Skip to content

Karen Horsens

Domprovst

18. sep 1932 - 4. mar 2022 (89 år)
Kåre Gade

Profil

Karen Horsens voksede op i Ålborg i beskedne, men trygge omgivelser. Faderen var cykelhandler, moderen var hjemme til at hygge om de to døtre, når de kom fra skole. Fra hende arvede Karen Horsens sin glæde ved at færdes i naturen. Børnene fik en kristen opdragelse med Fadervor og søndagsskole. Der var temmelig faste regler for, hvad de måtte, men der herskede åndsfrihed i hjemmet, og man læste og diskuterede meget. Moderen var som 14-årig blevet sendt ud at tjene, men både Karen Horsens og hendes søster kom i gymnasiet, og da Karen Horsens efter sin studentereksamen i 1951 fra Ålborg Katedralskole valgte at læse teologi, respekterede forældrene det dengang usædvanlige valg for en pige. Kun tre år før var de første kvinder herhjemme blevet ordineret efter årtiers diskussion om kvindelige præster. Også søsteren valgte at læse teologi og blev senere præst.
Allerede som studerende på Århus Universitet markerede Karen Horsens sig fagligt, og 1957 modtog hun som den første kvindelige teolog universitetets guldmedalje for en afhandling om biskop Peder Madsens teologi og dens indflydelse på subjektivismen inden for dansk teologi op til 1910. 1958 blev hun cand.theol. og fortsatte de følgende år med studier i udlandet, først i Oslo, siden i New York, hvor hun var blevet inviteret på et års ophold, betalt af de amerikanske kvindelige akademikeres organisation, herefter i Marburg og sluttelig som kandidatstipendiat ved Århus Universitet. 1962 flyttede hun til København efter at have fået ansættelse som kaldskapellan ved Vor Frelsers Kirke. Her mødte hun sin senere ægtefælle, kirkens organist Charley Olsen. 1970 fik parret sønnen Rasmus. Hun beholdt sit eget efternavn ved giftermålet i 1968, hvad der blev anledning til, at nogle i menigheden skældte hende ud for at leve ugift med sit barns fader. Karen Horsens virkede ved Vor Frelsers Kirke i knap 20 år, fra 1972 som sognepræst. 1981 blev hun udnævnt til sognepræst ved Roskilde Domkirke og provst ved Domprovstiet. Hermed blev hun både landets første kvindelige provst og domprovst.

Taler