Niels Ivar Heje

N. I. Heje, Niels Ivar Heje,  23.8.1891-23.9..1974, fængselspræst. Født i Frederikssted, St.Croix, død i Gravballe, Svostrup sg., begravet sst. H. blev student fra Roskilde 1910, teologisk kandidat 1918. Derefter var han til sin afsked præst ved fængslet i Vridsløselille. – H.s betydning i sammenhæng med Tidehverv kan vanskeligt overvurderes selv om han ikke har efterladt sig nogen omfattende skriftlig produktion. I hovedsagen kan hans rolle ses i to sammenhænge: dels var han i "gründer"-årene i tyverne igangsætteren der gav opgøret konturer og støbte polemikken ind i faste former; dels var han senere da bevægelsen havde vundet fast fodfæste dens suveræne strateg.

Siden sine studenterår havde han taget del i arbejdet i den kristelige studenterbevægelse og fortsat med det da han var blevet præst. Som han selv påpegede havde han næret den samme beundring for bevægelsens koryfæer, som de fleste studenter. Men fra 1924 gav Heje mund og mæle til den ulmende utilfredshed med den herskende kristendomsforståelse blandt lederne. Navnlig hos O. Ricard og hans medarbejdere Sv. Rehling og Gunner Engberg så H. forkyndelsen forvansket til ukendelighed som følge af kvalmende sentimentalitet, undertiden endda garneret med en pikant leg i ord med erotikkens fristelser. Heri så han et særlig grelt vidnesbyrd om en almindelig tendens til føleri. Ledernes appel om at leve op til de højt besungne idealer stemplede han som fraser der ledte opmærksomheden bort fra en nøgtern optagethed af de nære problemer. Kristeligt mundede de ældres oplevelsesreligiøsitet til syvende og sidst ud i et forræderi mod evangeliet fordi den løj sig bort fra syndens radikalitet og satte idealer ind som mellemled mellem Gud og menneske. Da H. udvidede spektret for opgøret fik han følgeskab af flere jævnaldrende og yngre teologer. Som resultat af en magtkamp i studenterforbundet skilte de unge sig ud og udgav fra 1926 deres eget blad Tidehverv og foranstaltede deres eget årlige sommermøde. I inderkredsen var der flere hvis teologiske originalitet overgik H.s, blandt dem G. Brøndsted, K. Olesen Larsen og N. O. Jensen. Alligevel var det ikke uden grund når gruppen af den opskræmte "kirkelighed" blev kaldt "hejanerne". H. stod nemlig bag iscenesættelsen idet bevægelsens identitet blev til sammen med en stadig mere generel, skånselsløs og forbitret kritik af enhver form for vækkelsesreligiøsitet. Hans polemiske instinkt og evne til at støbe kuglerne var forenet med et ofte særdeles bramfrit sprog. Dette blev da også hyppigt holdepunkt for alle der ankede over bladets utilbørligt respektløse tone. Eksempelvis vakte det fürore da H. kort efter Ricards død i 1929 ved en stor debataften i Studenterforeningen fripostigt omtalte det intetsigende og ligegyldige hos C. Skovgaard-Petersen, en af tidens søgte prædikanter og opbyggelsesforfattere. I H.s beskrivelse var det grundlæggende en "impotens, der tidligere var blevet holdt skjult bag en flom af ord"; nu var tomheden imidlertid blevet åbenbar. Hos Ricard så H. en umiskendelig tendens til udnyttelse af de unges seksuelle vanskeligheder, resulterende i en "smertelig sammenblanding af religiøsitet og erotik".