Ole Jensen
Dr. theol, professor i dogmatik og domprovst
24. jan 1937 - 14. dec 2021 (84 år)
Kåre Gade
Profil
Ole Jensen, 24.1.1937, domprovst. Ole Jensen blev student i Århus 1955, var på Askov højskole 1955–56, blev cand.teol. fra Århus universitet 1962 med udmærkelse og var 1962–73 lektor i etik og religionsfilosofi her, dog med studieophold i Tubingen 1963, i Marburg 1964–66 og i Bangalore 1972–73; 1972 præsteviedes han. 1974 blev han professor i dogmatik i København og 1976 dr.teol. i Århus på den 1975 udgivne afhandling: Theologie zwischen Illusion und Restriktion (det danske manuskript er udgivet 1977) – en indgående analyse og kritik af både liberal teologi (W. Herrmann) og eksistensteologi (R. Bultmann), foretaget på grundlag af den af K.E. Løgstrup udviklede skabelsesteologi, iøvrigt også med indflydelse fra N.F.S. Grundtvigs antropologi (skabelses- og menneskesyn) og fra nyromantiske digtere, især Thorkild Bjørnvig; thi den kunstneriske erkendelse går dybere end den filosofisk-teologiske.
Ole Jensen – en af Løgstrups mest konsekvente og markante disciple – gør det til sit hovedanliggende at vise hvordan de ovennævnte tyske teologiske "skoler", i forlængelse af Emmanuel Kants personlighedsfilosofi og i overensstemmelse med protestantisk tradition, ud fra forestillingen om mennesket som "skabningens herre" (hvis opgave det er at gøre sig jorden underdanig) direkte eller indirekte har legitimeret udleveringen af naturen, dens dyre- og planteliv, til den på naturvidenskab hvilende industris rovdrift, med ressourcespild og forurening til følge. Des mere må nu menneskeheden, i bevidsthed om den af naturforskere formentlig dokumenterede risiko for livets totale ødelæggelse, forstå sin rolle, ikke som skabningens herre, men som dens (hidtil utro) forvalter, opgive sin "beherskermentalitet" og forstå sig selv som den med ansvar udrustede del af skabelsens værk og i konsekvens deraf bl.a. indrette sig på "sparsomhedens etik". 1976 udkom I vækstens vold. Økologi og religion som i mere populær form viderefører samme tanker. Det åndelige klima i 1970erne skabte stor lydhørhed for en "økologisk" teologi af denne art, og reflekserne kan spores i mange prædikener og afhandlinger.