Christian Bastholm

Christian Bastholm, Christen Bastholm,  2.11.1740-25.1.1819, præst. Født i Kbh. (Frue), død sst. (Trin.), begravet sst. (Ass.). B. blev student 1759 fra Frue skole og studerede efter faderens ønske teologi; han fik attestats 1761. Professor Peder Rosenstand-Goiske fik størst betydning for ham ved sin påvisning af enheden mellem fornuft og åbenbaring; åbenbaringens sandheder var ikke mod fornuften, men over den. Dermed var pietismens fornuftpessimisme overvundet og B. reddet ud af kritisk tvivl. Han fik her de synspunkter han i de næste 50 år skulle gøre gældende. Hans "Disputatser" er uden selvstændig værdi, kun kvitteringer for akademisk understøttelse til at kunne drive frie studier som faldt inden for filosofi og naturvidenskab. 1765–67 optog han igen teologien med henblik på en kommende præstegerning. Denne kom 1768–71 til at ligge i Smyrna da den danske regering havde påtaget sig at underholde en præst i dette også af mange nordiske levantfarere søgte handelscentrum. B.s mål var at blive en stor taler med Balthasar Münter som forbillede.

Hans erhvervede humanisme gav ham et åbent sind for mange interesser og placerede ham i den brede kulturstrøm vi kalder "Oplysningen". Under de vanskelige forhold i Smyrna fandt han i lige grad åndelig støtte i stoicismen og den kristne forsynstro. I skriftet Lobrede auf den Messias (1772, muligvis allerede 1770) optog han efter tidens lejlighed den religionshistoriske forsknings analogimetode og anvendte den på Kristi person. Samtidig studerede han retorikkens teori og anvendte dens regler i praksis om søndagen. Efter sin hjemkomst blev han 1772 præst i Kastellet og hurtigt kendt som den moderne og formfuldendte prædikant. Sin anseelse befæstede han ved den teologiske doktordisputats fra 1774 De consensu sanæ rationis et sacræ scripturæ, et ringe skolearbejde der hviler på det eneste hovedsynspunkt med hvilket både den filosofisk-teologiske oplysning og Bastholm selv med Chr. Wolff som forbillede arbejdede: åbenbaringens og fornuftens fællesskab. Det hovedskrift som stadig vil bevare B.s navn, er hans veltalenhedsbog Den geistlige Talekonst, 1775 der er bygget på studiet af klassisk og fransk retorik med dens regler for disposition og foredrag. Disse regler overførte B. på den kirkelige forkyndelse. Med sin velskrevne bog gjorde han op med gammel gejstlig slendrian i form og manerer. Bogens formål var både at virke smags-dannende og apologetisk i en tidsalder hvor skepsis og tvivl rykkede ind på livet af kirkelæren. B. ville omsætte den åbenbaring han fandt i skriften i den klarest og smukkest mulige form så at ingen ydre forsyndelse mod sprogets, veltalenhedens og velanstændighedens love skulle vække anstød for forkyndelsen. Denne håndbog i gejstlig retorik er opstået jævnsides med og i forbindelse med den første metodiske danske teaterkritik der i Dramatisk Journal udøvedes af B.s svoger, juristen Peder Rosenstand-Goiske. I de mange prædikensamlinger B. efterhånden udgav ser vi ham gennemføre sine regler; de er præget af orden, oplyst klarhed og apologetisk overtalelse; de har virket både ved deres indtrængende appel til følelse, samvittighed, intelligens og ved deres formfuldendte veltalenhed. B. stod som den "oplyste" og dannede kirkeligheds fornemste repræsentant.