et cykelværksted på Østerbro. Det gik imidlertid dårligt, og der fulgte nogle urolige år, hvor familien flyttede en del rundt. Til sidst boede de i et haveforeningshus i Vigerslev. Som 14-årig kom Dagmar Andreasen ud at tjene i Charlottenlund. Da hun var 18 år, begyndte hun på en lampefabrik og blev organiseret i Kvindeligt Arbejderforbunds (KAD) afdeling 5, men var så to år i huset i Sønderjylland. I 1932 flyttede hun tilbage til hovedstaden, hvor hun arbejdede på forskellige pensionater.

Gennem en kæreste fik Dagmar Andreasen kontakt til Danmarks Kommunistiske Partis (DKP) teatergruppe Revolutionært Teater (RT). Først fulgte hun blot prøverne fra salen, men snart blev hun en af teatrets frivillige medarbejdere og virkede som skuespiller ved siden af sit daglige arbejde, bl.a. som rengøringsassistent. I 1933 blev hun selv medlem af DKP. Året efter giftede hun sig med Villy A., som hun havde lært at kende på teatret. RT var en modernistisk, politisk teatergruppe under ledelse af skuespilleren og instruktøren Per Knutzon. Teatret var i midten af 1930’erne en slags forsøgsscene for de moderne teatertanker, som kom til Danmark fra Tyskland. Dramatikeren Bertolt Brecht var en af de tyskere, der flygtede til Danmark under indtryk af nazismen, og da RTs nye leder Ruth Berlau lærte ham at kende, satte hun hans stykker op på teatret. Dagmar Andreasen spillede med i flere af disse opsætninger, således havde hun i 1935 hovedrollen i Moderen, og senere var hun med i opførelserne af Undtagelsen og Reglen og Den hellige Johanna. I 1937 spillede hun titelrollen i Fru Carrars Geværer, som blev opført af en trup bestående af folk fra både RT og det socialdemokratiske Arbejdernes Teater. Stykket, som Brecht havde skrevet her i landet, var en hyldest til den spanske folkefront mod fascismen. Tematikken må have haft en særlig betydning for Dagmar Andreasen; den ene af hendes to brødre, der begge var engagerede på den radikale venstrefløj, faldt som Spaniensfrivillig. Selv var hun under Besættelsen aktiv i modstandsbevægelsen.